Pep Guardiola har generelt bedre stil end størstedelen af sine kolleger rundt omkring på sidelinjerne. Og så fornyer han sig oven i købet.

Hvor han i sin Barcelona- og Bayern-tid svor til skræddersyede jakkesæt og velsiddende kashmirfrakker, er han, efter han kom til Engelsk fodbold gledet over i en dress code, der ligner det, hans holds fans går i.

Et af mærkerne, han og fansene deler en forkærlighed for, er Stone Island.
Mærket, der blev stiftet i 1982 i Modena, blev dengang hurtigt stort på de italienske gadehjørner, og engelske fodboldfans tog det til sig efter at have set det under rejser til udekampe mod italienske klubber.

Stone Islands kompaslogo blev en fast del af fan-uniformen, såkaldt terrace wear, sammen med mærker som Lacoste, Elesse og Burberry.

Der er tradition for, at fodbold– og bandkulturen i England påvirker hinanden frem og tilbage, og med bands som Stone Roses, Oasis og Happy Mondays blev Stone Island også et brand for dem, der først og fremmest søgte ekstasen gennem musikken.

Den forbindelse varer ved. Efter sidste års Glastonbury-koncert tweetede Liam Gallagher, at den cunt, der stjal hans Stone Island parkaer, gerne måtte levere dem tilbage.

Når nu Pep Guardiola også er begyndt at gå i Stone Island, kunne det have været et mislykket forsøg på at være ung med de unge. Men det fungerer, catalonieren har god sans for, hvad der klæder ham, og kombineret med et par stramme jeans og hvide sneakers, er garderoben gennemført uden at skrige på opmærksomhed.

Nu har han så også gjort den endnu mere subtil ved at knappe det karakteristiske logo af skulderen. Der er dog ikke kun tale om et fashion statement. Ifølge engelsk GQ hænger det også sammen med, at hans arbejdsgiver, Manchester City, har et fast samarbejde med mærket Dsquared2.

Det canadiske luksusstreetwear-mærke er kendt for mere iøjnefaldende og farverigt tøj – stifterne har trods alt en fortid hos Diesel og Versace – men Guardiola har fundet en næsten neutral sort jakke fra mærket for at glæde cheferne. Han har dog ikke kasseret sin neoprenbomberjakke fra Stone Island, kun mærket.

Og hvem ved, i en tid, hvor Stone Island arbejder på at blive store i USA, og hvor rappere som Drake og Travis Scott og en beklædningsgigant som Nike har erklæret det sin kærlighed, er det måske måden at gå med det og bevare et skær af subkulturel coolness.


LÆS OGSÅ: Prins William har fundet en frisure der klæder ham

LÆS OGSÅ: Modeserie: Rule Britannia

LÆS OGSÅ: Er Hector Bellerìn fodboldens mest velklædte spiller?