Amerikanske Eric Koston er blevet kaldt skateboard-verdenens Michael Jordan. Han slog vejen forbi København i anledning af et nyt skosamarbejde mellem Soulland og Nike SB, og vi mødte ham til en snak om personlig stil, skader og talent, der forpligter.

Du bliver ved med at vende tilbage til København. Hvad er det, byen kan?

”Jeg kommer altid om sommeren. Jeg kan godt lide, at du kan cykle rundt uden at være ekstremt påpasselig omkring bilisterne. Det kan jeg ikke hjemme i Los Angeles. Der bliver det stadig anset for at være et politisk statement, hvis du fravælger bilen.”

Du har været involveret i skodesign flere gange. Hvilken rolle spiller tøj i dit daglige liv?

”Det løfter mit humør, og det behøver ikke være en dyr jakke, det kan være en usædvanlig farve eller et print. Skatere går op i, hvordan de klæder sig, selv om de vil benægte det. At se beskidt ud er ofte et særdeles bevidst valg. Men for mig handler det både om mode og funktion. En sko til at skate i skal jo beskytte dig. Den er nødt til at være stabil, og sålen må ikke være for tyk, for så kan du ikke mærke brættet.

Jakkesæt Lanvin til 10.500 kr. hos Birger Christensen. Trøje Soulland til 1.195 kr. Sneakers Nike SB x Soulland til 1.150 kr. Solbriller Supreme til 1.300 kr.

Hvordan står det til med din krop, efter at du har skatet i næsten 30 år?

”Jeg kan ikke skate så længe, som jeg kunne engang, men ellers er jeg i en udmærket forfatning. Jeg har forstrakt anklen nogle gange, min finger er gået af led, og jeg har haft senebetændelse i knæet. Heldigvis intet rigtig alvorligt. Jeg kender skatere, der har fået bremset deres karriere efter en skade, fordi de ikke længere tør udfordre sig selv. De bliver bange for, at det sker igen.”

Nu er du blevet et forbillede for yngre skatere. Hvad giver du dem af råd?

”Gentagelsen er afgørende. Da jeg startede, lavede jeg mine tricks 100 gange, og det føltes ikke som arbejde, fordi det gjorde mig glad. Du skal blive ved, og du skal holde dine evner ved lige. Ellers mister du dem. Men det har altid været denne her sociale læringsproces, hvor du skater sammen med nogle, der er bedre og mere erfarne. Du ser en, der gør noget fedt, og så føles det inden for rækkevidde.”

Jakke Nike SB x Soulland til 900 kr. Bukser Supreme til 1.100 kr. Sneakers Nike SB x Soulland til 1.050 kr. Kasket Nike SB til 300 kr.

Fortæl om din egen mentor, den tidligere verdensmester Eddie Elguera …

”Jeg lærte ham at kende, da jeg var 16, og han var i midten af tyverne, og jeg kan huske, hvor meget ældre jeg tænkte han var. Han drev en sommerlejr ved en sø i staten Wisconsin, hvor unge fik skater-undervisning, og han inviterede mig med som hjælpelærer. Det havde jeg stor optur over. Jeg vidste godt, at jeg kunne et par tricks, ikke alle var i stand til at kopiere, men det var første gang, at jeg forstod, jeg kunne leve af det. Jeg blev betalt som lærer på lejren, og det var vist mindre end mindstelønnen, men jeg var målløs. Derfra begyndte tingene at gå hurtigt.”

Frakke Gucci til 17.150 kr. Jeans Soulland til 1.095 kr. Sneakers Nike SB x Soulland til 1.050 kr. Kasket Supreme til 440 kr.

Hvad er den største forandring, der er sket i miljøet de seneste år?

”Skaterfilmens betydning har ændret sig. Da jeg var yngre, kunne det tage op til fem år at producere en video, og den var et værdifuldt produkt. I dag lægger folk sekvenserne gratis op online. Der er en bevidsthed om at eksponere sig selv, som kan irritere mig. Men du er bare nødt til at acceptere det og finde din plads i det. På plussiden har nettet åbnet folks øjne for, at der er andre skaterscener i verden end den californiske.”

Er der dage, hvor du ikke kan døje synet af et skateboard?

”Ja, for pokker. Men jeg finder en glæde i at rejse og stadig være i stand til at kunne skate. Og så har jeg en datter på syv og en søn på fire, så jeg har meget mere travlt end før.”

Ser de ud til at følge i dine fodspor?

”Nogle gange tager de med i skaterparken i weekenden, men andre gange vil de hellere i zoologisk have. Vi må se, hvor deres interesser lander. Når folk prøvede at pådutte mig noget, blev jeg altid stædig og trodsig. Jeg har ikke lyst til, at mine børn skal være sådan over for mig.”

Fri.day-skoens to modeller kan fås på nike.com, i Streetmachine og Soullands egen butik i København fra den 12.08.2016.

Styling: Ciara Broadbery

 

Skjorte Nike SB x Soulland til 1.300 kr. Kasket Supreme til 440 kr.

Jakke Gucci til 29.675 kr. T-shirt Supreme

Skjorte Supreme til 900 kr. Bukser Nike SB x Soulland til 5.000 kr. Sneakers Nike SB x Soulland til 1.150 kr. Kasket Nike SB til 300 kr.

LÆS OGSÅ: Fra helt til hadet forræder: Napoli fans raser over Higuain-skifte

LÆS OGSÅ: Neymar ser sig selv og sine værste dage i spejlet i ny reklamefilm op til OL

LÆS OGSÅ: Stjerneatleter smider tights og trøjer i elegante nøgen-portrætter