VM er en kropslig fornemmelse for mig. Det stammer helt tilbage fra folkeskolen. Undervisning aflyst, alle elever ned i den store gymnastiksal, VM på storskærm. Først Danmark mod Senegal og en håndfuld dage efter: Danmark-Frankrig. Vi sad på gulvet og mærkede nervøsiteten brede sig i lemmerne i takt med minutternes gang. Ekstasen i brystet, da overraskelsen indtraf – store minder blev skabt i realtid.

Senegal havde vundet den første kamp mod Frankrig, det var ikke til at fatte. Jeg var begyndt at spille Championship Manager, og selv om jeg havde alle verdens spillere ved min pegefinger, havde jeg aldrig peget på Bouba Diop, Aliou Cissé eller el Hadji Diouf. Det kom jeg hurtigt til, da vi med vores dirrende haleben plantet i det hårde gulv kunne se Danmark slide for at holde senegaleserne for Sørensens dør.

Størst var den sidste gruppekamp mod Frankrig selvfølgelig. Franskmændene beskød det danske forsvar i én uendelighed, men det var Rommedahl og Jon Dahl ligeglade med, og så havde vi gudhjælpemig slået Frankrig. ”Nu er vi verdens bedste”, jublede vi til hinanden bagefter – for vi havde jo slået verdensmestrene. Euforien brusede, når vi efterfølgende indtog banen i skolegården og lod som om, vi var VM-stjernerne.