"Jeg fik hjertebanken og koldsved. Spillerne skiftede klub hvert minut, og jeg måtte sætte flere timer af til det daglige bogholderi"

Fodboldens internationale transfermarked er et flimrende virvar, men under støjen findes faktisk en struktur. Asker Hedegaard Boye har genoplivet de overstregede minder og fundet frem til seks forskellige transfertyper, der vil præge de kommende to måneders køb og salg.

Fra 1997 og ti år frem udgav Tipsbladet Europas store ligaer. Det var en lille, praktisk håndbog, og jeg var besat af den. Den bestod næsten udelukkende af spillertrupper fra klubberne i de seks vigtigste europæiske ligaer: England, Spanien, Italien, Tyskland, Frankrig og Holland. Bogen var ikke stor, men rummede min verden. Under hver klub kunne jeg hurtigt danne mig et overblik over grundlæggelsestidspunkt, stadionnavn, flotteste meritter, præsidenten, træneren og adressen på hovedkvarteret (!). Ud for hver spiller var angivet trøjenummer, position på banen, nationalitet og fødselsår.

Europas store ligaer var et mirakel, men den gav mig samtidig en horribel vane, som optog al min tid, og som i bedste fald var meningsløs. I løbet af sæsonen skulle jeg ajourføre håndbogen. Jeg skulle, der var ingen vej udenom, og særligt i tiden før de fastlåste vinter- og sommermarkeder (først i 2002 ulovliggjorde det internationale fodboldforbund Fifa frihandel) var det ingen nem opgave. Hvis en spiller skiftede klub stregede jeg ham ud og tilføjede ham i den nye klub.

I løbet af sæsonen gik det fint. Et par spillere om dagen. Det kunne jeg sagtens overkomme. Men hver sommer blev jeg revet ind i en mægtig turbine, der gav mig hjertebanken og koldsved. Spillerne skiftede klub hvert minut, og jeg måtte sætte flere timer af til det daglige bogholderi. Jeg kunne vågne midt om natten og opremse navne for mig selv: Andrzej Juskowiak, Steffen Baumgart, Vitus Nagomy, André Breitenreiter, Jonathan Akpoborie, Markus Feldhoff, Christian Wück, Jean-Kasongo Banza. Men havde jeg nu husket at tilføje Jürgen Rische, østtyskeren, der var med ved U20-VM i 1989?

LÆS OGSÅ: Fodbold-insideren: Returkommision


(Jürgen Rische forrest i nærkamp for sin klub 1. FC Kaiserslautern mod Bayern Münchens Samuel Kuffour i den tyske Pokal-turnering sæsonen 1997/98.  Foto: Bongarts/Getty Images)

Og egentlig var det komplet unødvendigt, for hvert år i begyndelsen af september var Europas store ligaer atter at finde i den lokale kiosk. For 99 kroner fik jeg ordnet min verden, og jeg kunne igen trække vejret. Det er snart otte år siden, den sidste udgave af håndbogen blev sendt i handlen, men anstrengelserne sidder stadig i mig. I dag er overblikket kun ét klik væk, men sommeren er heldigvis stadig et plagsomt og skønt gedemarked.

LÆS OGSÅ: William Kvist om transferdating

Det internationale transfermarked har sin egen faste rytme og struktur. Det begynder, før det begynder. Allerede i løbet af foråret hører vi om de første forhåndsaftaler. To klubber er blevet enige om en spillertransfer og venter nu blot på, at kalenderen slår sommer, så papirerne kan blive underskrevet og de første fotos kan lækkes til pressen: Ny smilende spiller i ny trøje sammen med lige så smilende klubleder. Sportsdirektøren for det meste, og i særlige tilfælde præsidenten eller klubformanden. Så ved man godt, at klubben synes, de har fanget en stor fisk.

 

Også det officielle marked har flere begyndelser. Englænderne starter på onsdag. Enhver fodboldinteresseret brite kender til 1. juli, som samtidig er den dato, hvor de fleste kontrakter – både i Storbritannien og på kontinentet – rinder ud. I Frankrig, Tyskland og Italien varierer starttidspunktet fra år til år, dog aldrig senere end den første dag i juli. I Holland åbner markedet for det meste i den anden uge i juni, mens der i ligaer, hvor sæsonen følger kalenderåret (f.eks. Brasilien, Japan og Sverige) handles der fra midten af juli og en måned frem.


Afslutningen er til gengæld lidt mere præcis. 1. september er det hele ovre. I hele Europa. Englænderne lukker ned klokken seks om aftenen lokal tid, mens det i år forventes, at andre lande vil sætte punktum allerede ved midnatstid – altså 18 timer tidligere. Fodboldens økonomi er afhængig af verden udenom. Det ser vi i Spanien i øjeblikket, hvor krisen for længst er skyllet ind over de små og mellemstore klubber og har efterladt dem som små, algetilgroede Atlantis'er. Og alligevel har fodboldmarkedet sit eget liv.

Frem til 2002 var gager og transfers viklet ind i en opadgående spiral. Alt blev større, lige indtil boblen sprang og både løn og overgangssummer stagnerede i hen ved syv år. Det så fornuftigt ud, og måske havde sportens verden ligefrem lært en ting eller to om mådehold? Ikke just. For da krisen ramte verden, ramte købelysten de største fodboldklubber. Cristiano Ronaldos verdensrekordtransfer fra Manchester United til Real Madrid markerede en ny tid.

Af historiens 15 største transfers har de 12 fundet sted de seneste seks år. Sidste sommer satte Premier League-klubberne rekord, da de i løbet af 62 døgn shoppede for samlet set 835 mio. pund. I 2014 – på både januar- og sommermarkedet – flyttede verdens fodboldklubber et beløb svarende til 3,58 mia. euro fra land til land (dvs. fraregnet indenrigstransfers). En stigning på 2,1 procent sammenlignet med året før. 1.335 brasilianere fik ny klub, mens det gjaldt for 1.263 englændere og 823 portugisere. De spanske klubber var mest ungdomsglade og skrev kontrakt med hele 352 spillere under 18 år.

LÆS OGSÅ: Alt kan ske, indtil sidste underskrift er sat

Sommerens transfermarkedet er et flimrende virvar af informationer. En agent lancerer et rygte; En spiller lader sive, at han er utilfreds med den ene klub eller gerne vil til den anden. En klubpræsident ønsker at markere sig. De kommende to måneder er en cocktail af dagsordener og et miskmask af forskellige transfertyper. Der er de store, de triste og de interessante, der er de overraskende, de sene og de ligegyldige. Lad os se nærmere på de seks sorter én for én:


(James Rodríguez th. var et af de nye ansigter i Real Madrids trup i sidste sæson. Hér præsenteres ham sammen med klubpræsident Florentino Perez,. Foto: Denis Doyle/Getty Images)

De store

Hver sommer har deres blockbustere, der skal sælge billetter og flytte titler. Sidste år hentede Real Madrid James Rodríguez (Monaco), mens FC Barcelona købte Luis Suárez (Liverpool), og Manchester United sikrede sig Ángel Di María (Real Madrid). Det var sommerens populæreste samtaleemner og tre af historiens fem største handler.


Og i år?
Det kunne være Sergio Agüero fra Manchester City til Real Madrid for en købspris i omegnen af 80-90 mio. euro. Det kunne være Raheem Sterling fra Liverpool til Manchester City for 50 mio. pund. Det kunne være Ross Barkley fra Everton til Chelsea for 40-45 mio. pund. Og det kunne vel også være Edinson Cavani fra Paris Saint-Germain til AC Milan for 30 mio. pund. Det kunne være så meget.

De triste
Alt efter temperament ønsker vi at se de store spillere afslutte karrieren på forskellig vis. Nogle holder af det store eller farlige punktum. Michael Laudrups endeligt i VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998 eller måske endda Zinedine Zidanes skalle i finalen ved VM 2006. Andre synes bedre om det smukke forfald. Mesteren, der ikke er, hvad han har været, men som stadig har kærligheden til spillet. Ronaldinho f.eks. Men så er der også de lidt mere triste epiloger, hvor helten vælger pengene i et eller andet eventyrland uden fodboldkultur. Den slags bryder vi os ikke om i Europa.

Og i år?
Xavi fra FC Barcelona til qatarske Al Sadd SC er allerede effektueret, og inden for få dage skifter Andrea Pirlo formodentligt fra Juventus til New York City FC.

De interessante

Det måske mest interessante aspekt af sommeren er de store transfers, hvor der er noget på spil for både den sælgende klub, den købende og for spilleren selv. Da Toni Kroos sidste sommer forlod FC Bayern München til fordel for Real Madrid, var spørgsmålene mange. Ville den unge tysker passe ind i spansk fodbold og måske endda hæve sit niveau? Ville han være den brik, der fik Real Madrid til at genvinde Champions League? Og kunne FC Bayern München klare sig uden? I dag kender vi svarene – ja, nej og ja. Samme sommer skiftede Mario Balotelli fra AC Milan til Liverpool. Det er den italienske columnist Mario Sconcerti, der har sat italienerens transferhistorie på formel: »Han har for vane at skabe stor glæde, når han kommer til en ny klub, men endnu større glæde, når han rejser igen.« Noget tyder på, at Sconcerti får ret igen.


LÆS OGSÅ: Sådan foregik salget af Dame N'Doye til Premier League

Og i år?

Roberto Firmino er for tiden travlt optaget af Copa América, men i tirsdags fik han ny arbejdsgiver. Hoffenheim indvilgede således i at sælge den offensive spilskaber til Liverpool for 29 mio. pund. Onsdag bekræftede Liverpool købet af brasilianeren, hvis flair og fantasi flugter fint med Brendan Rodgers' ambitioner om bevægeligt presspil. I samme kategori falder Jackson Martínez forestående skifte fra FC Porto til Atlético Madrid.


(Luis Figo med anførerbindet i kamp mod Bayern Müchen i Champions League i 1998/99-sæsonen. Året efter lavede Figo det forbudte skifte, da han skiftede til ærkerivalerne Real Madrid. Foto: Martin Rose/Bongarts/Getty Images)

De overraskende

Det var ikke en sommertransfer, men det er en af de mest berømte. I efteråret 1992 havde de færreste forventet, at Manchester United ville købe Eric Cantona i Leeds United. Ikke engang klubben selv (over telefon spurgte Manchester United-direktøren Martin Edwards halvt i spøg Leeds' Bill Fotherby, da de to alligevel snakkede om en mulig Denis Irwin-handel). Heller ikke mange forudså Luis Figos skifte fra FC Barcelona til Real Madrid i 2000 og den transferfri Tottenham-helt Sol Campbells transfer til Arsenal i 2001. Eller hvad med Fabrizio Ravanelli i 1996? Den italienske superstjerne havde netop vundet Champions League, men ville gerne prøve noget nyt. Juventus-ledelsen modsatte sig på forhånd ethvert salg til en konkurrerende europæisk storklub, og Ravanelli havnede på Riverside.


Og i år?
Hvis vi vidste det, ville der i sagens natur ikke være tale om overraskelser. Men jeg prøver alligevel. Marco Reus tegnede en ny kontrakt med Borussia Dortmund tilbage i februar. Underskriften mangedoblede hans købspris, men tyskeren er stadig brandvarm i klubber som Real Madrid, Chelsea og Manchester United.

LÆS OGSÅ: Fremtidens landshold: Pierre-Emile Højberg

De sene

På sidste års sidste dag hentede Manchester United Radamel Falcao på en lejeaftale, mens Arsenal sikrede sig Danny Welbeck for 16 mio. pund. Ser vi på døgnet som helhed, handlede englænderne samlet set for 55 mio. pund. Året før var tallet 85 mio. Også andre steder i Europa når markedet sit klimaks få minutter før lukketid, hvor desperate klubber strides om alt for dyre spillere. Sidste år snød AC Milan lokalrivalerne fra Inter for Atalantas midtbanespiller Giacomo Bonaventura, og i Spanien lykkedes det Valencia at hente Álvaro Negredo på en lejeaftale i Manchester City.


Og i år?
I Inter har den nye præsident, indonesiske Erick Thohir, lovet at forstærke en skrabet spillertrup, og i Milan er der ligeledes store forventninger til en saltvandsindsprøjtning fra den thailandske investor Bee Taechaubol. De to Milano-klubber har med andre ord fået lidt penge at gøre med, men de vil få kamp til (mål)stregen af de sælgende klubber, som godt ved, at milaneserne ikke har uanede ressourcer.

De ligegyldige

Det kan være en rådgiver, som skal tjene lidt penge og derfor servicerer en spillers skifte til en klub på nogenlunde samme niveau. Det kan være en spiller, der trænger til ny luft, og som finder sammen med en klub i et naboland. Lidt anderledes, men ikke for anderledes. En brasilianer, der har fået hul i gennem til en portugisisk klub, som dog kun kan love ham »en plads i truppen«. Endnu en svensker til Superligaen, og endnu en belgier til Æresdivisionen. Det er kedeligt, men det er forståeligt.

Og i år?
De fleste.



(Eksemplar af Europas store ligaer fra sæsonen 2000/2001. Til Wolfsburgs trup er ved håndskrift tilføjet Jürgen Rische som ny spiller. Foto: Priviat.)

Jeg har stadig de 11 udgaver af Europas store ligaer stående i min bogreol. Hvert år ved denne tid plukker jeg en af bøgerne. Jeg gennembladrer den og bliver nostalgisk og rastløs. Alle de overstregninger og alle de navne fra en svunden tid, men så pludselig et klart minde, der minder mig om, at transfersommeren udover alle de store beløb også er et stykke kulturhistorie. Lidt over midten i håndbogens tredje udgave, der indledte sæsonen 1999/2000 havde jeg strøget midtbanespilleren Andrea Pirlo fra Inters trup. I stedet havde jeg tilføjet ham hos lille Reggina Calcio. De havde vel ment, at han trængte til lidt hår på brystet, den klejne midtbanespiller med det fine spark.


LÆS OGSÅ: Sagt om Richard Møller Nielsen 

LÆS OGSÅ: Ulrik Wilbek: "Jeg har det svært med belærende folk i jakkesæt" 

LÆS OGSÅ: Christian Eriksen: Sådan skyder jeg frispar

Se, hvad vi ellers skriver om: Artikler