1. Cowboy og indianer

”Western-tematikken var at finde på mange catwalks. Hos Prada så vi cowboy-slips, GmbH brugte lakerede cowboy-støvler, mens Valentino trak kraftige tråde til indiansk kultur med mønstrede skjorter i brune nuancer. Oilskindsjakker, ruskindsfrynser og westernskjorter kan meget vel komme til at fylde mere i modebilledet i 2020.”

2. De grønne fingre fandt vej til catwalken

”Fendi og Louis Vuitton afholdt begge shows under åben himmel, og var tydeligt inspirerede af gartner-uniformer og havearbejde. Der var havehandsker, stråhatte, regnfrakker, naturfarver, sydvest-hatte, blomsterprint og blomster i taskerne. Den meget omtalte outdoor-tendens omfatter omfatter altså ikke kun beklædning til den rå natur, men også mere nedtonede gartner-temaer.”

3. Pastelfarverne fortsætter deres sejrstogt

”Pastelfarver er stadig populære. Hos mærker som Paul Smith, Acne og Valentino så vi pastelfarver i alle nuancer, hvor især lavendel-temaerne trak en del opmærksomhed. Det er dog ikke i år, du skal finde dine stramme lavendel-farvede jeans fra. Pasformerne er stadig meget boxy og generelt oversize.”

4. De undertrykte highschool-kids er blevet voksne

“Dem, der var unge i 00’erne, er blevet voksne, og nogle af dem er øjensynlig også blevet designere. Alt tyder i hvert fald på, at 00’ernes emo-æstetik, hvor stilen ser billig og nærmest apatisk ud, er på vej tilbage. Hos svenske Eytys optrådte emo-rapperen Yung Lean og understøttede perfekt kollektionens bevidste ikke-æstetik. Også modeverdens foretrukne hadeobjekt, Vetements, inddragede t-shirts med print og emo-makeup.”

5. Oversize-minimalismen kombinerer komfort og æstetik

"Ikke alt var destruktivt, overdrevet og uæstetisk. Også den japansk-inspirerede minimalisme tiltrak stor opmærksomhed hos brands som Loewe, Hermès og OAMC. Her kombineres rolige farver som beige og råhvid med løse boheme-pasforme. Rent, smagfuldt og komfortabelt.”