Den føles lavere end en 3-serie at sætte sig ind i. Sådan skal det være, når man kører coupé. Sæderne støtter de rigtige steder, cockpittet byder sig til, og sikkerhedsselen føres elegant frem via en motoriseret arm, så du ikke skal vende dig for at gribe den. Klassiske BMW-tricks. 

For at vælge en BMW 430i Coupé i stedet for en 330i sedan skal du hoste op med 57.000 kroner ekstra. Som sådan ikke galt, men du får mindre plads, og så skal du have noget andet til gengæld. Typisk handler det om design. En coupé er mere sporty og har mere udstråling, sådan er det også med 4-serien, sammenlignet med 3-serien. Der går lidt mere sælger-Helge og lyseblå skjorte i en sedan. Men er coupeen pænere i det her tilfælde? Ikke i mine øjne, tværtimod. Næsen er i vejen. Den fylder så meget, at den også kommer til at fylde lidt i denne anmeldelse. Man kan hylde den for at være modig, man kan mene, at den er flot og giver bilen karakter.