FOR 12 ÅR siden følte Ludo Rollenberg sig givetvis som den mest ensomme fodboldsupporter i verden. Oven på 0-5-øretæven til Spanien i kvalifikationen til VM i Sydafrika var flamlænderen den eneste, der fulgte med det belgiske fodboldlandshold på den efterfølgende udebanerejse til Armenien. Her blev det til et nyt nederlag, og som konsekvens af de miserable resultater lå ’De Rode Duivels’ – ’De Røde Djævle’ – klemt inde mellem Iran og Uganda som nummer 62 på FIFA’s verdensrangliste. Dengang kom der sjældent 20.000 tilskuere til landskampene. I dag dukker der 20.000 op alene til træningerne, ligesom alle opgør nu bliver vist på nationalt tv med både hollandsk og fransk kommentatorspor.

Den øgede interesse skyldes, at belgierne på rekordtid har flyttet sig op i det internationale jetset. Efter at have taget tilløb i de to foregående slutrunder snuppede ’De Rode Duivels’ bronze ved VM i 2018 efter undervejs at have elimineret selveste Brasilien i kvartfinalen. Det blev fulgt op i EM-kvalifikationen, hvor Roberto Martínez’ tropper vandt alle ti kampe, og siden sikrede de sig også førstepladsen i deres Nations League-gruppe foran Danmark, England og Island.

Da belgierne for tre år siden hoppede op som nummer ét i FIFA’s rangering, rejste de folkevalgte sig i det nationale parlament og klappede ad bedriften. Det trak selvsagt store overskrifter, for siden Belgiens samling i 1830 har hverken politikere eller indbyggere bestilt ret meget andet end at skændes. Splittelsen skyldes den evindelige sprogstrid mellem flamlænderne i nord, der har hollandsk som modersmål, og vallonerne i syd, hvor befolkningen taler en afart af fransk. Udfordringen er ikke blevet lettere i takt med, at belgiernes bestræbelser på at integrere de store grupper af tilflyttere med baggrund i primært Nordafrika og Mellemøsten er stødt på grund. Bruxelles-ghettoen Molenbeek er blevet et skræmmende symbol på problemerne, som også har spredt sig til nabolandet Frankrig i form af adskillige terroranslag, orkestreret af religiøse fanatikere.

”I stedet for at smide bomber i Raqqa var det bedre, om vores militær smed dem over Molenbeek,” sagde den franske forfatter Éric Zemmour i et radiointerview i november 2015, da Vestens krig mod IS rasede på sit højeste.

Det er ikke fodboldlandsholdets opgave at kurere samfundets skavanker. En kendsgerning er det ikke desto mindre, at ’De Røde Djævle’ ifølge adskillige undersøgelser har henvist det yderst populære kongehus til andenpladsen over fænomener, som samler nationen. Ud over at spille blændende fodbold er landsholdet således et billede på, hvordan man bringer folk fra forskellige kulturer sammen, så de fungerer som en ubrydelig enhed – noget, som fodboldforbundet med stolthed markedsfører som ’Redtogether’. Romelu Lukakus forældre er eksempelvis fra DR Congo, Axel Witsel har rødder i Martinique, mens Nacer Chadli er søn af emigranter fra Marokko.

Eden Hazard er valloner, men selv om han bærer anførerbindet, mestrer han ikke hollandsk, som ellers er hovedsproget hos størsteparten af spillerne i truppen. Den slags havde med sikkerhed ført til stor opstandelse i civilsamfundet. Men ikke på fodboldlandsholdet, hvor de fleste optræder for internationale arbejdsgivere, og hvor engelsk i årevis har været corporate language.

”Race og religion spiller ingen rolle hos os. Måske var det tidligere et tema, men vi tilhører en generation, der er åbne over for hinanden. De unge er vant til at leve i et multikulturelt samfund, og det nyder vi godt af på landsholdet,” siger Benfica-forsvareren Jan Vertonghen til avisen De Volkskrant.