Meningsmålinger og politiske spåkoner bedyrer, at klima bliver det vigtigste tema i valgkampen, der venter lige om hjørnet. Jeg tillader mig at tvivle. Vi er langt fra færdige med at diskutere indvandring og integration.
Trykket mod Europa fra en spirende folkevandring fra syd er et vilkår, vi vil være konfronteret med i årtier frem, og det er legitimt, at vi herhjemme og i europæisk sammenhæng forsøger at beskytte vores samfund mod for voldsomme omvæltninger og den sociale uro og politiske populisme, vi ser følge med. Samtidig er der stadig udfordringer med at få de indvandrere, især kvinder, som allerede er kommet hertil fra lande som Irak, Somalia og Syrien, integreret i tilstrækkelige antal i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det er reelle problemer, som politikere og vælgere har en soleklar interesse i at få diskuteret i en valgkamp.
Men det ændrer ikke ved, at politikere fra alle sider skaber unødig splittelse, når de med skræmmebilleder og symbolpolitik udråber nydanskere til en trussel mod nationen og endda synes parate til at droppe selve tanken om integration.
Det er udtryk for en politisk logik, der er ude af trit med virkeligheden. Integrationen af udlændinge i Danmark i de senere år er tværtimod en bemærkelsesværdig succeshistorie. Aldrig har så mange nye danskere været i beskæftigelse som i dag, og stadig flere får en uddannelse.
Det gælder især unge kvinder, men deres brødre følger bedre og bedre med, og uddannelse og job er nøglen til at finde fodfæste i det danske samfund. Undersøgelser viser også, at indvandrere i stigende grad deltager i foreningslivet, stoler på myndighederne og bakker op om demokratiet og vestlige frihedsværdier. Færre er kriminelle, og antallet af ghettoer falder.
Stort set alle partier i Folketinget har bidraget til denne glædelige udvikling, men ingen vil tage politisk medejerskab af en integration, som forskere i ugebrevet Mandag Morgen har kaldt den mest effektive i Europa. Dansk integrationspolitik er blevet antitesen til det gamle mundheld om, at en succes har mange fædre, men at en fiasko er forældreløs.
Nuvel, integrationen synes at fungere foruden, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at den aktuelle uvilje imod integration som begreb for alvor får fodfæste. Dertil er erhvervslivets behov for ny arbejdskraft for stort og nydanskernes lyst til at skabe sig en fremtid her i deres nye hjemland for voldsom en kraft. Det sidste giver vi i dette nummer af Euroman en håndfuld eksempler på, og ingen har hidtil kunnet holde de her mænd nede.
Tag Dar Salim, der satte sig for at ændre sin skæbne og brød ud af ghettoen og igennem som først pilot og siden skuespiller. Han beskriver i vores bærende forsideinterview, hvordan han bruger sin opvækst til både at sætte sig professionelle mål og til at vise sider af samfundet, som i et mikrokosmos rummer enorme problemer, men som i et større perspektiv også har potentialet til at styrke integrationen yderligere.
Eller tag en ung iværksætter som Nithu Thava, der er ved at skabe sig et lille forretningsimperium med ’Vaffelbaronerne’, og som fortæller, hvordan vejen dertil er gået igennem et bevidst opgør med sit kulturelle og familiemæssige ophav:
”Det fantastiske ved Danmark er, at vi alle har muligheden for at definere os selv. Det er begyndt at gå op for mig, at alle os andengenerationsindvandrere har den her ret sindssyge mulighed for selv at definere vores identitet. Jeg siger ikke, det er let. Det har ikke været let for mig, og det er nok endnu sværere for mange andre. Men jeg synes, at vi har et ansvar for at tage nogle kampe med vores forældre.”
Lad os tage fat på de store problemer med folkevandring og integration af særlige grupper. Og lad os så fejre de succeser, vi skaber sammen med de nye danskere. Jeg glæder mig til at høre en politiker hylde mænd som Dar Salim og Nithu Thava. Mænd, som har vist, at de vil og kan skabe deres egen lykke – til glæde og gavn for dansk kultur og samfundsøkonomi.
Du kan læse Euromans integrationstema i det nye nummer, der er på gaden nu.
