Donnie Brasco (1997)

Johnny Depp spiller den unge FBI-agent Donnie Brasco, der lykkes med at infiltrere en af New Yorks største mafiafamilier, da han bliver taget under vingerne af gangsteren Benjamin ’Lefty’ Ruggerio spillet af Al Pacino. Filmen er baseret på den virkelige historie om John D. Pistone, en nu legendarisk FBI-agent, som gik undercover og fældede Bonnano-mafiafamilien i 70’erne.

Casino (1995)

Ingen spiller italo-gangster som Joe Pesci, og i Martin Scorseses ’Casino’ brillerer han sammen med Robert De Niro i rollerne som to mafiavenner, der opererer i Las Vegas glamourøse kriminelle underverden. Filmen formår på bedste vise at skildre det jerngreb, mafiaen havde om Sin City i 70’erne og 80’erne.

Scarface (1983)

Få gangstere kan måle sig med Al Pacinos Tony Montana, der flygter fra Cuba til USA og arbejder sig hele vejen til toppen af mafia-pyramiden gennem mord, narkotika og korruption. Filmens slutscene er muligvis en af de mest ikoniske i gangster-genrens historie (hvem husker ikke linjen ”Say hello to my little friend”?), og Al Pacino leverer en af sin karrieres bedste præstationer i rollen som Montana.

Internal Affairs (2002)

Hong Kong-filmen er historien om en politibetjent, der går undercover i Triaderne for at afsløre en anden betjent, der i hemmelighed arbejder for mafiaen. ’Internal Affairs’ excellerer i sin skildring af de indre kvaler, der ramme et menneske, som lever en løgn, og var desuden direkte inspirationskilde til Scorseses ’The Departed’ fra 2006.

Once Upon a Time in America (1984)

Den varer næsten fire timer, men det er ikke ét minut for meget, når først man bliver opslugt af historien om en gruppe unge drenge fra en jødisk ghetto og deres rejse ind i organiseret kriminalitet. Vi følger hovedkaraktererne, spillet af blandt andre Robert De Niro, Joe Pesci og James Woods, fra barnsben og hele vejen til de aldrende gangstere mødes en sidste gang, og filmen er lige så interessant en skildring af barndomsvenskaber, som den er en god gangsterfilm.

Pulp Fiction (1994)

Det er umuligt at komme udenom Quentin Tarantinos mesterværk, der forener gangsterfilmenes rå brutalitet med gakket tegneserievold og humor, som kun den karismatiske instruktør kan gøre det. Manuskriptet, som Tarantino selv skrev, er intet mindre end fremragende, og det er ikke uden grund, at ’Pulp Fiction’ ofte dukker op på liste over ikke bare de bedste gangsterfilm, men de bedste film nogensinde på tværs af genrer.

Bonnie and Clyde (1967)

Filmatiseringen af den virkelige historie om verdens mest berømte gangster-par, der hærgede amerikanske banker i starten af 30’erne, var med til at revolutionere måden, man dengang fremstillede vold og sex i Hollywood-film. Warren Beatty og Faye Dunaway spiller Clyde Barrow og Bonnie Parker, der mødes, da Clyde forsøger at stjæle Bonnies mors bil og siden begiver sig ud på et togt, som ender i en af gangstergenrens voldeligste slutninger nogensinde.

The Usual Suspects (1995)

En Oscar for bedste manuskript cementerede, at ’The Usual Suspects’ er en af gangstergenrens bedste og mest originale historier. Plottet følger afhøringen af svindleren Roger ’Verbal’ Klint, spillet af Kevin Spacey, efter en massakre på et skib i Los Angeles’ havn og jagten på en mystisk gangsterboss ved navn Keyser Söze, og så byder filmens afslutning også på et af de bedre Hollywood-twists.

Goodfellas (1990)

Nok en gang er vi i selskab med gangsterfilm-specialisterne Joe Pesci og Robert De Niro i Martin Scorseses forrygende fortælling om unge Henry Hill, der lader sig lure af livet som kriminel og begynder at arbejde for en lokal mafioso. Fortællingen er baseret på den sande historie om Henry Hill, der var en del af mafiaen i New York i mere end 30 år, inden han blev FBI-informant og var med til at få 50 andre kriminelle dømt.

The Godfather (1972)

Det er næsten for oplagt, men også helt og aldeles umuligt at komme udenom Francis Ford Coppolas mesterlige filmatisering af Mario Puzos roman af samme navn, der på mange måder satte barren for, hvad en gangsterfilm skal være. Trilogiens anden film, ’The Godfather II’, kunne snildt have fortjent sin egen plads på denne liste, men vi nøjes med etteren, hvor Marlon Brando er helt forrygende i rollen som historiens mest ikoniske mafiaboss, Don Vito Corleone.

Boardwalk Empire (2010-2014)

Nej, det er ikke en film, men ’Boardwalk Empire’ er så fremragende en gangsterserie, at den fortjener en wild card-plads på denne liste. HBO-serien udspiller sig i forbudstidens USA, hvor vi følger Enoch ’Nucky’ Thompson, en korrupt politiker der tager kontrol over Atlantic City og styrer byen med hård hånd. Første afsnit er naturligvis instrueret af Martin Scorsese, der også var executive producer på serien.

Sopranos (1999-2007)

Og nu, hvor vi allerede har givet ét wild card til en serie på denne filmliste, kommer vi heller ikke udenom 'Sopranos'. Serien, der ændrede det hele, og har gjort, at tv-serierne i dag er en kunstart på niveau med film. 'Sopranos' handler om Tony Soprano, der er mafioso med en samvittighed. Karaktererne og skuespillet gør det vanvittigt spændende at følge med i historien om en mand, der på den ene side skal passe et beskidt job, men på den anden side også skal få familielivet til at køre. Man kommer hurtigt igennem de seks sæsoner.