For flere generationer af sportsfans er Roger Federer den bedste mandlige tennisspiller nogensinde. I mange år var det sandt. I dag er det næsten en stædig holdning. Det schweiziske ikon har sat den ene rekord efter den anden, som langsomt bliver snuppet af enten spanske Rafael Nadal eller serbiske Novak Djokovic.

De fleste er enige om, at de tre – kollektivt kendt som The Big 3 – er de største, vi har set i herretennis. Federer fylder snart 40, Nadal er 35, og Djokovic er 34. De seneste 15 år har de alle været dømt ude et par gange, men de er blevet ved med at komme tilbage fra skader og har afholdt nye generationer fra at vinde de største titler.

Tennisåret har fire grand slam-turneringer, som er de store fikspunkter og mest prestigiøse titler, man kan vinde: Australian Open, Roland Garros (French Open), Wimbledon og US Open. Roger Federer vandt sin første af slagsen i 2003. Siden da er der spillet 70 grand slam-turneringer, hvoraf de 59 hos herrerne er vundet af enten Federer, Nadal eller Djokovic.

De seneste 10 år er der kun fire andre herrespillere, der overhovedet har vundet en grand slam. Dominans er et fattigt ord. Lidt forenklet kan man endda sige, at de mellem sig har fordelt krigsbyttet på de tre underlag, man primært spiller tennis på: Djokovic er allerbedst på hardcourt, Nadal er nærmest uovervindelig på grus, og Federer foretrækker det ædle græs.

Nu nærmer Wimbledon sig den til stadighed allerhelligste institution i tennisverdenen. Den spilles netop på det hurtige græs, som passer så godt til Roger Federers offensive tennis: Hans store serv, effektive slice, potente forhånd og velovervejede netspil. Og når vi som publikum bliver mest forkælede: baghånden. Den gammeldags enhåndsbaghånd, som er så svær at regne ud for hans modstandere, men som vigtigst af alt er så skøn at se på.

Roger Federer er populær af mange årsager, men én af grundene er, at hans spil ser så ubesværet og klassisk ud. Og hvis der er noget, der kendetegner de fleste sportsfans, så er det, at vi dybest set er konservative. Tingene må gerne være lidt, som de plejede at være. I en verden, der kan bevæge sig farligt hurtigt, har Federer fået tiden til at stå stille på banen, når han har dikteret spillet og leget med sine modstandere med det ene trylleslag efter det andet. Men efter to knæoperationer kan tiden indhente selv en schweizer, og han har blot spillet få kampe efter en pause på mere end et år. Maestroen er pludselig rusten.