Detroit er en af de byer, der aldrig optræder på rejsemagasinernes guider til storbyferier og weekend-getaways, og det er ikke tilfældigt. Byen, der gav os bilen og motorvejen og 1900-tallets store amerikanske industrieventyr, er ved at dø, og kønt ser det ikke ud.
OVER ALT i byen ser du dem stå og vente tavst på bulldozerne – de afspærrede, graffitiovertegnede kontorbygninger med knuste vinduer. Spånplader er sat op foran dørene for at holde vandaler væk. På gaden i downtown stiger hvid damp op fra sprækkerne i asfalten. Mennesker er et sjældent syn. Var det virkelig her, i USA's bankende, kulsvedne maskinrum, at Ford-bilerne engang rullede ud på samlebånd, og hvor skyskrabere skød op i marmor og bronze i knusende selvsikker italiensk renæssancestil?
På Detroit Institute of Arts kunne gæsterne studere værker af Rembrandt, Bruegel, Van Gogh og Picasso på en af verdens største kunstsamlinger i en af USA's største byer. Det var også i Detroit, at Berry Gordy sagde sit job op på Ford og åbnede pladeselskabet Motown i 1959. Han ville hellere lave soul end biler, og i studiet indspillede han plader med Marvin Gaye, Stevie Wonder og Jackson 5.
Få år efter begyndte det at gå ned ad bakke for Detroit. Efter voldsomme raceuroligheder drænedes byen for folk, der flyttede ud til forstæderne. Og da amerikanerne på samme tid fik smag for billige, benzinøkonomiske japanske biler, tog Detroits nedtur fart. I dag er byen så meget på spanden, at den ikke har råd til en kop kaffe.
LÆS OGSÅ Detroit: En by går kold
DET MÅSKE MEST skrækindjagende syn venter dig i udkanten af byen. Her finder du Michigan Central Station, der blev åbnet i 1913, da fremtiden stadig tegnede lys for Detroit. Ventesalen var bygget som et romersk bad med søjlearkade, cigarbutik, barber og aviskiosk. På restauranten kunne man spise, mens man ventede på toget til Chicago. Oven på stationen tronede en kontorbygning i 18 etager, og fra toppen kunne man se ud over byen og motorvejene, der skød ud gennem landskabet som lange linealer.
Paradoksalt nok var det byens bilindustri, der endte med at tage livet af togtrafikken. I 1988 rullede det sidste tog ud fra Detroit, og i dag står den kolossale bygning rungende tom, spærret af med pigtråd og med vinden hylende gennem de tomme vinduer. Alt inventar er væk, tyve har for længst flået huset for messing og kobberledninger. Forsøg med at indrette bygningen som politistation og senere som butikscenter gik i vasken.
Nu står Michigan Central Station som et mørkt, afsjælet monument over industriens glade, ubekymrede barndom. Sært dragende virker den, når man kører forbi, standser bilen, stiger ud og bare kigger. Det er muligt, at Detroit aldrig får spalteplads i Condé Nast Traveller. Men for ruinturister og urban explorers er Michigan Central Station et yderst eftertragtet rejsemål: Amerikanernes eget, private Colosseum.
