scroll-down

Uddrag fra spritny cykelbog: Tag med på Odysseen gennem Frankrig

Vrede, hævntørst, sejre, nederlag, ekstrem ensomhed og menneskelig ufuldkommenhed. Tour de France rummer det hele, skriver Bastian Emil Goldschmidt i dette uddrag af bogen ’Fremad’.

Af Bastian Emil Goldschmidt
Sport Euroman

Cykelløbet bevæger sig virkelig fra Paris til Middelhavets blå bølger, gennem Centralmassivets golde mistralblæsende højderygge til Atlanterhavets kyst og forbi lavendelmarker i Provence, solsikkemarker i Auvergne, gennem Arenberg-skoven, langs floderne Rhône i Bourgogne, Isonzo i Treviso, Po i Lombardiet og gennem Appenninernes bøgeskove, hvor skovbunden er belagt med tæpper af alpetimian og appennineranemoner i blå og lilla nuancer.

Naturen og omgivelserne spiller sammen med cykelfeltets farvestrålende verden af trøjer og cykler – hvor særligt løbets førertrøje hele tiden iscenesættes af kameraerne på helikopterne og motorcyklerne, – og farverne giver et udadvendt og rigt udtryk.

Rytterne fortsætter forbi de bløde, mørkegrønne Vogesere, gennem Sierra Nevadas bjergpas og Ardennernes stejle bakker, fordi bjergene, bakkerne, markerne, floderne og skovene er cykelsportens stadion. Rytterne kører forbi den berømte motorbane Imola i Emilia-Romagna-regionen, hvor racerkøreren Ayrton Senna omkom i det italienske grandprix for nu mange år siden, fordi løbene også vil markere det sørgmodige: at det er værd at mindes faldne helte, særligt de, som ligesom cykelrytterne opererer i fartens farefulde verden.

Cykelløbet bevæger sig fra det sørgelige til det forunderlige, som da løbet kørte til Carcassonne i Sydfrankrig, og Magnus Cort, den lovende sprinter fra Bornholm, vandt den første danske etapesejr i Tour de France i ni år. Undervejs på etapen blev hulemalerierne i Chauvet passeret, grotten, hvor vores forfædre for 34.000 år siden har udført deres malerier af næsehorn, vilde heste og løver i løb, og som udtrykker en fascination af fart og kraft i en stil, som forstås selv i dag.

Da Magnus Cort med sit livs spurt kørte først over målstregen, tænkte jeg, at han var et motiv af samme karat. Rytterne kører forbi viadukten i Millau, fordi løbets velsmurte infrastruktur skal stå i relief med den prægtigste ingeniørkunst, og derfor passeres også romernes Pont du Gard-akvædukt, som efter 2.000 år stadig står, og tanken om dette udløser et håb om, at cykelløb også vil blive kørt om 2.000 år.

Løbene skal besøge de steder, hvor kulturen lever, hvor naturen er størst, og byerne, hvor livet udfolder sig. De gamle sneklædte Alper og Pyrenæer skal bestiges, og små byer af sten og bjælker lægger hus til rytterne i løbenes afgørende faser. Her, højt oppe i den tynde klare luft, skal de stærke køre fra de svage. Her skal løbet finde sin vinder, og hierarkiet sættes på plads. Når bjergene er passeret, vil rejsen gå til hovedstæderne Madrid eller Paris eller Rom. Her vil førertrøjen være i forgrunden og Colosseum eller Triumfbuen i baggrunden, og vinderen af løbet vil blive hyldet i en kulisse, som har udtrykt storhed i tusinder af år.

Ved hjælp af disse rammer forstørres en sportsbegivenhed til en odyssé og vækker fortællinger om landskabet og nationerne til live. At cykelløbet er en odyssé, og at hver af Tour de Frances 21 etaper kunne opdeles som kapitler i en heltefortælling, er jeg ikke den første til at skrive. Den franske forfatter og filosof Roland Barthes forklarer, at cykelløbets geografi er underkastet den episke nødvendighed, og at løbet som i Odysseus’ hjemrejse mod Ithaka stiller naturen over for mennesket. Men der, hvor cykelløbet står alene, er i den dobbeltbundethed, som Roland Barthes sætter ord på: ”Løbet er på én gang en myte, der udtrykker fakta, og som projicerer det mulige, det er både realistisk og utopisk.”

Et cykelløb besøger sine egne historiske steder år efter år. Når Fausto Coppi kørte alene op ad Sestriere, udfoldede han i så høj grad arrangørernes ønske om, hvad rytterne skal gennemleve for at sejre, at bjerget er blevet inddraget i ruterne både i Tour de France og i Giro d’Italia flere gange siden. Denne tilbagevenden til kendte steder er en central del af cykelsporten, fordi det er en påmindelse om, at det handler om historiefortælling, at et bjergs, en brostenspavées, en boulevards prestige er proportionelt forbundet til rytterne, der har vundet der, og hvor mange gange løbet har passeret forbi.

Idet den førende rytter runder toppen af et af de ikoniske bjerge, nævner og diskuterer kommentatorer og tilskuere tidligere ryttere og indehavere af førertrøjer, som i deres kamp mod bitre rivaler også har krydset toppen. Sådan vækkes fortiden til live, og sådan spejles og vurderes hver eneste bedrift i et lys, hvor alle historiens ryttere udmåles i forhold til hinanden. Den forgangne tid bliver en faktor, der træder ind i løbet, samtidig med at stopuret tæller nuet, mens løbet køres.

Som publikum står i vejsiden og taler om fortidens og nutidens helte, holder de særligt øje med rytteren i løbets førertrøje. Det er et af sportens store genistreger, at symbolet på sejren ikke er et trofæ, der gemmes væk i et skab, men en trøje, der bæres, så den førende kan beundres. Idéen om førertrøjen blev udtænkt af Henri Desgrange og blev introduceret i Tour de France i 1919, den første udgave af løbet efter 1. Verdenskrig, og blev første gang båret på skuldrene af franskmanden Eugène Christophe.

Historien om trøjen begynder ulykkeligt, for selvom trøjen blev syet for, at publikum skulle kunne få øje på helten og hovedpersonen, var løbets førende rytter i 1919 en mand forfulgt af uheld og i dag mest berømt for sine nederlag. I 1913 i et angreb på vej mod den samlede sejr i Tour de France knækkede Christophe sin forgaffel på nedkørslen fra Col du Tourmalet.

Det daværende reglement forbød rytterne at få udefrakommende hjælp, og han måtte selv, med sin cykel på ryggen, finde vej til en smedje, hvor han kunne reparere sin cykel. En smed fandt han, og reglementets alvor kom til udtryk, da løbets kommissærer truede Christophe med diskvalifikation, fordi smedens lærling havde hjulpet ham med blæsebælgen i forsøget på at få cyklen tilbage i ét stykke.

Men som hændelsen udspillede sig, forbarmede arrangørerne sig, for de kunne se, at Christophe i nederlagets time var i færd med en gerning, som i klarhed var et bevis på aldrig at give op, og som burde beundres – ikke straffes. Fra at have ført løbet med næsten 20 minutter blev han nu distanceret med mere end to timer, og Tour de France var tabt for ham.

1. Verdenskrig afbrød Tour de France i fire år, og først i 1919 vendte løbet tilbage. Mange cykelryttere var faldet i krigen, blandt andet tre ud af 10 tidligere vindere, Lucien Petit-Breton, Octave Lapize og François Faber. Løbet blev kørt på veje ødelagt af krigen og blev en usædvanlig hård udgave med lange krævende etaper, og kun 10 ryttere gennemførte, det laveste antal i Tour de France’s historie. Men Eugène Christophe deltog og blev tildelt den første gule trøje inden 11. etape i Grenoble.

Farven blev bestemt ud fra løbsarrangørens avis, som blev trykt på gult papir. Eugène Christophe var fra starten ikke tilfreds med at være den første rytter, der skulle prydes i gult. De andre ryttere kaldte ham drillende for kanariefuglen, og han følte, at det blev lettere for konkurrenterne at dække ham op på etaperne. Ligeledes var han nervøs, for i disse år var det ikke usædvanligt, at førende eller udenlandske ryttere blev overfaldet og bremset af rasende fans, som hellere så deres egen favorit vinde. Christophe førte løbet med næsten en halv time, og han forsvarede den gule trøje gennem både Pyrenæerne og Alperne.

Det var usandsynligt, at han skulle kunne sætte denne føring over styr, og endelig så det ud til, at han kunne få den sejr, som publikum undte ham efter uheldet på Tourmalet. Men på næstsidste etape ramte ulykken endnu en gang – Christophe knækkede igen sin forgaffel. Nok en gang kostede det ham tid i det samlede klassement, og den gule trøje måtte han aflevere til belgiske Firmin Lambot.

Den gule trøje blev i første omgang indramningen af et uheldigt nederlag, men også et symbol på den forjættelse, der forbindes med sejren i Tour de France. Der findes et berømt billede af Fausto Coppi i sin pyjamas, der tilfreds er i færd med at læse om sin præstation i aftenudgaven af L’Équipe. Den gule trøje ligger ved hans side med Henri Desgranges umiskendelige initialer broderet på baglommen.

Dette billede indkapsler trøjens overvældende værdi – at cykelløbets historie og tyngde er fortættet i trøjens tynde uld. Jeg synes, det er rørende, at den store mester Fausto Coppi i et glædens øjeblik ikke har nænnet at lægge trøjen fra sig. Coppi ved, at førertrøjen er ladet med alvor, at den er et symbol på at være den førende karakter i et epos, som ikke nødvendigvis har en lykkelig udgang. At trøjen allerede i morgen kan være tabt, og her i hotelsengen om natten må ikke ét sekund med trøjen gå til spilde.

Selvom Eugène Christophe aldrig vandt Tour de France og dermed aldrig hjemførte den gule trøje, havde han, trøjens første ejer, på sit dødsleje et retfærdigt og gribende ønske: at blive begravet med den.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling, Cykelløb og Bøger