Alle elsker store sportspræstationer. Vi danskerne er verdensmestre i at fejre sejre. Og den måske allerstørste jubel står vores politikere for, når de i et selfie-inferno er lynhurtige til at møve sig ind på podierne og forevige vinderøjeblikkene, for dem er vi jo fælles om.
Klarest i hukommelsen er Jonas Vingegaards mesterlige sejr i Tour de France. Knap var den allersidste gule trøje trukket over Vingegaards milde ansigt øverst på skamlen på Champs-Élysées, før statsminister Mette Frederiksen i al hast fløj til Paris for at få content til sine sociale mediekanaler. Hun fik et billede af Vingegaard (og et af Kronprinsen, men det er en helt anden story). Og hele nationen så, hvordan Frederiksen dygtigt udnyttede et stort sportsligt øjeblik til at slå et slag for folkeligheden – fair nok, for det er vitterligt en sejr for alle i landet, store og små.
Når danske atleter vinder, bliver limen, der binder os sammen på tværs af alder, hudfarve og økonomisk formåen, styrket markant. Der er noget, der er større end os selv, og den særlige følelse af nationalt sammenhold står krystalklart. Det skal vi være gode til at dyrke og fejre.
Derfor klinger det mere end hult, når udkastet til finansloven 2023, der blev offentliggjort 1. september, går efter at skære i støtten til dansk eliteidræt.
Regeringen lægger op til i finanslovsforslaget at fjerne 4,1 mio. kr. årligt fra Team Danmark. Ifølge et Ritzau-telegram udsendt samme dag var de 4,1 mio. kr. en kompensation for at imødekomme en nedgang i tilskuddet, der skete som konsekvens af den seneste aftale om tildeling af midler fra Danske Spil. Kompensationsordningen udløber i år. Og den bliver ifølge finanslovsudspillet altså ikke videreført, hvis det står til regeringen.
Hos Team Danmark har man været overbevist om, at kompensationen ville blive permanent. Og i lyset af de seneste års succeser i elitesporten, virker det også mildest talt besynderligt at skære i stedet for at fortsætte – eller måske endda øge – støtten.
Forskningen fortæller os, at flere midler fører til bedre resultater. Tag eksempelvis cykelsporten, hvor først mastodonter som Team Sky (i dag Ineos Grenadiers) og senere netop Vingegaards Jumbo-Visma har bevist, at der med astronomiske budgetter også følger dominans i sporten. I fodbolden er det også økonomisk formåen, der afgør styrkeforholdet mellem Europas bedste klubber. Og sådan kan man fortsætte i stort set alle sportsgrene.
Og så er der alle de sportsgrene, hvor der ikke er gigantiske præmiesummer, og hvor lukrative sponsoraftaler ikke står i kø. Du følger dem med garanti heller ikke selv: Du kender Viktor Axelsen, men nævn mig fem andre danske badmintonspillere? Hvem er på det danske landshold i brydning? Kender du Danmarks favorit til VM i roning senere på måneden?
Nej, og det underbygger sådan set pointen. For vilkårene for atleter, der ikke nyder bedste sendetid og selfies med statsministeren, bør stadig have meget høj prioritet for Danmark. Vi kan kæmpe med i toppen af verdenseliten i en lang række sportsgrene, men det er langtfra nogen nem eller gratis omgang at nå til tops. Særligt ikke i sportsgrene uden direkte kommerciel appel.
I de øvrige skandinaviske lande styrker man elitesporten med offentlige midler. Det agter man ikke at gøre i Danmark. Priserne stiger på alt, også på sportsudstyr, rejseomkostninger og træningsfaciliteter, men som det ser ud nu, vil man skære i budgetterne. I tider med inflation gør det ekstra ondt.
Det er paradoksalt, at man med den ene hånd vil fejre sejrene og tale de store, nationale oplevelser op, når man med den anden gør det sværere for nuværende og kommende atleter at præstere under ordentlige vilkår.
Og det virker som komplet mangel på logik, at man ikke anerkender sammenhængen mellem forhold, der skal være i konstant forbedring, og så medaljehøsten på internationalt niveau.
Tilføjelse: Den samlede støtte til Team Danmark, som er lige under 100 mio. kr., bliver næste år opreguleret med 1,8 mio. kr. Støtten ender dog stadig med at blive mindre, da de 4,1 mio. kr. fra den midlertidige ordning nu fjernes helt.
