Lars Dahlager Listen
Foto: Marie Hald Lars Dahlager er manden bag Politikens populære satirespalte Listen.

Portræt af satirespalten Listen

Listen: Her går manden, der får Politiken-læserne til at glæde sig til fredag

Lars Dahlager er manden bag iBYEN’s højtelskede satirespalte, der kan handle om alt fra hipsternes intimbarbering til Anders Samuelsens øjenfarve. Vi har talt med den seriøse journalist, der endte med at være mest kendt for sin humor.

Indimellem kommer Lars Dahlager til at træde folk over tæerne.

For eksempel var der en gang en ejer af en schæferhund, der skrev til ham, at han ikke forstod, hvorfor Politiken var ude med riven efter hans slags. 

Henvendelsen kom, efter at Dahlager apropos ulvespottinger i Jylland havde skrevet, at man ikke kunne være sikker på, at det ikke var en eller andens møgschæfer.

Måske havde læseren ikke forstået, at ting, der står i Listen, en ugentlig spalte i tillægget iBYEN, ikke skal tages alt for alvorligt. Det skrev Lars Dahlager i sit svar til den forurettede læser, hvor han også forklarede, at han jo dårligt kunne have brugt en møgcollie eller en anden hund, der ikke ligner en ulv.

Men klart størstedelen af den feedback, Lars Dahlager modtager for Listen, er ren ros.

”Det siger jeg i al ubeskedenhed. Der er ret ofte folk, der skriver, at dét er grunden til, at de læser Politiken om fredagen. Det er en lille bitte spalte, så langt inde i avisen man overhovedet kan komme, og alligevel kan den være grunden til, at de glæder sig til fredag. Det er jeg selvfølgelig ekstremt stolt over,” siger Lars Dahlager, der står bag spalten, der for en 17 år siden begyndte som en hot&not-liste, hvor han og Politiken-kollega Henrik Palle skrev om ting, som de syntes godt og dårligt om.

Med tiden blev det kun Lars Dahlager, der lavede Listen, der i stadig højere grad blev en personlig satire over, ja, alt.

”Til at begynde med, var den ikke ironisk og sarkastisk på samme måde, som den blev hen ad vejen. Nu er den så endt som en mystisk hybrid. Den handler om mig. Den handler om politik. Den handler om byliv. Den handler om turister med selfiestænger. Om mad. Om børn. I dag ville man aldrig opfinde sådan et koncept. Hvis man opfandt iBYEN-sektionen i dag, ville man aldrig lave en liste, der også kunne inkludere Anders Samuelsens blå øjne eller Lars Seiers tarmskylninger. Men sådan er det, når ting opstår organisk, så kan de komme til at handle om alt muligt mærkeligt,” siger Lars Dahlager.

Det eneste, der ligger fast ved Listen, er at den skal bestå af fire plus-elementer og fire minus-elementer. Otte punkter én gang om ugen lyder jo ikke af så meget, men det er vanskeligt at være morsom på kommando, så Lars Dahlager noterer løbende ned på sin telefon, hver gang han får en løs ide, så han har en bruttoliste, han kan tage fra, når deadline nærmer sig.

Denne uge, hvor vi mødes et par timer inden hans deadline, har han for eksempel Ikeas nye parfumeserie på telefonskærmen. I den færdige Listen, der udkom her til morgen skriver han:

"Og hvad er det så, Ikea? Lugten af nederlag over ikke at kunne samle en Forhöja-køjeseng? Stanken af angst, når din treårige er løbet væk i køkkenafdelingen?"

Manden bag Listen

Lars Dahlager er 46 år gammel, journalist, bor i et rækkehus med sin kæreste og deres to døtre. Ejer to griller og et sommerhus. Kører på sort herrecykel med barnesæde.

Indholdet i Listen har gradvist ændret sig i årenes løb. I takt med, at Lars Dahlager selv er blevet familiefar og går mindre i byen, er der kommet færre drukture og flere havecentre. Men der er også kommet mere politik på Listen.

”Politik er super meget mere komisk, end det var i gamle dage. Ekstremerne er større, og positioneringerne er klarere. Hykleriet er jo fantastisk stort. Typerne er også mere markante,” siger Lars Dahlager, der flere gange har nydt godt af Anders Samuelsens fremtoning.

”Liberal Alliance havde på et tidspunkt i et kampagnebillede ændret hans øjenfarve i Photoshop, så den næsten var skruet over i brunt for at undgå liberal psykopat-blikket, som han ellers havde. Og man havde puttet ham i en blå lærredsskjorte, så han lignede, som jeg skrev, en reklame for Din Tøjmand i Næstved. Det er sjovt at lave grin med. Et oplagt humorobjekt.”

Listen er en god ventil, et sted Lars Dahlager kan være mere direkte politisk, end han ellers kan tillade sig i sin beskæftigelse som reporter. Men det betyder ikke, at det kun er højrefløjen, der er hans skydeskive.

”Jeg har også lavet sindssygt meget grin med S-R-SF-regeringen, dengang de var ved magten. Men lige nu er det ikke, lige ud over Alternativet, sjovt at lave grin med venstrefløjen. De holder lav profil i erkendelsen af, at højrefløjen klarer det helt selv at ødelægge det hele for sig selv. Pia Olsen Dyhr er jo så helt ufatteligt kedelig, at man ikke kan lave sjov med hende. Der er ikke noget at komme efter.”

Når Lars Dahlager ikke laver Listen – og det er maksimalt et par timer om ugen, han bruger på det – skriver han om mad- og forbrugerstof. I løbet af sine i alt 20 år ved Politiken har han også været på avisens indlandsredaktion, hvor han specialiserede sig på klima-området.

Men det modtog han aldrig tilnærmelsesvis så mange henvendelser for, som han har fået for Listen. Og det har han haft det svært med.

”Da jeg var klimareporter, skrev jeg om risikoen for at ødelægge miljøet. Det var dét, jeg gerne ville være anerkendt for. Jeg skrev endda en bog om det. Jeg var en bekymret, alvorlig og dybdeborende journalist. Men det var hele tiden Listen, jeg var kendt for. I dag har jeg det fint med det. Det er helt tydeligt, at det har haft mere betydning for min karriere, end at jeg har skrevet om global opvarmning i de varme lande.”

Hvor længe tror du, du kan blive ved med at lave Listen?

”Det er et rigtigt godt spørgsmål. Da jeg holdt op med at gå i byen og komme hjem klokken fem om morgenen og vågne op med hovedet på en pizza eller vælte ind i en hæk tissende, tænkte jeg, at nu var det forbi. At Listen ville dø. Jeg troede, jeg ville være færdig, men der er åbenbart stadig noget liv i mig.”

Man skal som bekendt aldrig forklare en vittighed. Ikke desto mindre har vi bedt Lars Dahlager om at kommentere et udvalg af sine guldkorn fra Listen i håb om, at der samtidig faldt lidt af om ham selv:

1. Tyndfed

Fænomen, hvor man på en og samme tid kan leve usundt og presse sig ned i en størrelse 31 Acne Jeans i mid rise-fit. Og så fremlægger de det som noget negativt.

”Tyndfed er jo et lægefagligt begreb for en fedme, der sidder inde omkring organerne og kan være et forstadie til diabetes. Det er der rigtig mange af os midaldrende, og givetvis mange af Euromans læsere, der lider af. Vi kan jo ikke selv se, hvor meget fedt, vi har mellem organerne. Det er bare sjovt at vende til noget positivt.”

2. Hipsterbehåring

Barberer fuldskægshipstere deres boller? I så fald er de nogle forbandede hyklere.

”Det er jo en oplagt komisk pointe, at man lader håret gro tilfældigt og ugroomet det ene sted, men er perfektionistisk pincetbevidst det andet. Og så har jeg noget med hipstere. De er hele tiden godt foder til humoren. De ting, de finder på, er jo per definition manierede, kortlivede og lidt latterlige. Jeg er ikke nogen hipster selv, det tror jeg fremgår. Men jeg hopper i mange af de samme fælder i håbet om at følge med og være moderne. Særligt på madfronten kan jeg sagtens være til fals for alle mulige modeluner. Diæter, stenalderkost, crossfit. Jeg er også selv naturvinsdrikker. Det er man nødt til at være ironisk omkring.”

3. Ortoreksi

Den sygelige optagethed af at spise sundt. Som når man vælger kalvelever i kantinen, fordi »indmad indeholder vildt mange ting, kroppen har brug for«.

3.a Ortoreksi-amnesia

... men i et anfald af uopmærksomhed kværner en hel pose Grovchips fra Netto samme aften sammen med en kvart flaske rom fra Barbados.

”Når jeg går til crossfit, er jeg så pavestolt, når jeg kommer hjem klokken ti om aftenen, at jeg altid skal have en drink eller et glas vin. Og så ender det altid med to eller tre glas, og så ryger der en halv pose dårlige peanuts ned, eller, som jeg også har prøvet, hvis der ikke er andet, ristede løg. Jeg elsker slam. Peanuts med chili. Dr. Oetkers pizza med ananas. Men det er ikke fordi, jeg synes, det er er cool eller sejt at svælge i noget slammet. Man skal være liberal blogger for at synes, det er cool at spise på McDonald’s.”

4. At føle sig herreekviperings-klar

Den stille desperation, når man står i Acnebutikken eller Pede&Stoffer og indser, at intet af tøjet er tilstrækkelig pæreformet. Troelstrup, here we come.

”Det kan være hårdt at se sig i spejlet og se de viltre hår, der kan stikke ud af næsen og af ens øjenbryn. I det øjeblik, man opdager, at ens pubeshår også begynder at blive grå, ved man godt, at man aldrig kommer til at spille superligafodbold. Men ellers synes jeg, at min desperation har været større. Min alder passer meget godt med mit liv. Jeg har hus, børn og bil. Desperationen var større, da jeg var 38 og ikke havde nogen kæreste og ikke regnede med nogen sinde at få en og ikke troede, jeg nogensinde ville være i stand til at passe børn. Man får også bedre selvværd med tiden. Før havde jeg altid en angst for, at nogen skulle gennemskue mig, finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke kan noget. Langsomt går det op for en, at alle andre også tror, at de andre er meget dygtigere end dem. Indimellem kan man se deres tvivl. Se barnet i deres ansigt. Eller den nervøse teenager i deres gestik. Den erkendelse er noget af det allerbedste ved at blive ældre.”

5. Yogastillingerne ’De fem tibetanere’

»Prøv at løfte numsen helt op i loftet. Som om den bliver løftet af en usynlig tråd. Ja, det er flot!«, sagde instruktøren. Listen har endnu ikke fundet en yogastilling, den ser godt ud i.

”Der er bare nogle yogastillinger, der er lidet flatterende for en mand. Men grænserne for, hvad man kan tillade sig som mand har udvidet sig. Halvdelen, der går til yoga i mit center, er mænd. Sådan var det sgu da ikke i gamle dage. Man kan også tillade sig at være fimset omkring sin mad i en helt ny grad. Før i tiden blev det opfattet som decideret femininiseret, hvis du ikke bestilte en bøf på restauranten, men tog en salat. Den type mandige signaler behøver man ikke at udsende hele tiden. Det er sgu da meget rart.”

6. Strammerhot

Se: Inger Støjberg. »MEN LARS, HUN STÅR FOR DEN MEST MENNESKEFJENDSKE, UHUMSKE BLABLABLA«. Well, stadig hot.

”Det politikenske synspunkt er, at Inger Støjberg, fordi hun er slem i sin udlændingepolitik, må være et dårligt menneske. Men der er, og især var, rigtig mange, der synes, at Inger Støjberg er mega hot. Strammerhot. Liberalhot. Det synes jeg også. Og det er jo skide sjovt at skrive. Fordi det er forbudt. Det fortryder jeg i hvert fald ikke, at jeg har skrevet.”

LÆS OGSÅ: Danmarks yngste antikvarboghandler: "Bogen er ikke død. Hvis bogen dør, er vi henne ved dommedag"

 LÆS OGSÅ: Fladt portræt: for meget Messias, for få modhager i ny Tupac-film

 LÆS OGSÅ: Jan Grarup udgiver 4 kilo tung bog fyldt med krigens smerte: "Den er et slag i mellemgulvet"

Se, hvad vi ellers skriver om: Journalistik, Hipster og Mad