Nike EM-video med Ronaldo The Switch

Video: Hvad ville der ske, hvis en dreng byttede krop med Ronaldo?

Andre medvirkende tæller Harry Kane, Raheem Sterling og Javier Mascherano.

Det må være det helt store drømmescenarie for en generation af drenge, der er vokset op med grønsværens mest veltrimmede trickmager: At råde over Cristiano Ronaldos evner bare en enkelt dag. I skolegården, på juniorholdet eller på den lokale knoldede græsmark.

I en ny video lavet af Nike bliver dette tankeeksperiment til virkelighed. En ung dreng fra et britisk arbejderklassemiljø tager ved lettere overnaturlige omstændigheder bolig i Ronaldos legeme (og luksusvilla), mens Ballon d’Or-vinderen pludselig befinder sig i kroppen på den unge englænder, der skal køres i skole af sin mor.

Det er selvsagt en lettere skræmmende og ukendt virkelighed, de to forbyttede sjæle vågner op til, men det skal vise sig at blive en udviklende historie for begge parter.

Hvem, som udvikler sig mest, kan du se i den lille film herunder.

I disse konkurrencebetonede EM-tider har filmen desuden et sympatisk budskab om, at det med nationalitet ikke betyder så meget. Vi er alle sammen Ronaldo. Eller noget i den retning.

Bonusinfo: Sportsvognen og hunden i filmen er ikke Ronaldos egne. I rollen som den unge dreng, der pludselig får store evner, ses 16-årige Gerson Correia Adua, en ivrig fodbolspiller, der taler både engelsk og portugisisk.

LÆS OGSÅ: Flot video: Kom med Lukaku helt ind i træningslokalet

LÆS OGSÅ: Landsholds-kok husker EM i Ukraine: ”Pludselig lå der en regning på 20.000 dollars for spaghetti og gulerødder”

LÆS OGSÅ: EM 2016: De flotteste koner og kærester på Instagram