Rachika Nayar

‘Heaven Come Crashing’ (2022)

”Her bliver guitaren taget helt nye steder hen. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg faldt over Rachika Nayar på Spotifys Discover Weekly. Jeg har et ambivalent forhold til Spotify, for de rider en kunstner som en mare, men deres algoritmer regner virkelig ud, hvad jeg godt kan lide at lytte til. Og jeg var heldig at få åbnet øjnene op for Rachika Nayar gennem dem.

Albummet har rod i IDM-genren (intelligent dance music, red.), men samtidig er det en samling små, simple popsange. De er ikke til at få øje på ved første lyt, men det er, som om de findes bag de her kæmpe persertæpper af lyd, som hun væver med sin spade.

Der er fine Coldplay-agtige sange i det hele. Især titelnummeret, ’Heaven Come Crashing’, er et godt sted at starte. Det er ikke kun guitaren, der figurerer på pladen, men det er tydeligt, at det er i det instrument, hun har sit afsæt.

Hun ville garanteret hade mig for at bruge så søgt en reference, men der er tidlige U2-agtige essenser i hendes kompositioner. De fraseringer, hun har på sin guitar, er ret nemme at lytte til. Det er harmonisk og diatonisk. Nogle af sangene er smadret og beatbåret, men grundessensen kommer fra et simpelt melodisk sted.”

Skeemask

’Compro’ (2018)

”Jeg har to små børn og lever livet som småbørnsforælder, og det elsker jeg. Men hvis jeg en gang imellem skal føle uafhængigheden ved ungdommen igen, hører jeg den her plade. Jeg kom aldrig på Berghain, men den her plade giver mig følelsen af, at jeg er gået glip af at være der.

Den består af en masse anarkistiske beats, der bare dakker derud af, og får mig til at føle mig hæmningsløs og ung. Skeemask har formået at tage alt det bedste fra 90’er-IDM-perioden, blandet det sammen og så givet det en renæssance. Det er elektronisk, men samtidig meget melodisk.

Pladen minder mig også om, hvor meget sindssyg musik der kom ud af den her gruppe af unge introverte mænd, der stod bag IDM-perioden. Så udover at stå på egne ben, hvilket pladen helt sikkert gør, er den samtidig også et nik til den tid og en god måde at stifte bekendtskab med genren på.

Hvis jeg skal vælge ét nummer fra pladen, må det være ’Session App’, der dog lige er blevet fjernet fra Spotify, men man kan finde det på Bandcamp i stedet.”

Abul Mogard

’Above All Dreams’ (2018)

”Abul Mogard skulle efter sigende være en ældre serbisk mand, der har brugt hele livet på at arbejde på en metalfabrik. Efter han stoppede med at arbejde der, skulle han være begyndt at komponere musik inspireret af de lyde, han havde hørt gennem årene på fabrikken.

Jeg ved ikke, om det er en røverhistorie, men jeg blev fascineret af den her romantiske fortælling om denne ældre mand, der har stået hele livet og fået penetreret skalden af disse metallyde. Det er så mystisk. Albummet får mig til at føle alt på én gang.

Jeg har været så heldig at prøve kræfter med skuespillet ved siden af musikken, og jeg har egentlig ikke teknik eller redskab til at kunne det. Derfor er jeg nervøs, hver gang jeg skal optage en scene, og her hjælper pladen mig. Den gør mig både angst og helt vildt rolig.

Alle mine følelser spændes til bristepunktet. Det føles, som om de ligger på fingerspidserne. Lidt, som hvis jeg havde tømmermænd. Det er egentlig mere lyd end musik. Jeg kan godt anbefale det nummer, der hedder ’Quiet Dreams’, men jeg vil sige, at man bør lytte til hele pladen.”