Jeg er mest mand, når mit hjerte slår, når jeg er vågen, når jeg ser, hører og føler, når jeg tænker, når jeg bevæger mig, når jeg har det godt eller skidt. Når jeg giver og modtager kærlighed og omsorg. Jeg er mest mand, når jeg er i live, når jeg er fri, og for mig er det en ufrihed, når enten jeg selv eller andre stiller forventninger til, hvordan jeg skal være, eller hvad jeg skal gøre for blive betragtet som mandig eller mand overhovedet. Jeg prøver ikke at lade mit køn begrænse, hvordan jeg lever, eller hvordan jeg lever, begrænse min forståelse af mit køn.
Min største udfordring som mand er, at jeg ikke kan og aldrig har kunnet leve op til idealet om at være en ’rigtig mand’. Sådan en mand som er hårdfør, selvsikker, rationel, i kontrol og så videre. Det har taget mange år for mig at indse, at jeg ikke er et dårligt menneske eller en dårlig mand, fordi jeg ikke kan leve op til de her maskulinitetsidealer, og det er stadig en udfordring for mig.
Det, jeg har lært mest af MeToo-sagen, er, hvordan mennesker, især på tværs af køn, kan have radikalt forskellige oplevelser af de samme hændelser, og hvor komplekst, men også vigtigt, det er, at vi kan anerkende og respektere de forskellige oplevelser. Hvad jeg opfatter som almindeligt og flirtende, kan opleves som grænseoverskridende af en kvinde. Den erkendelse har lært mig, at vi skal gøre meget mere ud af at sætte os ind i, hvordan flirt, sex, grænser og samtykke kan være helt anderledes hos den, vi står overfor, og det er vi nødt til at tage i betragtning.
Hvordan synes vi egentlig selv, det går?
Manden anno 2021 kalder på en midtvejsevaluering. Hvor kommer vi fra, hvor er vi på vej hen, hvor står vi egentlig. Det har vi sat os for at undersøge. Læs med i Euromans aprilnummer og på euroman.dk.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd
