ROLAND GARROS ER EN to uger lang sportsfeberdrøm, hvor man placerer en af verdens smukkeste sportsdiscipliner i en af verdens smukkeste byer og lader dysten udfolde sig på et forræderisk ujævnt underlag: grus.

Fejlspring, lunker og glatte linjer. Man spiller som i kviksand på fugtige dage, som på beton på varme og blæsende dage. Læg dertil et hedonistisk, anløbent og aggressivt favoriserende publikum i de løsslupne franskmænd og -kvinder, der med største selvfølgelighed stryger tidligt fra kontoret for at drikke hvidvin og råbe feltet an. På papiret håbløst, i realiteten magisk.

Tennissporten er i dag så strømlinet, så velsmurt og forudsigelig en maskine, at lidt grus (ahem) i maskineriet kommer som manna fra himlen. I Paris spiller omgivelser, evner og gunst i forjættende dur og serverer tiltrængt spænding: Hvem har stamina nok til at betvinge både modstander, publikum og underlag 14 dage i træk, og kan der, som i 90’ernes uforudsigelige felt, komme en undertippet bejler ind fra venstre og stjæle trofæet?

Optaktsridtet til dette års Roland Garros har været herligt broget, og titelbejlerne kommer snart sagt alle vegne fra:

Holger Rune er i storform med finalepladser i henholdsvis i Monte Carlo og Rom Masters, de to store optaktsturneringer, og en sikker gentagelse af sidste års triumf i München.

Andrey Rublev snuppede Monte Carlo for næsen af Rune, men har ikke rørt på sig i ugerne op til Roland Garros.

Amerikanerne Frances Tiafoe og Taylor Fritz er sprunget ud som et par veritable slidere af guds nåde, begge med for amerikanere på udebane imponerende galopader i optaktsturneringerne.

Grækeren Stefanos Tsitsipas ligner sig selv med lige dele ekvilibrisme, amatørisme og utilregnelighed.

Russiske Daniil Medvedev, der ellers ikke er nogen grusørn, besejrede Rune i en mærkværdigt langsom Rom-finale.

Serberen Dusan Lajovic har i en alder af 32 år besluttet sig for at vise tænder med lige dele imponerende og usandsynlige sejre over Djokovic og Rublev på hjemmebane i Banja Luka – som han i øvrigt vandt overlegent – og over Auger-Aliassime i Madrid.

Og endelig, verdens bedste, hvirvelvinden Carlos Alcaraz, var med knusende sikre sejre i Barcelona og Madrid på et bordryddende forårstogt. Indtil choknederlaget til en kvalifikationsspiller i anden runde af Masters-turneringen i Rom.

De sidste to årtiers ubestridte gruskonge, Rafael Nadal (der har vundet Roland Garros 14 gange), stiller desværre ikke op på grund af den hofteskade, der har plaget ham siden januar. Det er en skam, for Nadals efterår er dybt fascinerende: Hvor andre giganter, der står foran et tæppefald, resignerer med på papiret elegant værdighed ved at spille ufarligt og halvhjertet for så at skamrose deres bannerførende banemænd, er det noget andet med Nadal. Han slår på alt. Han løber efter alt. Han powergrunter og han – når han stiller op – nedbryder sine fjender metodisk og kynisk. Lad os krydse fingre for, at han får muligheden for at gøre det igen på det røde grus i Paris næste år, der også er Nadals erklærede afslutningssæson.

Altså: ingen Nadal, men et godt dusin titelaspiranter fra nær og fjern. Hvem tager den?