Foto: Martin Bubandt

”Jeg hørte med det samme en høj knæklyd fra nakken, og den har jeg aldrig hørt før"

Nicki Pedersen brækkede nakken to gange på et år, og lægerne har advaret ham om, at han risikerer at blive lam, hvis det sker en tredje gang. Alligevel har speedwaykøreren valgt at fortsætte karrieren. Teis Jeppe Gørtz har mødt den iltre 41-årige fynbo, som til maj gør comeback i Grand Prix-serien efter 12 måneders skadespause.

Hvordan husker du styrtet, hvor du brækkede nakken den seneste gang?

”Det var under et løb i Holsted. Jeg havde fået bane 4, og den er altid svær at starte fra, for du er længere væk end de andre. Jeg kom egentlig godt med ned til det første sving og ville cutte tilbage om dem, da vi skulle til at dreje ind i det. Jeg nåede at se, at køreren foran væltede, og der vidste jeg bare, at jeg ikke kunne gøre noget.

Vi har ikke bremser på, så jeg kørte direkte ind i ham og håbede på, at jeg kunne bruge hans cykel til at lave et flyvehop over ham og lande på cyklen igen.

Men jeg ramte den så hårdt, at jeg i stedet hang fast i den, så min cykel stoppede helt op, mens jeg fløj frem over den som en torpedo. Jeg prøvede at lave en kolbøtte uden held, før jeg ramte med toppen af hovedet direkte ned i slaggen. Jeg hørte med det samme en høj knæklyd fra nakken, og den har jeg aldrig hørt før.”
Hvordan føltes din krop?

”Jeg lå og lavede rutinen med at mærke arme og ben og kunne heldigvis bevæge dem, men da jeg gerne ville rejse mig op igen, var det brystkassen og ikke nakken, som rejste sig. Hovedet blev bare liggende. Dér var jeg godt klar over, at nu var det sekunder og millimeter, vi snakkede om.”

Var du bange?

”Nej, jeg har aldrig været bange for noget. Jeg har respekt for tingene og kan godt få et sus i maven, men det er mere fra kicket. Man skal have tilgangen ’no fear’ i min sport. Jeg lå bestemt ikke og havde ondt af mig selv i situationen, men håbede på det bedste og tænkte på, hvornår jeg kom til at køre igen.”

Hvad sagde lægerne til dig?

”At jeg havde brækket nakkehvirvel nummer syv. De rådede mig med det samme til aldrig at køre speedway igen. De troede ikke, at jeg kunne komme tilbage, for det er sjældent, at sportsfolk gør det efter at have brækket nakken og da slet ikke, når jeg også havde brækket den et år tidligere. De advarede mig om, at jeg kunne miste min førlighed, hvis det sker en tredje gang. Men det har jeg jo vidst de sidste 25 år, hvor jeg har kørt speedway.”

Men hvorfor ikke stoppe nu? Du er 41 år og har vundet VM tre gange.

”Speedway er mit liv og mit arbejde, og det føles som at tage mit barn fra mig, hvis jeg ikke må køre mere. Jeg prøvede at tænke i karrierestop: ’Er det nu, Pedersen?’ Alle mennesker ville have respekt for det valg og for, hvad jeg har gjort for dansk speedway. Jeg har immervæk trukket medaljer hjem. Så det havde været det letteste valg at stoppe, men jeg kunne ikke få overbevist mig selv om det.”

Gambler du ikke med dit helbred?

”Jo, men jeg har altid kørt i overhalingsbanen. Det er åbenbart dér, jeg bedst kan lide at være. Den her sport er for de hårde hunde. Det er klart, at min families bekymring sang inde i ørerne på mig. De var bange for mit helbred.

Men jeg var et helt andet sted end dem. Jeg lytter ikke til mange mennesker og har trodset mange lægers råd gennem min karriere. Hvorfor skulle jeg lave om på det nu? Jeg er af den overbevisning, at Gud har sat en dato for os alle sammen.”

Du kan risikere at komme til at sidde i en kørestol resten af livet?

”Det ved jeg godt. Men du skal ikke kun lave drejebogen rundt om dine børn og kæreste, du skal være med i den selv. De ønsker jo at have en far, som brænder for noget og er tosset på den fede måde.

Jo, jeg ved godt, at jeg er ekstrem egoistisk, når jeg fortsætter med at køre trods advarslerne, men sådan er en professionel sportsmand. Og især som speedwaykører skal du være bindegal, have benzin i blodet og turde tage nogle chancer. Jeg har givet mig selv en udfordring. Jeg vil tilbage på toppen af speedway igen, og jeg tror, at det er realistisk.”

Hvor meget betyder økonomien for dit valg?

”Selvfølgelig spiller det økonomiske også ind på min beslutning om at fortsætte. Det er ikke nogen guldforretning at køre speedway. Jeg betaler alt selv og har folk, jeg lønner. Vi er provisionslønnede. Ingen point, ingen løn den aften.

Men mine mekanikere skal stadig have deres penge. De sidste par år har kostet penge, fordi jeg har været så meget skadet. Jeg har nærmest ikke tjent penge i to år. Vi snakker millioner, som jeg har tabt. Men sådan er gamet. Jeg har heldigvis gennem årene været god til at sætte penge til side, for jeg kommer fra en familie, hvor vi tænker som købmænd.”

Hvorfor tror du, at du som eneste dansker fik wildcard til Grand Prix-serien i år, selv om du ikke har kørt så længe?

”Tingene giver sig selv. Det er på grund af, hvad jeg har leveret de sidste 15 år. Den er ikke længere. Jeg kunne aldrig finde på at ringe til FIM (det internationale motorcykelforbund, der arrangerer Grand Prix, red.) eller min union og bede om en anbefaling. Jeg vidste udmærket, at jeg bare skulle gøre opmærksom på, at Pedersen er der altså endnu og kæmper i fitnesscentret. Jeg sælger billetter.”

Er du stadig bedre end de andre danskere?

”Ja. Jeg har været den bedste i dette land de sidste 15 år. Du kan spørge hvilken som helst dansker, hvilke speedwaykørere de kender. De kan ikke nævne ret mange andre end mig, desværre. Jeg havde da gerne set, at der var taget endnu en dansker med på wildcard, men sådan skulle det ikke være.”

Står det skidt til for dansk speedway i øjeblikket?

”Vi er uden tvivl nede i en dal. De andre danske kørere skal jo ville det og brænde efter at give deres sidste vilje og energi. Der mangler nogen, der tør vise, hvorfor fanden de vil den her sport. De har hele tiden stået og sagt, at de står i skyggen af Nicki Pedersen og ikke får plads. Det har været en sølle undskyldning. For det sidste år har de ikke haft andet end plads til at træde frem og bevise deres værd.”

Hvad med de danske tv-seeres interesse?

”Den er selvfølgelig ikke længere som i monopoldagene i 1980’erne, hvor dansk speedway havde sin guldalder med Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen. Men jeg er selv dansker, og jeg ved, at hvis man ligger helt oppe i toppen, så siger man, at vi vandt i aften, men hvis holdet tabte, så tabte de.

Der skal nogle flere sejre til, før interessen vender tilbage. Men speedway bliver aldrig en nationalsport igen. Der har vi fodbolden, og det respekterer jeg fuldstændig.”

Eksperter har udtalt, at du ikke har en tiendedel af den folkelighed, som Ole Olsen havde. Er det derfor, at speedway kæmper med interessen?

”Jeg er, som jeg er. Jeg kører ikke speedway for Danmarks skyld, men for min egen. Og hvis andre synes, at det er fedt, så er det win-win. Jeg er en ilter person med kant. I bund og grund kan folk skide godt lide mig, hvis de møder mig i virkeligheden.

Jeg kan vælte ind i alle familier med træsko på og snakke med lille Emil eller Olga på 85 år. Jeg er bare mig. Jeg snakker fra hjertet. Når vi kører ræs, kan temperamentet løbe af med mig.”

Ja, hvorfor er det altid dig, som kommer i håndgemæng og kaster med hjelme efter et løb?

”Det skal lige siges, at jeg ikke har kastet med hjelm i mange år, men jeg ved godt, hvad du mener. I bund og grund er jeg bare ham knægten fra Brenderup, en lille flække, hvor man laver trailere og biler. Du skal også huske på, at hvis der ikke var personligheder som mig, så dør al sport. Vi gider ikke se på noget fuldstændig rosenrødt. Der har været noget håndgemæng efter nogle løb, men aldrig en slåskamp.”

Hvorfor stoppede du på landsholdet?

”Den er rimelig simpel. Der var nogle gnidninger mellem landstræneren og mig. Hvis man ikke værdsætter det, jeg har gjort, så gider jeg ikke for enhver pris holde røven oppe på dansk speedway. Den der magtkamp, hold nu kæft, lad nu vær. Jeg vil hellere trække mig, så de unge får chancen og kan tage over, når jeg gamle røvhul takker af. Men jeg smækker aldrig med døren og er ikke for fin til at lytte til folk. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at jeg kan vende tilbage på landsholdet.”

Hvad skal der til for, at du vender tilbage?

”Ikke andet end en god snak.”

Hvad skal du leve af, når du stopper karrieren?

”En ting, som ville være let for mig, er et job som eventmanager. Altså, hvor jeg er pauseklovnen, der arbejder for et firma, som har ti gode kunder, der skal ud og opleve nogle ting i verden. Det skal ikke være sådan noget businessclass, men kunderne bliver plejet på en god måde og får fortalt røverhistorier af mig. Det er drømmejobbet.” 

LÆS OGSÅ: Klar til VM: 7 moderigtige fodboldtrøjer

LÆS OGSÅ: ’Game of Thrones’ The Mountain er officielt verdens stærkeste mand

LÆS OGSÅ: Besat af målmandshandsker: Se Morten Kjærbyes vilde samling