Du har sikkert set interessante kvinder forslået på din Facebook men aldrig haft modet til at skrive på grund af faren for at virke mere småulækker, end du er. Det skal laves om, hvis det står til Facebook, som vil lancere en datingfunktion igennem deres platform.

I fremtiden vil det være muligt at tilvælge en datingprofil igennem din Facebookprofil, hvor du kan møde andre singler på et virtuelt kødmarked. Målet med funktionen er, at det skal lede til lange, betydningsfulde forhold i modsætning til Tinder, der i højere grad fokuserer på udseende og de kødlige drifter.

”Potentielle matches vil blive foreslået baseret på datingpræferencer, fælles interesser og fællesvenner. De vil have muligheden for at finde andre med lignende interesser gennem grupper og events,” fortæller Facebook til det årlige møde F8.

Facebook samler flere oplysninger end nogen anden datingapplikation og vil med garanti kunne finde mere relevante forslag. Hvis man altså søger folk, der i høj grad minder om en selv. Ens profil vil kun blive vist til folk, du ikke er venner med, så du ikke risikerer at møde din moster eller kollega, der kan lede til ret akavede situationer.

Allerede med offentliggørelsen af dating-funktionen faldt Tinders moderfirma ’Match Group’ med 17 procent på aktiemarkedet, og flere investorer mener klart, at Tinder er i fare for at blive udkonkurreret.

Spørgsmålet er dog stadig, om man trygt kan stole på at plankeværket mellem datingfunktionen og ens sociale profil er stærkt nok i kølvandet på deres informationsdelingssager.

Facebook planlægger at begynde deres test senere i år.

LÆS OGSÅ: Rygte: Apple vil gøre det billigere for dig at købe en MacBook

LÆS OGSÅ: Er vi færdige med Facebook?

LÆS OGSÅ: CEO og præsident for Omega: "Jeg sov uden for butikken for at købe mit første ur"