Her er de bedste specialiserede cykelbutikker

Her er de bedste specialiserede cykelbutikker

En håndfuld hyperspecialiserede cykelbutikker servicerer i hele landet den voksende sværm af cykelryttere på alle niveauer. Folkene bag butikkerne kan deres kram, og missionen handler om meget mere end lappegrej og frempinde.

Offentliggjort

ARGON 18 LAB & STORE

Cykelmærket Argon 18 er canadisk af oprindelse, men det europæiske hovedkvarter ligger langt ude på landet ved Lynge i Nordsjælland. Butikken er indrettet af designer Johannes Torpe, der også stod bag den hedengangne natklub NASA, og man fornemmer de futuristiske linjer i arkitekturen.

I butikken bliver der samlet cykler til hele Nordeuropa, og priserne på cyklerne begynder på den hampre side af 20.000 kroner. Folkene bag insisterer alligevel på at dyrke cykling som en arbejderklassesport, fortæller Jacob Ørholm, global brand manager hos Argon 18. Han pointerer, at cykelkulturen er grundlagt på nogle ædle dyder, som han og de andre Argon-folk gerne vil animere og holde i hævd. Også selvom Argon 18 Lab & Store ligner et rumskib. Til gengæld er der på de store udendørsarealer lige uden for butikken rigeligt plads til mangt og meget.

”Vi prøver at forherlige pausen; der skal være plads til at kunne hænge ud og vaske sin cykel,” siger Ørholm.

Vassingerødvej 147, 3540 Lynge

Her er de bedste specialiserede cykelbutikker

VELOFIT

Med ’veló’, som er fransk for cykel, og ’fit’ – fransk og engelsk og sikkert en hel masse andet for at ’tilpasse’ noget – får man med et let fordansket sammenflet ’Velofit’. Men det rammer så til gengæld også ganske præcist kernen i den forretning, Thomas Bundgaard efter et arbejdsliv på cykelsportens veje som ’bikefitter’ slog dørene op til i Aarhus i 2013.

”Det er nok Danmarks bedste bikefit,” griner han. Men han mener det også.

Nu kan Velofit tilmed prale med tilknyttede cykeltrænere, events i weekenderne, kaffe (selvfølgelig), og de har blandt andet Rapha og Pas Normal Studios på hylderne. Men kongstanken er den samme som i begyndelsen.

”Der er mange mennesker, der køber sindssygt dyre cykler. Og så kunne det jo være fedt, hvis de ikke bare var pæne, men også behagelige at cykle på,” siger Thomas Bundgaard.

Sankt Pauls Kirkeplads 9A, 8000 Aarhus

Her er de bedste specialiserede cykelbutikker

CRANKS AND COFFEE

Som med så mange andre gode ting her i verden opstod cykelværkstedscaféen Cranks & Coffee ud fra et udækket behov.

Hvor kunne Emil Vestergaard Brandt, Simon Lien Andreassen og Joakim Bukdal få repareret deres dyre cykler hurtigt og af nogen, som gik lige så meget op i det som dem selv? Og hvor kunne de få sig en kop kaffe på turen, uden at de med deres cykelsko trådte tæerne af den gængse cafégæst?

Svaret fandtes ingen steder, og så måtte de selv i gang. Fokus lå på hurtig og kompetent værksteds-

service, moderigtigt gear og god kaffe. Men ikke for alle og enhver.

”I respekt for alle vores kunder med rigtig fine og dyre cykler, som helst ikke skal ridses, går vi et pænt stykke uden om hr. og fru Jensen-cykler,” siger Joakim Bukdal.

Dyrehavevej 8, 2930 Klampenborg

Her er de bedste specialiserede cykelbutikker

ROLD SKOV CYKEL SHOP

Det er svært at forestille sig, at nærområdet for Rold Skov Cykel Shop kunne være meget mere velegnet til cykelentusiaster. Butikken, som Hasse Kristensen åbnede for en håndfuld år siden, ligger med Rold Skov til den ene side og Rebild Bakker til den anden.

Kristensen og hans makkere Mathias Lystbæk Hyldgaard og Søren Emborg er alle ivrige cykelryttere, og i det 450 kvadratmeter store showroom er der både et topprofessionelt værksted, bikefit, god kaffe og cykeludlejning – og en butikshund ved navn Walter.

Det er især mountainbike og gravelcykler, som er i høj kurs i butikken i Skørping, hvor du også kan leje cykler og alskens udstyr, samt tage med folkene bag på guidede ture i de naturskønne omgivelser. Rold Skov har nemlig siden 2004 udviklet sig heftigt med et samlet rutenet på 50 kilometer og cirka 1.000 højdemeter, der blandt andet byder på teknisk udfordrende singletracks og en downhillbane, der niveaumæssigt er blandt de sværeste i landet.

Jyllandsgade 38, 9520 Skørping

Her er de bedste specialiserede cykelbutikker

COPENHAGEN CYCLING CLUB

I september i fjor slog en ny, lille cykelbutik dørene op, beliggende lige ved siden af togstationen i Charlottenlund, nord for København. Butikken hedder Copenhagen Cycling Club, og manden bag disken hedder Ulrich Scheibelein.

Hvor mange af landets specialiserede cykelbutikker lægger snittet mellem en kombination af værksted og gear, er der hos Copenhagen Cycling Club intet værksted, men derimod et præcist kurateret udsnit af noget af det lækreste cykelgear derude. Og med en fortid hos brands som Adidas og danske Wood Wood tilsat en gedigen cykelpassion har Ulrich Scheibelein sans

for sagerne.

”Der er en del fede værksted- og mono-brand-butikker derude, men jeg syntes, der manglede en mere livstilsorienteret butik for cykelentusiasterne,” fortæller han.

Her forhandles blandt andet australske Maap, italienske Velocio, britiske Albion og amerikanske Enve. Og så serverer Ulrich, selvfølgelig, en kvalitets-espresso.

Rådhusvej 3, 2920 Charlottenlund