‘A better way to sauce’.

Så skråsikkert præsenterer folkene bag Slice of Sauce deres produkt.

Det ligner en mellemting mellem formstøbt skinke og skiveost indfarvet med rødbede, og vi er ikke helt sikre på, om de smidige skiver er blevet til gennem inddampning, bagning, lufttørring eller noget helt fjerde, men skaberne påstår, at produktet er fuldstændig naturligt.

De påstår også, at det er en opfindelse af betydning som månelandingen.
Til det siger vi, at det ser virkelig underligt ud. Og er hele meningen med en sauce ikke, at den skal være våd?

Men folk er dovne, ikke mindst når de er i ketchuphumør, og indskuddene på Kickstarter har allerede oversteget kampagnens mål.

Herunder kan du høre Slice of Sauce-folkene takke for støtten, og måske kan du få lidt inspiration til anvendelse af skiveskåret sovs.