Emahoy

’Ethiopiques, vol. 21: EmaHoy (Piano Solo)’ (2006)

”Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrou var en etiopisk nonne og pianist. Hun døde lige for nylig i en alder af 99 år. Jeg fandt hende for nogle år siden gennem Spotify, og det er jeg virkelig glad for. Pladen her er kun med klaver, og det er ekstremt meditativt og lidt bluesagtigt.

I hendes fraseringer hører jeg klassisk indflydelse og etiopisk folkemusik, og hun har nogle elegante krøller på sine melodier, der gør det ekstremt behageligt at lytte til. Meget sjælfuldt og svært at placere i en bestemt tid. Jeg hører det ofte som musikalsk baggrundstapet, for det bringer en sindssygt dejlig stemning.

Der er et par numre, der stikker ud: ’The Homeless Wanderer’ og ’Homesickness Pt. 1’, men det er en vibeplade, der ikke indeholder det ’sensationelle’, så man skal helst bare sætte den på og lade den spille. Kompositionerne bygger på repetitive mønstre, men hun har bare en aura omkring sit touch på klaveret og i fraseringerne, der ikke lyder som noget, jeg har hørt før. Det er opløftende musik med en vis melankoli. Meget legende og svært at definere.”

Clariloops

’Sun//Rain’ (2021)

”Min søn er begyndt at spille klarinet, og jeg vil gerne kunne spille med ham, så derfor har jeg selv købt en. I min søgen efter inspiration fandt jeg Clariloops. Hun laver liveloops med sin klarinet, det vil sige, at hun optager et spor musik med klarinetten, sætter det til at spille i loop, og så optager hun et nyt spor og opbygger således musikken i nuet.

Hun bruger det på en ret nyskabende måde. Jeg vil kalde hende en elektronisk artist, og hendes musik har nogle lidt mærkelige mønstre med synth-agtige lyde. Jeg elsker klarinetten for dens trælyd, så det er ret innovativt af hende at føre den ind i det her elektroniske univers.

Der er et nummer, der hedder ’Mornings’, som er meget smukt. Det egner sig godt til at høre i loop faktisk, ha ha. Hele pladen er, ligesom hos Emahoy, ret meditativ, og det er nok et udtryk for, hvordan jeg ofte lytter til musik. Jeg kan godt lide at bruge musik som soundtrack til min dag. Noget, der er med til at sætte en stemning.”

Vladimir Horowitz

’The Last Romantic’ (1985)

”Vladimir Horowitz har måske været en af alletiders største klassiske pianister. En romantisk virtuos. Udover at være teknisk perfekt har han en sjælden følelse og indlevelse i sit spil, som for mig gør, at han skiller sig ud fra mange af de andre mestre.

Han var en plaget sjæl. Han syntes selv, han var virkelig dårlig, og han havde en periode på flere år, hvor han nægtede at spille live, fordi han ikke troede på sine egne evner og gik ned med depression. Det kan være svært at forstå, når man hører ham spille, for han er en sand mester. Jeg bilder mig ind, at jeg kan høre hans smerte i hans spil. Som om den løber ud gennem fingrene på ham.

Jeg kunne have valgt andre album af ham, men lydkvaliteten på ’The Last Romantic’ er bedre end på mange af hans andre udgivelser, da den her er lavet i et studie, så man slipper for at høre publikum hoste og klappe som på mange af hans andre plader. Og så indeholder den en god blanding af Bach, Mozart, Chopin og Schubert.”