Foto: Rasmus Weng Karlsen

Derfor er det næsten umuligt for de kendte at få succes i politik

De kendte flokkes om politik disse dage. Og det politiske liv, længes efter kendte ansigter, som vælgerne kan huske.

I efteråret blev debattøren og forfatteren Mads Holger opstillet som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. I marts måned præsenterede Alternativet standupperen Anders Stjernholm som kandidat. Og i løbet af de seneste dage har både poeten Yahya Hassan og den tidligere fitnessdronning Charlotte Bircow meldt deres folketingskandidatur for henholdsvis Nationalpartiet og Liberal Alliance. 

LÆS OGSÅ: Mads Holgers forunderlige rejse: Med Klub Jet i Istanbul

Alligevel er der langt fra Danmark til USA, hvor den tidligere skuespiller Ronald Reagan sad to præsidentperioder, og hvor bodybuilder og actionhelt Arnold Schwarzenegger blev valgt som guvernør for den folkerige stat Californien.

For herhjemme har de kendte, til trods for deres karisma og den eksponering, de bringer med ind i politik, kun lille mulighed for at få reel indflydelse.

”De vil formentlig kun gøre sig bemærket i den politiske debat, hvis de siger noget rigtig dumt, som kan blive udnyttet af deres politiske modstandere,” siger Jarl Cordua, politisk blogger og radiovært på Radio 24-Syv. 

”Det er der, pressen har sine allerstørste forhåbninger, tror jeg. Hvis Nationalpartiet kommer over spærregrænsen, og Yahya Hassan bliver opstillet, er der jo nærmest statsgaranti for, at han siger et eller andet helt ude i skoven,” siger han og uddyber, at politik ikke handler så meget om holdninger som om sejt arbejde, kompromiser og lange aftener i forhandlingslokalet. Sammenhængende strategier frem for løsrevne betragtninger.

LÆS OGSÅ: Yahya Hassan i fejde med kultureliten


Governator. Arnold Schwarzenegger bliver taget i ed til sin første periode som guvernør, i 2003. I 2007 fik han fire år mere i embedet. Foto: Getty

Så samtidig med at kendtheden kan sikre en hurtig vej ind i politik, kan den manglende snilde og erfaring vise sig at føre til en lige så hurtig exit, hvis man er lidt for frisk i måden, man formulerer sine politiske visioner. Det er der flere, der har måttet erfare gennem årene. 

For eksempel blev det ikke taget voldsomt alvorligt, da studievært og journalist Paula Larrain i 2007 blev valgt som konservativ folketingskandidat og som noget af det første blev citeret for at ville indføre morgensang i folkeskolen. Hun kom ikke ind.

”Det med at sige noget dumt er virkelig farligt, det er et minefelt” siger Mark Ørsten, leder af journalistikstudiet på RUC.

Han nævner som et andet eksempel erhvervsmanden Lars Kolind, der kortvarigt var opstillet som kandidat for Ny Alliance, indtil han foreslog at omdanne Fyn til et skatteeksperiment med en flad skat på 40 procent.

”Han døde, om man så må sige, rimelig hurtigt,” siger Mark Ørsten, der betegner det som en risikabel strategi for partierne at benytte sig af kendte ansigter på kandidatlisten.

Også ud fra et medieperspektiv. For lige så meget som medierne længes efter og er med til at hype diverse darlings, lige så hårde er de, når valgkampen er i gang. Så er der ingen kandidater, som journalisterne håndterer med fløjlshandsker, mener han.

Mark Ørsten minder om, at Naser Khader var meget populær i medierne, da Ny Alliance blev dannet, og at partiet fik meget positiv omtale i medierne. 

”Men da det kom til stykket, og Naser Khader offentligt skulle formulere en politik og svarede forkert i offentlige debatter og svedte og stammede, var medierne fuldstændig nådesløse. Hvis du har en stor eksponering i forvejen, har du det også, når det går den anden vej,” siger Mark Ørsten, der forestiller sig, at Yahya Hassan kan løbe ind i lignende modstand.

”Man vil nok angribe ham for ikke at have en sammenhængende politik.”

Men er der da slet ikke tale om nogen succeshistorier, om kendte, der skaffer sig vej ind i politik og sætter et positivt aftryk?

”Umiddelbart er det svært at komme i tanke om nogen, der er kommet ind og virkelig har fået en betydning,” siger Mark Ørsten, der mener, at Joachim B. Olsen er det tætteste, man kommer.

”Han har overlevet det der med at sige noget dumt. Og har, til en vis grad, fundet ud af, hvem han skal være som politiker. Men han har også måttet arbejde ret kraftigt på det. Den politiske anerkendelse er ikke bare noget, man får.”


En slider. Joachim B. Olsen har som en af få med en alternativ vej ind i politik formået at bide sig fast. Foto: Getty

Men selv om de kendte på Christiansborg ofte huskes for strategiske brølere eller for urealistiske visioner, og selv om de som regel skal demonstrere deres udholdenhed, før de begynder at aftvinge respekt fra de mere skolede politikerkolleger, er kendisfaktoren, som det fremgår, stadig i høj kurs, når de politiske partier rekrutterer kandidater.

”På en række punkter minder partierne utrolig meget om hinanden. Så derfor leder man efter personer, med karisma. Så stemmer vælgerne efter, om de kan lide ham eller hende. På den måde er dansk politik blevet stadig mere personaliseret. Også mere end de lande, vi plejer at sammenligne os med,” siger Mark Ørsten.

Et andet spørgsmål er så, hvad der får de kendte til igen og igen at gøre sig forhåbninger om politisk gennemslagskraft, selv om det hører til sjældenhederne, at de
udvikler sig til deciderede magtfaktorer.

Jarl Cordua mener ikke, at man skal underkende ekshibitionisme som motivationsfaktor: 

”Og det er ikke kun for de personer, vi her taler om. Det er gennemgående for de fleste politikere af nyere dato, at de har et se mig-gen. De lever for det at stå i blitzlyset, være i mediegyngen og tage sværddansen med den skarpe journalist. Men selvfølgelig er det ikke kun den ambition, der får folk til at gøre det. De fleste går jo ind i politik, fordi de mener, at samfundet skal flyttes i den eller den retning.” 

LÆS OGSÅ:Yahya Hassan: Monte Carlo er en propagandamaskine

LÆS OGSÅ: 10 ting du (måske) ikke vidste om partilederne

LÆS OGSÅ: Mads Holger: Den politiske korrekthed vidner om vores tabte fællesskab
 


Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte