Hvad var din første reaktion på manuskriptet?
”Jeg kørte i bil i Italien med min kæreste og brød ud i latter, da jeg læste manuskriptet for første gang. Hun spurgte om, hvad der var så sjovt ved det? Jeg prøvede at forklare, at hovedrollen lige havde braget en ældre dame ned med sin varevogn, hvilket min kæreste ikke fandt så morsomt. Jeg mener stadig, at selv om filmen som udgangspunkt er mørk og dyster, indeholder den noget sort humor. Meget af handlingen er så langt ude, at det bliver sjovt. Men jeg kæmpede med mig selv om, hvorvidt jeg havde lyst til at tage rollen. Mine bekymringer handlede ikke om at skulle arbejde med Lars von Trier, for jeg har altid været vild med hans film, men om at spille sådan en ondskabsfuld karakter. Kunne jeg gå helt derud?”
Hvorfor endte du så med at sige ja?
”Da jeg mødtes med Lars, beroligede han mig og sagde, at jeg ikke skulle være bekymret, og at han altid tager ansvaret for sine film. Desuden ville det udfordre mig, for jeg har aldrig før haft en lignende rolle eller været med i sådan en svær film. Når jeg har set Lars’ værker som ’Breaking the Waves’, ’Antichrist’ og ’Melancholia’, har jeg altid lagt mærke til, at skuespillerne leverer på et højt niveau, og det ville jeg også være en del af. Jeg havde følelsen af at skulle på et eventyr med den her film.”
Din karakter skyder blandt andet hovedet af en lille dreng. Hvorfor skal man egentlig lave sådan en ubehagelig film?
”Det er en film, som mediterer over temaet ondskab og undersøger sindet hos en psykopatisk person, hvilket vi ikke ved så meget videnskabeligt om. Hvorfor handler de, som de gør? Hvorfor mangler de empati? Jeg spurgte selv Lars om, hvorfor han overhovedet ville lave filmen. Han svarede, at størstedelen af de mandlige karakterer i hans film havde været nogle idioter indtil nu, og at denne karakter var den, som er tættest på ham som person. Jeg tror, at det, han refererer til, er hans egen OCD med tvangstanker og den destruktive og autistiske væremåde, der følger med. Lars er på ingen måder en sadistisk mand, men når mennesker gør onde handlinger, er der en form for trang. De bliver nødt til at gøre det.”
Kan vi lære noget af filmen?
”Jeg vil ikke være manden, der sidder her og siger, at vi skal lære det ene eller det andet, men filmen får dig til at tænke over tingene og på det vanvid, der kan eksistere i os mennesker. Der er en scene, hvor Jack indrømmer over for en politibetjent, at han har dræbt 60 mennesker, men betjenten er ligeglad og kører videre, hvorefter Jack bliver efterladt alene med sit næste offer og fortæller hende, at hun bare kan skrige løs. Alle er ligeglade, og ingen kommer for at hjælpe hende.
Lars vil sige noget om menneskets natur, og jeg mener, at vi er nødt til at kigge på det i vores samfund. Vi er blevet så følelseskolde og ligeglade med vores medmennesker. Det er ikke kun på et individuelt niveau, men også institutionelt. Når udenrigspolitik for eksempel dikterer, at folk bliver slået ihjel med tøndebomber og droner. I stedet for at folk bliver stødt over en film som denne, burde de vende deres forargelse til virkelige ting. Lars kendte til denne dobbeltmoral og ville vise os den med filmen. Han vidste, at han ville provokere.”
Matt Dillon
54 år. Amerikansk skuespiller. Fik sit gennembrud i begyndelsen af 1980’erne, hvor han var en del af en ny generation af unge, mandlige skuespillere med blandt andre Tom Cruise, Emilio Estevez og Patrick Swayze. Alle fire medvirkede i Francis Ford Coppolas filmklassiker ’The Outsiders’ fra 1983 om rivaliseringen mellem to bander, som gjorde dem til datidens teenageidoler. Dillon dyrkede sit komiske talent op gennem 1990’erne blandt andet i ’Vild med Mary’. I 2005 blev han nomineret til en Oscar for sin birolle som en racistisk politimand i ’Crash’. Nu er han aktuel i Lars von Triers ’The House That Jack Built’, hvor han spiller hovedrollen som seriemorderen Jack.
Men hvor går den moralske grænse i forhold til at lave seriemorderfilm?
”Jeg er ikke til censur. Lars har ikke såret nogen dyr. Der er ingen af de mennesker, som har været med i filmen, der har lidt skade. Den er ikke lavet for underholdningens eller sensationens skyld. Det er kunst, og det ville først være uetisk, hvis en kunstner blev forbudt at lave sine værker. Lars udtrykker og adresserer noget her, som er værd at udforske. Ikke alle mennesker bør se denne film, men hvis du gør, skal du vide, at du oplever noget seriøst og skal kigge på det, som når du betragter kunst. Tag for eksempel Caravaggio (italiensk kunstner fra 1600-tallet, red.). Hans malerier er brutale og voldelige, og det kan folk godt abstrahere fra, når de betragter det. Men inden for film er vi ikke nået til det punkt, hvor vi altid bedømmer det som et kunstværk.”
Hvad var den sværeste scene at optage?
”Der var to forskellige, der var hårde for mig. Scenen med drabet på børnene og den, hvor jeg skulle skære brystet af en kvinde. Sidstnævnte var hovedårsagen til, at jeg tvivlede på at tage imod rollen. Da vi optog den, opstod der nogle spændinger mellem Lars og mig.
Han sagde, at jeg skulle lade være med at dømme min karakter, for hvis du gør det som skuespiller, kan du ikke spille rollen troværdigt. Jeg kunne mærke mine medskuespilleres frygt og angst for min karakter, når vi optog, og jeg kæmpede med at lægge min egen empati væk. Lars havde dog ret, og til sidst endte jeg med at acceptere Jack. Men der var dage, hvor jeg tog hjem og græd. Scenerne påvirkede mig meget.”
Du slog igennem som meget ung skuespiller i 80’erne. Hvordan ser du tilbage på den tid?
”Jeg brød mig ikke om at være et teenageidol og følte mig aldrig tilpas med det. Det havde ikke noget at gøre med, hvad jeg lavede. Jeg er skuespiller og ikke et teenageidol. Jeg blev ikke skuespiller for at komme i spotlyset, men fordi jeg er et nysgerrigt menneske, der vil fortælle en historie. Det er befriende ikke at være et teenageidol længere.”
