Som dreng så jeg vanvittigt meget op til min far. Uden at være bevidst om det har jeg nok stræbt efter at blive meget som ham. På et tidspunkt går man så fra at prøve at imitere sin far på alle mulige måder, til at man pludselig opdager alle ens forskelligheder, og at man er sit eget menneske. Måske har det også noget at gøre med at blive mand, det der med at blive et helt menneske. Jeg ser stadig meget op til min far, men nok ikke på den samme idoliserende måde.
Jeg har følt mig meget utilstrækkelig som mand i forbindelse med, at vi har fået vores første barn. Under hele graviditeten er det for det første kvinden, der gør hele arbejdet. Hun har ondt over det hele og bærer på den ekstra vægt, mens manden bare har det, som han plejer. Pludselig er der bare et barn, hvor jeg føler som mand, at man ikke fatter noget, før man står med barnet i sine hænder. Efter fødslen er barnet jo også livsafhængig af moren – ikke af faren. Der gør jeg helt klart gøre nogle ting for at kompensere.
