Rockmusikere forbindes ofte med en ustruktureret hverdag, for mange substanser i blodårerne og bitre stridigheder internt i bandet.

Men det er ikke helt fair. For under dens rodede ydre, ligger nemlig en kerne af handlekraft, som enhver leder kan lære noget af.

Det påstår i hvert fald forfatteren Thomas Geuken, der har skrevet en bog med en titel, der burde appellere til enhver kontornusser i et jakkesæt med dårlig pasform, der dagdrømmer sig tilbage til gymnasiebandet (og ikke bekymrer sig alt for meget om deling af navneord):

’Rock ’n’ Roll Ledelse’.

Nu kunne nogle måske tro, at det ville ende i en sødsuppe af langhårede hippieværdier at blande ledelse og rock sammen. Men tværtimod ifølge forfatteren:

”Inden for rocken er man ikke et talende folk, man er et handlende folk. Tale, refleksion, anerkendelse. De der ting, vi virkelig holder fast i inden for Scandinavian ledelsestraditioner. De er faktisk mange gange i rockmusikken et unødvendigt stop på vej hen mod noget helt fantastisk,” siger han.

For at bakke sit budskab om mindre snak op med noget erfaring, har forfatteren allieret sig med en mand, der virkelig ved, hvad han taler om.

Thomas Geuken får nemlig rockveteranen Jesper Binzer ved sin side, når han til efteråret skal holde tre foredrag rundt om i Danmark i regi af Ledernes Hovedorganisation.

I denne ultra-rockede video – intet udstråler fandenivoldskhed som en åbentstående habitjakke og et uskarpt buskads i baggrunden – kan du selv høre, hvad DAD-forsangeren har at sige om ledelse.

Når han altså kan få et ord igennem for sin medforedragsholder: