Foto: Rasmus Linaa

Rikke Møller Pedersen: "Jeg blev mobbet fra 0. til 7. klasse"

Om at være buttet, let at skræmme og slå verdensrekorden.

Den glæde og de tårer, der kom, lige da jeg i 2013 havde slået verdensrekorden i 200 meter brystsvømning, handlede om, at jeg nu kunne sige til min familie: ”Det er derfor, jeg ikke har været til stede.” Og: ”Det er derfor, at jeg har været den der mærkelige datter.” Jeg beviste, at der havde været en mening med galskaben.

Jeg fik fjernet min blindtarm, da jeg gik i 3. klasse. Jeg var lidt den tykke type, som altid købte Kinder Mælkesnitte i skole-boden. Nu var jeg på vej ned til boden igen med det gavekort, jeg havde vundet, fordi jeg var den, som handlede der mest.

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg skulle kaste op. Da jeg vågnede efter operationen, takkede jeg for første og sidste gang i mit liv nej til at få en is. Jeg har altid været glad for søde sager.

LÆS OGSÅ: Den dag min voldtægtsmand dukkede op under ”personer, du måske kender” på Facebook

Jeg har en idé om, at der lever en lille Rikke inden i mig. Hun har troen på noget større. På, at jeg oplever noget, meget få mennesker får lov til. Det er det, der driver mig. Hun er lidt stærkere end mig. Hvor jeg gerne vil det hele, er hun også den fornuftige, der siger fra. Lige nu prøver jeg at få hende til at være lidt mere fri, for pointen er, at hvis jeg giver mig selv lov til lidt mere, vil jeg også min sport mere.

Det værste telefonopkald, jeg har fået, var et, jeg længe havde gruet for. Jeg fik at vide, at min tidligere træner (Paulus Wildeboer, red.) var død. Han var en karismatisk mand – enten hadede man ham, eller også elskede man ham. Jeg elskede ham. Han var også min svigerfar i en periode.

Han var flyttet til Australien og var ikke min træner længere, da han fik konstateret kræft. Jeg var helt færdig, og jeg snakkede med min nye træner om, at jeg var nødt til at tage til Australien og sige farvel. Men jeg fik at vide, at det ikke passede ind i mine
planer.

LÆS OGSÅ: ”Da jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White”

Jeg kunne mærke en kæmpe mistillid i forhold til, at jeg skulle se min tidligere træner. Jeg endte med ikke at rejse og tog i stedet på træningslejr. Til sidst fik jeg opringningen. Men jeg bebrejder ikke mig selv, for han ønskede ikke besøg. Han sagde: ”Vi kan ses, når jeg er blevet rask.” Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville have kunnet klare at se en anden udgave af den stærke mand, jeg kendte.



Da jeg i 3.g mødte op til en dansktime, og læreren kaldte mig det forkerte navn, havde jeg det sådan: ”Det går ikke, det her.” Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mere ved min skole, men på det tidspunkt havde svømningen taget over.

Bedste teknik, mindst mulig vandmodstand, mest mulig fremdrift er lig med hurtigste tid, som er lig med at vinde. Hurtigste tid og at vinde kommer til sidst, og det er også sådan, jeg føler det. Det er fra processen op til resultatet, jeg kan tage noget med. Jeg kan godt lide at tænke på, at folk husker mig for min måde at bevæge mig i vandet på. De andre brystsvømmere skal kigge på mig og tænke: ”Wauw!”

Jeg blev mobbet fra 0. til 7. klasse. Jeg havde det ikke alt for godt. At jeg var buttet, var nok en del af det, men min egen teori er, at det handlede om, at jeg ikke ville have ham drengen i klassen, og det måtte han hævne. I dag er jeg så meget videre, men jeg er ærgerlig over, at jeg dengang ikke havde bedre fat i mig selv. At jeg ikke kunne se, at der ikke var noget galt med mig.

LÆS OGSÅ: Myter, mærkværdigheder og usandheder overhørt i de danske fitness-centre

Jeg er så let at skræmme, når det er mørkt. Det stammer nok fra, da jeg var lille og havde mareridt. Jeg kan huske, at jeg vågnede i min køjeseng og tænkte: ”Puha, det var godt nok ikke rart.” Og så vendte jeg mig om og kiggede direkte ind i en stor åben mund. En mandemund … Haha … Jeg blev så bange, at jeg var lige ved at dø. Jeg er stadig overbevist om, at det var virkeligt.

Enhver mand bør vide om en kvinde, at hun nogle gange vil diskutere bare for at diskutere. Det er jeg rigtig god til. Jeg skal lige mærke lidt modstand. Og hvis jeg ikke får modstand, ender det ofte i et skænderi, for jeg stopper ikke, før jeg kan mærke modstanden. Der er en lille test i det: ”Er der noget engagement i det her?”

Min verdensrekord blev samtidig begyndelsen på en meget svær periode. Jeg havde nået det mål, der havde vokset i mig så længe. Jeg var blevet den, jeg altid havde følt, jeg kunne blive. Og så var jeg bare helt tom. Det var skræmmende. Jeg havde jaget i hele min karriere, og nu var jeg den, de andre jagede. Jeg har skullet bruge noget tid på at dreje mit verdensbillede og finde fokus. Nu vil jeg have en medalje til OL i Rio i 2016.

I år har jeg svømmet i 20 år, hvoraf de 14 har været på internationalt plan. Af og til tvinger jeg mig selv helt derud, hvor jeg siger: ”I dag stopper jeg.” Jeg sætter mig i sofaen og siger det. Tager det ind og føler efter. Og så tager jeg diskussionen med mig selv: ”O.k., du stopper, siger du, men hvad bruger du så de der fem timer om dagen på?”

Så finder jeg hurtigt ud af, at jeg slet ikke er færdig med svømning, og tanken om, at jeg skal undvære det, får mig pludselig til at stå klar, længe inden træningen begynder. Men jeg har brug for den der nulstilling.

Jeg har en tvillingesøster, og vi er på mange måder bedste veninder, men vi er også så forskellige, at vi har vores egne veninder. Jeg har også en storebror, som er fem år ældre. Ham vil jeg gerne have et tættere forhold til. Jeg kan mærke, at han også vil have det sådan. Det kan jeg nå endnu, tænker jeg altid.

Jeg tænker, at det at blive mor kan stå mål med det, jeg har i dag. Jeg lever rigtig meget mine følelser ud i min sport. Jeg tænker, at børn er det liv, hvor jeg ville kunne gøre det samme. Men igen, det ville også være noget helt andet, fordi et liv som mor kræver, at jeg ikke kun har øje for mig selv og mine egne behov. Det vil blive en kæmpe omvæltning. I dag er svømning alt det, jeg er og kan, og jeg bliver nødt til at have noget andet at sætte i stedet, før jeg stopper.

LÆS OGSÅ: Derfor elsker jeg Roskilde

LÆS OGSÅ: "Jeg tror, der er mange misforståelser om mig. En af dem er, at jeg er kommet let til tingene. Men jeg har kæmpet hårdt for at opnå det, jeg har"

LÆS OGSÅ: "Piger kan godt lide knallertbølletyper, sådan nogle, der lever på kanten. Stoffer, et distanceret blik og den slags"

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt og Svømning