Hvornår vidste du, at du havde et talent?

”Jeg har altid fornemmet, at jeg kan fortælle sjove historier og har en form for underholdende effekt på folk. Som barn ville jeg dog være landmand, fordi jeg elskede naturen. Senere ville jeg være arkitekt, efter jeg havde set en udstilling på Louisiana. Men da jeg blev 18 og startede på at lave teater på Mercur (det nuværende Bremen Teater, red.), kunne jeg mærke helt fysisk, at jeg hørte til det her sted. Jeg følte mig simpelthen hjemme på scenen, og så er jeg blevet hængende.”

Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?

”Engang som ung havde jeg været i byen og drukket en masse store fadøl. Jeg boede på Christianshavn, og på vej hjem kom jeg dinglende forbi Lagkagehuset på Christianshavns Torv klokken 05.30 om morgenen. Det åbnede en halv time senere, og jeg tænkte, at jeg lige ville sætte mig ned og vente, for jeg havde lyst til nogle rundstykker og gifler. Men jeg faldt i søvn og vågnede ved, at en lille pige sagde til hendes mor: ’Se, mor, se mor. Det er ham fra børne-tv’. Jeg syntes, det var ret flovt, at jeg lå der op ad bagerens vindue med savl rundt om munden, så jeg bøvsede en enkelt gang og skyndte mig at gå hjem i seng uden mine rundstykker og gifler.”