DEM, DER MØDER OP, bestemmer. Og hvis der er nogen, man altid kan regne med, så er det den enorme efterkrigsgeneration, som blev voksne samtidig med de første farvefjernsyn og den fri porno. De har været vant til at gøre deres indflydelse gældende hele livet, og nu dominerer de i stigende grad dansk politik. Mimrekortet er blevet trumf.

Ingen magthavere tør længere lægge sig ud med boomerne. Realpolitik handler nemlig om matematik – eller rettere, om vælgermatematik. Antallet af ældre i Danmark forventes at stige med 50 procent frem mod 2040, og allerede her i løbet af 2020’erne vil godt en tredjedel af befolkningen ende med at være over 60 år. Og da ældre bruger deres stemmeret mere aktivt, end de yngre gør, vil det faktiske flertal i en række af landets kommuner snart blive udgjort af pensionister.

ENHVER POLITIKER, der gør sig forhåbninger om at blive valgt, er ganske enkelt nødt til at tilgodese de ældre. Statsminister Mette Frederiksen (S) har hurtigt fornemmet det historiske omslag. De unge ministre gør alt for at fremstå gammelmodige og ængstelige.

Siden folketingsvalget i 2019 har de vælgere, som enten nærmer sig pensionsalderen, eller som for længst har trukket stikket, haft suveræn førsteprioritet. De to mest spektakulære beslutninger har således været målrettede forsøg på at tilgodese de ældre – og tilmed på demonstrativ bekostning af unge og yngre. Både i den økonomiske politik og i corona-bekæmpelsen.

GAMMELMANDSVÆLDET styrer. Mest symbolsk blev den tidligere pensionsalder først indført for de +60-årige, som har været mange år på arbejdsmarkedet, den såkaldte ‘Arne-pension’. Dermed trækkes godt 10.000 midaldrende personer ud af arbejdsmarkedet, men helt i tråd med den aldrende tidsånd lå løsningen lige for på Christiansborg: Ved at forringe dagpengesatsen til nyuddannede skal et tilsvarende antal unge presses hurtigere ud i arbejde.

Omprioriteringen fra unge til ældre er et varsel om den nye hoveddynamik i dansk politik: Epoken, hvor de erhvervsaktive i aldersgruppen fra 30 til 50 år kunne sætte sig igennem, ser endegyldigt ud til at være slut. Fremover vil sundhedspolitik og ældrevelfærd i stedet blive den udslagsgivende dagsorden, som både små og store partier kæmper indbyrdes om.