Kald det bare en forsinket julegave.

For et par dage siden præsenterede F.C. Barcelona et sammenklip af en ung Leo Messi.

Det er en kendt historie, hvordan Messi, da han som dreng spillede for argentinske Newell’s Old Boys, manglede væksthormoner, og at F.C. Barcelona i 2001 tilbød ham en plads på deres ungdomsakademi, La Masia, samt at betale hans hormonbehandlinger, hvorefter han med høj fart udviklede sig til klubbens, vel nok, bedste spiller nogensinde.

Til gengæld har omverdenen indtil forleden ikke haft adgang til de optagelser, du kan se her.

For Messi-fans er der tale om guld. Men sammenklippet kan også være af værdi for mere upartiske, men fodboldinteresserede personer.

Ikke alene kan man fnise ad teenageren Leo Messis ubagte ansigt og hans allerede dybe røst i interviewbidderne (er det mon hormonbehandlingerne, der sparker ind?).

Man kan også lade sig imponere af fodboldspilleren Messis allerede højt udviklede førstegangsberøringer, accelerationer, lækre dansetrin og evne til at placere bolden lige der, hvor målmanden ikke kan nå den.

Med det talent er det ikke underligt, at Barcelona-træner Frank Rijkaard lod Messi debutere i La Primera mod Espanyol, bare 16 år gammel.