I december begyndte Pep Guardiola at demonstrere sin støtte til tilfangetagne catalanske aktivister med en gul sløjfe på brystet. Og Manchester City-træneren agter at fortsætte med at bære symbolet på trods af, at FA kræver, at han holder op.

Ifølge det engelske fodboldforbunds regler må man ikke bære politiske symboler i forbindelse med kampe, og mens han gerne må bruge den under pressemøder, har FA to gange rettet en henvendelse om at lægge sløjfen, skriver Telegraph

Men da manageren nægter, har man nu sigtet ham for at bryde reglerne, hvilket i sidste ende kan føre til karantæne for spanieren, der senest viste sin støtte til de separatistiske catalanske politikere i gårsdagens Carabao Cup-finale.

”De (FA) ved, at jeg altid vil bære det. Jeg kan bære det andetsteds. UEFA har en anden holdning. De siger, at jeg kan bære det, så længe det er med respekt. Her er det tilsyneladende anderledes. Jeg føler med de mennesker, der ikke har deres frihed, dem i Spanien, der sidder i fængsel. Deres skyld er ikke blevet bevist. Alle kan havne i den situation. Jeg er fodboldtræner, men først og fremmest er jeg menneske. Det her er for menneskeheden,” sagde Guardiola i går på et pressemøde oven på hans holds sejr på 3-0 over Arsenal i førnævnte pokalfinale.

Det skriver Guardian

Konflikten mellem træneren og fodboldforbundet føjer sig til en tilspidset situation, hvor Guardiola to gange i sidste uge fik sin families privatfly ransaget i Barcelona af spansk politi på jagt efter den eftersøgte catalanske uafhængighedsleder Carles Puigdemont, der menes at opholde sig i Bruxelles.

Således beskriver Guardiola-familien i hvert fald, hvad der skete, mens spansk politi siger, at der var tale om et rent rutinetjek.

Der blev delt gule sløjfer ud blandt publikum til Carabao Cup-finalen i går. Foto: Getty

Guardiola stillede selv op som kandidat for løsrivelsespartiet Junts Pel Si i 2014, og sidste juni var han på gaden med tusindvis af demonstranter i Barcelona, herunder Puigdemont. Ved denne lejlighed bad han indtrængende sine medcataloniere om at vise deres holdning ved folkeafstemningen i oktober.

Manchester-træneren erklærede på pressemødet i går, at han er fast besluttet om at fortsætte med at vise sin støtte til de fængslede cataloniere. Også selv om FA skulle idømme ham karantæne fra Citys sidelinje.

”Jeg accepterer, hvad de end beslutter angående min opførsel.”

 LÆS OGSÅ: Russisk curlingspiller smidt ud vinter-OL for doping

 LÆS OGSÅ: Bendtner har taget Lord-kælenavnet til sig

 LÆS OGSÅ: Sergio Agüero slår ud efter Wigan-fan