”Come on and slam and welcome to the jam."

Heppede du også på Michael Jordan og hans tegneseriehold med Snurre Snup og Pelle Gris i slutningen af 1990'erne og gennemspillede videobåndet med 'Space Jam' så mange gange, at der gik båndsalat i det til sidst? 

Så er der gode nyheder til dig; 'Space Jam' får endelig en 2'er.

For mange børn og unge var sportsfilmen, der blandede liveaction og animation, årsagen til, at man efterfølgende holdt sig vågen til langt ud på natten for at se Chicago Bulls spille i NBA. Og måske stadig er årsagen til, at man gør det, selv om der er gået over 20 år, og at klubben ikke længere er nogen magtfaktor i verdens bedste basketball-liga.

Michael Jordan havde i den første 'Space Jam' hovedrollen og spillede sig selv. Denne gang er det nutidens superstjerne, der skal være trækplaster.

LeBron James tager over efter Jordan, og det er også hans produktionsselskab, der laver filmen. Rygterne om en opfølger til filmen fra 1997 har kørt i flere år, men nu bekræftes de af LeBron James-lejren på Twitter.

LeBron James er en stor fan af 'Space Jam'-konceptet og har længe leget med tanken om at genskabe filmen. 

'Space Jam 2' skal instrueres af Terence Nance, der står bag HBO-showet ‘Random Acts of Flyness’, mens 'Black Panther'-instruktøren Ryan Coogler vil komme til at stå for produktionen.

 "’Space Jam’-samarbejdet handler om så meget mere, end at Looney Tunes og jeg bare skal lave filmen sammen," siger LeBron James til Hollywood Reporter og fortsætter:

"Det er så meget større. Jeg vil elske, hvis børn kan lære at forstå præcis, hvor vigtige de kan føle sig, og hvor vigtige de kan blive, hvis de ikke opgiver deres drømme. Og det tror jeg, at Ryan gjorde for mange mennesker (med ‘Black Panther’, red.)."

Hvornår 'Space Jam 2' får premiere vides endnu ikke. Men optagelserne begynder næste sommer, når NBA-sæsonen er forbi.