Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Det dårlige selskab: Hvornår tager vi gaderappen til os?

Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

Det dårlige selskab: Hvornår tager vi gaderappen til os?

De skriver tekster om vold og narko, hader politiet og holder sig helst fra mediernes rampelys. Og så er de den kreative drivkraft bag Danmarks mest populære musikgenre med lyttere i alle samfundslag. Euromans Magnus Kraft spørger, hvornår mainstream-medierne begynder at anerkende den danske gaderap på linje med tidligere generationers ungdomsgenrer.

soundLyt til artiklen med Euroman
play

Klik her for at læse mere.

00:00 |

GILLI RYDDEDE BORDET ved Danish Music Awards i 2017. Efter endnu et år på streaming-tronen måtte den introverte Rødovre-rapper krybe langs panelerne hele vejen op til scenen for at holde den ene uforberedte takketale efter den anden. Da Margrethe Vestager overrakte ham årets danske udgivelse for festivallandeplagen ’Rica’ med bevingede roser for at lave ”global musik, når det er allermest dansk,” blev Gilli så mæt af opmærksomheden, at han inviterede alle sine medsammensvorne op på scenen. Der stod de så i deres sorte vinterjakker og svitsede i rampelyset, Gilli, Branco, Stepz, Benny Jamz, Kesi, Sivas og så videre. Iranere, danskere, filippinere, jamaicanere.

Det føltes som den etablerede musikindustris endelige overgivelse til den danske gaderap. Efter års massiv hitlistedominans kunne etablissementet ikke længere vende det døve øre til de larmende ghetto-protagonister, der rappede fra det Danmark, politikere skiftevis benægter og overdriver eksistensen af. Gilli, med fødenavnet Kian Rosenberg Larsson, sparkede døren ind til, at Danmark i bedste sendetid blev konfronteret med musikindustriens personas non gratas. Nu skulle gaderapperne endelig have den plads på radiokanalerne, podierne og festivalplakaterne, lytternes gunst gjorde dem fortjent til. Og så skete der … ingenting.

Tre år efter gaderappens kommercielle klimaks soler genren sig stadig i lytternes blåstempling med forudsigelige hitlisteplaceringer. Samtidig slider den for at blive en del af det fine selskab. Jeg talte for nylig med en af de artister, der var på scenen til prisuddelingen i 2017. Han beskriver episoden som et paradigmeskifte, der aldrig rigtig blev til noget. Prisuddelingerne er stadig de hvides fest, og på Roskilde Festival må landets mest populære musikgenre på femte år se langt efter solokoncerter.

I skrivende stund er det Albertslund-barytonen Branco, der topper hitlisten med hold-dig-væk-fra-gaden-hymnen-’Hundo’ – samtidig står nummeret noteret for beskedne otte afspilninger på tværs af DR’s radiokanaler. Netop den lange vej til radioen har fået rapperne og deres pladeselskaber på kampagnesporet mod public service-medierne. Her bliver det fx fremhævet, hvordan etnisk danske Christopher bliver spillet 350 gange mere end kurdiske Node på DR’s radiospillelister – selvom de to artister bliver afspillet cirka lige ofte på Spotify.

Ved dette års Danish Music Awards fik førnævnte Branco ganske vist oprejsning. I et larmende tavst Royal Arena, der af corona-hensyn kun rummede forfængelige branchefolk, kvitterede juryen for Brancos liveoptræden med ikke mindre end tre hovedpriser. I 2014 var det Sivas, i 2017 var det Gilli, og i år er det så Branco, der på vegne af en hel genre inviteres sporadisk indenfor i den varme stue. Det bliver spændende at følge, om historien gentager sig. Om gaderappen nu igen bliver pakket belejligt væk fra det gode selskab, indtil boblen brister, og en ny rapper igen løber med hele opmærksomheden i 2023.

I disse år er gaderappen det populærkulturelle flagskib herhjemme. Ingen anden musikgenre er så innovativ og kan prale af at have så dyb forankring i, hvordan ungdommen taler, forbruger og forstår. Holdningerne til en genre, der åbenlyst flirter med bandekriminalitetens narkosalg og voldsspiraler, spænder over alt fra foragtelse til fascination, men hvis vi forfalder til at forkaste den som en uvæsentlig dille, der ikke fortjener dækning, ender vi på den forkerte side af historien. I 1900’erne var det New Orleans-jazzen. I 60’erne var det beatmusikken. Nu befinder vi os i gaderappens tidsalder.

I morgen kan du derfor på Euroman.dk læse et portræt af Larry 44: Stemmekamelæonen fra Herlev, der tiltrækker gæsteoptrædener fra landets største rap-artister, men selv drømmer om at lave musik med Rasmus Seebach.

De fem mest streamede artister i Danmark i 2020

1. Gilli

Fåmælt hybrid mellem hårdkogt gaderapper og innovativ popkonge. Har hvert år siden 2016 været umulig at slå af de danske hitlister.

2. Branco

Bidrog med en hidtil uset forråelse af dansk hiphop som den ene halvdel af gangsterrapduoen MellemFingaMuzik i midt-10’erne. Topper ved magasinets deadline albumhitlisten med blockbusterpladen ’Baba Business 2’.

3. The Weeknd

Den canadiske r’n’b-virtuos har domineret de internationale hitlister med 80’er-hyldesten ’After Hours’, hvor singlen ’Blinding Lights’ var kommerciel ledestjerne.

4. Justin Bieber

Den forhenværende kronprins af sukkersød teenagepop gjorde i 2020 et gedigent comeback med ærkeamerikanske hitsingler som ’Yummy’ og ’Holy’.

5. Kesi

Den mere ekstroverte Gilli-kompagnon har i et årti forenet gadekultur med populærkultur. I 2020 genbesøgte han rødderne på albummet ’BO4L’.

Kilde: Spotify