’Planteslagterne’ vil overtage slagteriernes kødhakkere med rendyrket planteaktivisme: ”Vi vil gerne være dem, der gør det fedt at spise planter” scroll-down

’Planteslagterne’ vil overtage slagteriernes kødhakkere med rendyrket planteaktivisme: ”Vi vil gerne være dem, der gør det fedt at spise planter”

Kødfri mandag klinger af nødvendighed, men Henrik Have Christensen, Emil William Götze og Emil Andersen vil have os til at spise flere grøntsager – ikke kun fordi det er politisk korrekt, men fordi det smager godt.

Af Lene Lykke Hovmand
Foto: Jonas Drotner Mouritsen
Gastro Euroman

”Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi lavede, men vi gik bare i gang,” siger Emil Andersen, som er den ene af de tre stiftere af Planteslagterne. Han fortæller fra holdets lille kontor i Kødbyen om den sene aften i 2018, der satte hans, Henrik Have Christensens og Emil William Götzes iværksætterprojekt i gang hurtigere end hurtigt.

Sammen med Henrik havde han arbejdet på at udvikle nogle produkter, der kunne gøre det nemt og hurtigt at få bikset et velsmagende, plantebaseret måltid sammen, uden at man savnede kødet som ingrediens. Det skulle først og fremmest smage godt, og så skulle det være så rent som muligt uden ærgerlige tilsætningsstoffer.

”Vi havde prøvet og fejlet på både tekstur og smag. Vi kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen, men så inviterede vi Emil William Götze ind, og han lavede lynhurtigt et lyskryds af produkter på et par timer,” fortæller Henrik Christensen.

Emil William Götze er autodidakt kok og var på det tidspunkt lige stoppet i et job i en cateringvirksomhed, hvor han stod for udvikling af retter til veganere, vegetarer og allergikere. Mens de to andre har baggrunde indenfor økonomi, salg og marketing, har han fået sin uddannelse i undergrundsmiljøet, som han siger. Som ung følte han sig anderledes og ikke som en del af systemet, og han røg en overgang ud i en løbebane, hvor han blandt andet arbejdede for en pusher og på et tidspunkt fik en fængselsdom. Det blev et vendepunkt.

”Men man bliver jo ældre og mere ansvarsbevidst, og jeg kunne jo godt se, at der ikke var nogen fremtidsplaner i at være modstander af systemet. Så man er nødt til at infiltrere det,” siger Emil William Götze.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Gastronomi, Iværksætter og Klima