Hvorfor er du en god cykelrytter?

”Jeg har et fysisk talent, og jeg ved, at jeg er god til at lide.”

Hvornår fandt du ud af det?

”Det med at lide kommer især til udtryk, når man er sammen med ’almindelige’ mennesker. De har ondt her, og de har ondt der. Der finder man som cykelrytter ud af, at ens hverdag til sammenligning er ekstrem.

Da jeg startede med at cykle, var jeg tiltrukket af farten, af at det var hårdt, at der skete meget rundt omkring én. Selvom hver eneste træning var hård, og jeg gik sukkerkold 10 ud af 10 gange, blev jeg ved med at komme tilbage. Intensiteten er virkelig fed. Man er jo ude at cykle og passe sin træning, selvom om det er minusgrader og snevejr. Hvis man bliver ved med at cykle, så får man evnen til at udholde en vis form for smerte.”

Hvilken type rytter er du?

”Jeg er sprinter. I hvert fald på landevej. Jeg er stadig rimelig ung, og jeg har ikke kørt de største løb endnu. Så det er svært at sige helt præcist, men sprint passer til mit temperament. Jeg har den voldsomhed, der kræves af sprintere.”

Er du nogensinde bange, når du sprinter midt i et felt?

”Ja, og jeg tror, de fleste er bange for at være ærlige om det. Man kender godt konsekvenserne. Men dem der er bedst, er dem, der kan glemme frygten for at styrte. Man lader være med at tænke på det, og så må det, der sker, ske. I sidste ende styrter man alligevel, og man kommer til at slå sig meget. Om det bliver i dag eller i morgen, er egentlig lige meget. Det er lidt sygt at sige, men det betyder jo egentlig ikke noget.”

Du satte tre verdensrekorder på to dage med banelandsholdet i 2020. Hvordan var det?

”Først og fremmest var det en følelse af forløsning. Der er mange følelser, der ryger gennem én, når det lykkes. Træthed. En kæmpe mental træthed efter sådan et banestævne, hvor man giver alt. Man har ikke mere tilbage oven i hovedet.”

Du kastede op lige bagefter. Hvordan lærer man at presse sig selv så hårdt?

”Det er et godt spørgsmål. Det er ikke noget, jeg kan særlig tit. Jeg kunne bare mærke, at jeg måtte dræbe mig selv, da der var halvanden runde igen. Det gjorde så ondt. Det føltes som tortur. Det tager meget mental energi at grave så dybt, og der er ingen vej tilbage. Man kan mærke, at når man tager beslutningen, så er det bare fremad. Men det er også en euforisk følelse. Når man endelig går derud, og man så også får noget ud af det. Det er voldsomt.”

Hvad er den store forskel mellem banecykling og landevejscykling?

”Tidsrummet, det foregår i. Jeg er specialiseret i holdløb, og det varer under fire minutter. Den smerte og intensitet har jeg ikke fundet på landevejen endnu. Der er så mange år og måneders forberedelse, der bygger op mod de løb, man kører, og det hele skal forløses på så få minutter.”