Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Pelle Peter er en af dette kongeriges bedste musikformidlere. Du har måske hørt hans prisvindende serie, 'Den nye stil', om dansk raps udvikling, du kender måske hans stemme fra Lågsus på P3, og ellers er der med garanti et af de andre formater i æteren, hvor du støder på ham. Pelle Peter har den fortrinlige kvalitet, at han altid er glad og altid er imødekommende, og det skal man ikke tage for givet. En stor fornøjelse at byde Pelle Peter velkommen herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype? 
”Jeg synes ikke, ligestilling er blevet en særlig stor hype, på trods af hvor oplyste vi er som mennesker, og hvor meget viden vi har om det. Der er fokus på ligestilling hos nogen, men jeg har et indtryk af, at mange danskere synes, det nærmest er rabiat at gå ind for reel ligestilling. Selv har jeg taget meget barsel med vores to børn, og min kone tjener mere end mig. Jeg kan kun se gevinster ved ligestilling. Jeg synes, det er så mærkeligt og hulemandsagtigt ikke at tænke, at det faktisk kunne være fedt med mere ligestilling. Den største tilfredsstillelse i mit liv har været at holde barsel og se min kone jagte det, hun drømmer om.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har? 
”En guldmedalje fra det danske fodboldmesterskab fra for et par år siden. Jeg har stået på Nedre C siden Champions League-kampen mod Lazio i 2001 og fik selvfølgelig sæsonkort, da jeg flyttede fra Bornholm til København. Med årene er jeg blevet en del af den fodboldfamilie, der er rundt om FCK, hvor jeg har dj'et i pauserne eller været vært ved mesterskabsfesterne. Jeg er ikke ansat, men jeg holder med holdet, og det er en stor ære for mig at kunne bidrage. 

Nå, men jeg var blevet inviteret med på Rådhuset til fejringen, og til middagen bagefter faldt jeg i snak med en spiller, der havde været skadet i et stykke tid og derfor ikke havde spillet meget. Vi talte om det her med, at man vistnok skal spille i et antal minutter for overhovedet at få en medalje. Han havde fået en, men var faktisk lidt skamfuld over den, fortalte han mig, fordi han nærmest ikke havde spillet en kamp. ’Vil du ikke have den?’ spurgte han mig, og det afviste jeg selvfølgelig. Det var jo hans medalje. Han synes, det var forkert, at han havde den, og vi endte med at aftale, at jeg kunne holde den for ham på ubestemt tid. ’Du må bare ikke sige noget til Ståle,’ sagde han. Nu er den i min lejlighed, og det er et godt partytrick at vise den til Brøndby-fans, så de også kan prøve at opleve, hvordan det er at være tæt på en guldmedalje. Og når man tænker over det, er det jo ret vildt, at der findes mange store, danske fodboldspillere som fx Christian Eriksen, der ikke har en dansk mesterskabsmedalje. Men det har Pelle fra Allinge. Som i øvrigt slet ikke kan spille fodbold.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på? 
”En middag på Gorilla sammen med min kone. I løbet af 16 måneder fik vi to børn, så vi har været igennem en slags menneskelig ekstremsport, hvor vi nu kan se lyset igen. Den yngste er lige blevet et år, så nu kan de blive passet, og vi kan gå ud at spise sammen. Vi forsøger at dyrke det minimum en gang om ugen. Det er vigtigt at få tilbragt tid sammen i andre roller end som mor og far.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 
”Venedig. Jeg er ikke så berejst et menneske, og jeg havde aldrig været uden for Europa, før jeg fyldte 23 år. Men min kone og jeg tog til Venedig, lige da vi havde mødt hinanden. Og i julegave i december gav hun mig en tur derned igen. Det er jo genialt: To timer fra København, speedbåd ind til byen, rent Legoland for voksne. Det er som at sejle direkte ind i et postkort. Venedig er den type destination for mig, hvor jeg er i mode i det sekund, jeg lander.”

Hvornår vidste du, at du var god?
”Jeg er vokset op i en familie uden mange penge. Jeg vidste, jeg aldrig kom til at være sej eller gå i det seje tøj. Så min overlevelsesmekanisme var at være sindssygt høflig. Der måtte ikke være en finger at sætte på mig, selvom jeg ikke havde de rigtige ting. Det er lidt vildt som 7-8-årig at lægge sådan en strategi, men det betød for eksempel også, at jeg var rigtig god i skolen, fordi det for mig handlede om at opbygge en indre værdi om at have styr på mine ting. ’Pelle er sød og ordentlig,’ skulle folk tænke. Allerede dengang besluttede jeg mig for at være god. Sidenhen er det kommet mig til gode, at jeg satte mig for at blive god i skolen og interessere mig for dansk, sprog og kultur, fordi det er blevet en stor del af mit arbejde.”

Følg Pelle her og find også Ekstranummer, som er Pelles ekstraordinært gode podcast om historierne bag musikken.