Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Da jeg var 18 og nyudklækket student, begyndte jeg at arbejde nede på hovedbanegården i Aarhus med at slæbe kufferter rundt. Mine gamle klassekammerater kom hen, når jeg arbejdede og gjorde grin med mig: ’Er det alt, hvad du har fået ud af at være student?’

En ældre herre havde lagt mærke til mig og afbrød mig en dag i arbejdet: ’Hør her, unge mand. Jeg kan se på dig, at du er fyldt med skam. Det må du se at få væk. Skam dræber! Og kan du få det ud ad systemet, får du foræret at være stolt, og stoltheden giver dig værdighed.’ Præcis de ord: skam, stolthed og værdighed er for mig i dag hele livet og mit drive.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Jeg lærte først min far rigtigt at kende, da han lå på sit dødsleje. Vi fik talt ud, da vi sagde til hinanden: ’Vi har kastet det meste af vores liv væk.’ Min far var sømand, og vi gik helt forkert ad hinanden, fordi han drak meget, når han syntes, livet var ad helvede til. Men samtidig havde han et muntert sind.

Jeg husker en juleaften, hvor han havde været væk i en uge, men pludselig kom hjem med fire gæs under armene. Han havde gået rundt med de gæs i hele København og drukket sig pishamrende fuld. Min mor blev vred, da han trådte ind, men far var helt rolig: ’Kan du ikke lige ordne dem her, så får vi en god juleaften.’ Jeg har efterfølgende indset min fars betydning for mit liv. Han gav mig hele verdenslitteraturen: Fjodor Dostojevskij, Jack London og John Steinbeck og lærte mig tidligt at læse og stave før alle mine jævnaldrende.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Da jeg mødte Marianne i 1976. Min søn Tom var alvorlig syg med astma, og der var ikke én nat, hvor vi sov igennem. Vi lå bare og ventede på, at Toms hæse røst kom. Marianne tog sig især af denne tapre knægt, og hendes moderinstinkt var kraftfuldt og skabte mirakler.

Tom fik på et tidspunkt et slemt astmaanfald og kom i koma. Da han vågnede igen, sagde Tom selv, at han var blind og lam, hvilket læger har forklaret mig kan ske, hvis et barn har meget angst. Så kan man bilde hjernen ind, at man ikke kan se eller bevæge sig. Marianne fortalte Tom en løgn ved hans sygeseng: ’Det var dog et fantastisk snevejr.’ Tom drejede hovedet ud mod vinduet: ’Marianne, det sner ikke.’ Hun fik ham også til at gå igen, og på grund af hende fik Tom skabt sig et liv og nåede at blive forelsket. Han døde midt i et astmaanfald i armene på mig i 1985, kun 14 år.

I månederne efter kunne jeg drikke en flaske whisky i døgnet, det var ligesom at drikke vand. Men efter syv måneder fortalte min anden søn Nicky mig: ’Jeg har lige set Tom, han fløj langt ude i universet med en masse andre bittesmå børn og sagde: ’Sig til far, nu må han ikke græde mere.’ Jeg så det som om, at der var et message gennem drengen til mig, for at vi kunne rejse os igen. I dag siger Nicky, at han aldrig så Tom flyve rundt. Men jeg ved, at jeg har hørt det. Jeg ser også mirakler alle vegne efterhånden.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Som 18-årig hang jeg ud med den barske fyr Leon Owild (senere kendt som Danmarks storsmugler og gangster, red.) og hans slæng nede ved havnen i Aarhus. En dag kom en konkurrerende bande derned og spurgte, hvem ham den nye var, og hvad han duede til. Leon fortalte mig, at det betød, at jeg skulle slås med en af dem. Jeg havde aldrig prøvet at slås før. Men Leon var ligeglad: ’Du er kommet ned til os. Her er den ene bande, her er den anden. Jeg er boss. Der er ingen vej udenom.’ Leon lærte mig hurtigt inden, hvordan man holder en kniv, og hvordan man stikker den nedefra. Da vi gik i gang, var jeg så heldig at få kørt min kniv henover maven på min modstander, inden han sprang op og hamrede sin kniv ind i min venstre skulder. Jeg har stadig et stærkt ar fra kniven. Leon afbrød kampen: ’Okay, nu er I ramt begge to. Kurt er hos os fra nu.’ Bagefter turde jeg ikke tage hjem til mine forældre og boede derfor i 14 dage hos Leon og hans smukke søster, som fik lappet mig sammen. Jeg blev aldrig rigtig en del af miljøet, fordi min far fik mig til at indse: ’Den vej går kun nedad.’”

Hvad er din største skuffelse?

”Min fyring hos Rapport. Da jeg var kommet til i 1971, var hele Aller-koncernen ved at gå nedenom og hjem. Så kom jeg ind ad døren og lavede Rapport helt alene. De næste 10 år tjente jeg 20 millioner kroner ind til Aller hvert eneste år. Omkring 10-årsdagen blev jeg kaldt ind til chefen Poul Holdt Hansen, og jeg troede, at jeg skulle have en bonus efter min indsats, men jeg fik i stedet at vide, at jeg var fyret på grund af min alder. Jeg var kun 41 år.

Herefter sagde jeg til Poul, at jeg var glad for, at jeg var så ung, at jeg kunne nå at pisse på hans grav. En kommentar, som jeg ved, flere unge journalister har moret sig med at fyre af for sjov. Min fyring gjorde ondt i starten, men i virkeligheden var det en billet til frihed og min største succes. Jeg skulle kæmpe for at få mit navn igen, og det tog mig 15 år, hvor jeg hoppede fra den ene avis til den anden.”

Hvad skal enhver mand udrette, inden han dør?

”Han skal være en champ og en hero. Både en champ og en hero dør nemlig to gange. Personligt synes jeg, at en af de mest charmerende ting, jeg har udrettet – and it might sound really crazy – er, at jeg har skabt begrebet ’de tre tankeprikker’. Jeg slutter altid mine sætninger med tre prikker. Det har gjort, at a lot of people love me and a lot more hate me, men jeg synes, at de tre prikker som begreb er en stand-up power.”

Hvad er din vigtigste telefonsamtale?

”Det var, da jeg i 1968 som helt ung journalist læste, at Muhammad Ali var blevet frataget sine titler, fordi han nægtede at være soldat i Vietnam. Jeg fik den idé at ringe til Ali for at lave et interview, og det var før internettet, så jeg brugte tre dage på uafbrudt at ringe til folk, som sendte mig videre til en anden. Det gjaldt hele tiden om at få et nyt nummer.

Langt om længe fik jeg nummeret, og der var en kvinde, som tog telefonen: ’Who are you? Where are you calling from?’ Jeg forklarede, at jeg var fra Danmark, og hun sagde, at hun ikke kunne finde det på verdenskortet. Herefter fortalte hun, at Ali ikke var til stede, men ude at handle bleer ind til sine unger i en drugstore og bad mig om at give mig et nummer, så ville han ringe tilbage.

Der gik fem timer, og så ringede telefonen pludselig inde på kontoret hos min chef: ’Kurt, det er ham!’ Af bare stress tabte jeg kaffen. I røret blev jeg mødt af denne fantastiske sydstatsstemme: ’Muhammed Ali. How can I do you a favor?’ Bagefter fik jeg oversat min artikel og sendte den til ham. Jeg modtog et brev fra ham, som jeg har gemt som juvel. Her skrev han: ’The way you write and talk you are a very humble person. I am humble. Humble people are people of God.’ Når vi sidenhen mødtes ved boksearrangementer, lød det altid: ’Hey, that’s my friend, Kurt from Copenhagen!’”