For Jacob Mark er der et før og et efter, han holdt en bestemt tale i Folketingets sal. Det var egentlig blot en fem minutters tale i forbindelse med en lovbehandling, men da han stillede sig op og remsede alle de krav, prøver og tests, som et barn skal igennem, inden det når voksenalderen og arbejdsmarkedet, blev den hurtigt spredt på de sociale medier og fik tre millioner visninger på få uger.

På godt en uge fik han 20.000 flere følgere på Facebook, og fra han blot havde været en ung lokalpolitiker fra Køge, blev han nu genkendt på gaden.

”De kendte stadig ikke mit navn, men de sagde: ’Det er dig, der vil gøre noget for børnene’.”
Jacob Mark er gruppeformand og næstkommanderende i SF, der efter sidste valg var tæt på total opløsning efter en katastrofal tur i regering, hvor de blev kørt rundt, og til sidst helt slået helt ud på et afgørende DONG-slag. Men nu har de rejst sig, og i nogle målinger nærmer partiet sig en fordobling.
Han blev valgt ind for fire år siden i resterne af et parti, som flere dømte døde og færdige. Ved siden af dem stod et struttende Alternativet, og hele gruppen var groggy. Jacob Mark var blot 23 år, og han blev som del af en foryngelseskur gjort til den yngste gruppeformand i partiets historie.

”Jeg må indrømme, at jeg tvivlede på det hele, da jeg kom ind. Der var mange, der spurgte, er der overhovedet brug for SF? Jeg mente, at der var plads til os, men jeg var oprigtig usikker på, og vi kunne lykkedes med at fortælle folk, at vi er det bedste fra Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokratiet i ét parti. For at folk skal tro på det, betyder det, at man også selv skal. Og det tog nogle år.”

Da han kom ind i ruinerne af et parti, lå der en stor opgave med at samle resterne sammen og samtidigt var det hans første lederjob, hvor han skulle stå i spidsen for koryfæer som ’vikaren fra helvedet’ Karsten Hønge og Holger K. Nielsen. Det boblede med ideer, men efter noget tid kogte det også over for Jacob Mark. For første gang løfter han her sløret for, hvordan hans eget helbred og velbefindende har været under pres i en ellers lynkarriere.

”Jeg fik angst. Da jeg først oplevede det, tænkte jeg: sådan her kan man ikke have det. Jeg er normalt et meget glad og optimistisk væsen, men da jeg fik de angstanfald, kunne jeg ikke finde én eneste glad tanke. Sådan er der ingen mennesker, der skal have det. Jeg kunne jo få hurtig hjælp, fordi jeg havde råd til det. Men der er mange, der skal sidde i ugevis.”

Hvorfor fik du det?

”Det kom formentlig, fordi jeg var for presset. Jeg kendte ikke mine egne begrænsninger. Da jeg først fik det, fattede jeg ikke, hvad der foregik, og jeg var bange for, at jeg var ved at blive sindssyg. Men jeg fik hjælp og fandt ud af, at man kan styre rigtig meget, hvad der foregår i hovedet, hvis man får redskaberne til det. Men det kræver, at man får hjælp. Og det skal ikke koste en guldgrube.”

Derfor vil han også arbejde for, at psykologhjælp skal være gratis. Som byrådspolitiker var han med til at indføre det for børn og unge i Køge som den første kommune herhjemme, og her har det, ifølge ham, været en stor succes.

”Jeg mener, det er grundlæggende forkert, at man skal betale for at blive rask. Lige meget hvilken sygdom det er. Om det er fysisk eller psykisk. Vi har mennesker, der har så invaliderende angst, at de ikke kan komme ud af deres lejlighed, og alligevel skal de selv finansiere en stor del af behandlingen. Det er ikke ordentligt over for dem. Men det er også dumt som samfund. Og det går ofte ufatteligt langsomt, før man kan få hjælp.”

Mange tænker måske, at terapi kan foregå i mange år?

”Der skal være nogle forebyggende samtaler for børn og unge, hvor de kan gå ind fra gaden. Det er det, vi har haft i Køge. Og så skal voksne selvfølgelig også have hjælp. Men hvis vi kan tage en depression i opstarten og klare det med to samtaler, så har den enkelte vundet meget, og vi har som samfund sparet styrtende med penge. Men det handler om at sætte ind tidligt.”

Børn og unge har længe været dit fokus. Du havde en tale i Folketingssalen, der gik viralt?

”Det var helt vildt. Jeg havde en fornemmelse af, at mange har fået nok af hele det pres med, at man hele skal have blikket stift rettet mod fremtiden og hele tiden blive til noget. Jeg kunne mærke, at det var noget af det, der rykkede meget blandt de børn og unge, der skrev til mig eller som jeg mødte. Og så var det noget, jeg selv mærkede, da jeg fik angst og havde behov for at skrue ned for tempoet.

Jeg havde en ferie, hvor jeg skrev, at vi måske havde brug for en ro-på-reform, og det fik jeg en kæmpe respons på, og det var i den forlængelse jeg holdt min tale. Og så stak det helt af.”

Er det det, der er sket de seneste fire år? Der er kommet flere krav til?

”Det er ikke kun de seneste fire år. Det er de seneste 10-15 år. Det er skiftende regeringer – også den røde – der hele tiden har haft fokus på arbejdsmarkedet og arbejdsudbuddet. De har været bange for omverden. Jeg kalder det ’uddannelsesmæssige mindreværdskomplekser’. Jeg tror, der er et kæmpe oprør ulmende mod det her. ”

Som 18-årig blev du valgt ind i Køge byråd. Men hvilken 18-årig stiller overhovedet op til det?

”Jeg blev spurgt af SF under Villy Søvndal, og de manglede en ung person på listen. På det tidspunkt havde jeg ingen ambitioner om at blive politiker, men jeg var aktiv i det lokale SFU, og så havde jeg skrevet et læserbrev, hvor jeg efterlyste, at der skete mere kulturelt for unge i Køge. Jeg ringede til min mor og fortalte, at jeg var blevet bedt om at stille op, og hun sagde, at det var hun meget skeptisk omkring.

Derfor var der nok et teenage-instinkt, der tænkte, ’det kan da godt være, at jeg skal det alligevel.’
Så skulle man holde nogle taler, hvor man skulle fortælle, hvad man ville, og efter den blev jeg valgt ind som nummer to på listen, hvilket betød, at jeg til næste valg året efter var sikker på at komme ind.

Det betød, at jeg havde et år til at forberede mig på, hvad man egentlig laver i et byråd. Og det var der, det gik op for mig, hvad politik kan. Hvor vigtigt det er. Det, at man med magt, kan gøre en forskel for mennesker. Den følelse af at lave noget om, som gør folk glade og gør en forskel for samfundet, det er den bedste følelse, jeg ved.”

Hvordan blev du egentlig gruppeformand, når du kun var 23 år?

”Jeg tror, at Pia vurderede, at der var brug for noget nyt. Vi kæmpede jo med, at folk sagde, at vi var et døende parti, der bestod af gamle mænd. Og det at gøre mig som den yngste gruppeformand i partiets historie var en fuckfinger til dem, der ikke mente, at der var nogle unge i partiet. Jeg tror også, hun kan lide, at jeg kommer med en lind strøm af ideer.”

Hvordan går man til det som leder, når man er meget ung?

”Jeg har været en indpisker. Hele tiden kommer jeg med nye ideer. Nogle ser en gruppeformand som én, der banker folk på plads. Men der har jeg ikke behov for. Hvis jeg havde inviteret Karsten Hønge eller Holger K. ind og sagt: ’Nu skal I gøre, som jeg siger’, så havde de også bare kigget underligt på mig. Det er nogle andre metoder, man skal tage i brug som ung leder.”

Har det været svært?

”Ja, det har været skide svært. For folk er meget forskellige. Der er nogle, der er meget bramfri, og nogle er mere konfliktsky, og selv inde i et parti kan der være forskelle på, hvor man ligger politisk. Det at hele tiden sørger for, at vi talte respektfuldt til hinanden, det har været den største udfordring. Men jeg har været på overarbejde, og jeg er heller ikke sikker på, at det er meningen, at en 23-årig skal være gruppeformand. Men jeg synes, vi har det godt i gruppen, og Holger K har sagt, at han synes, det er den bedste gruppe, han har været i. ”

Hvis det bliver en rød regering med et stærkere SF, som det ser ud nu. Hvad tror du så, det bliver for en virkelighed?

”Jeg tror og håber på, at vi kan blive det flertal, der virkelig tog et livtag mod klimaforandringerne. Vi skal have lavet den bindende klimalov, så børn fremover kan se, at det var der, det begyndte at rykke. Og det er ikke kun på grund af partierne. Det er også fordi hele befolkningen har rykket sig. Jeg håber også, at vi kan få gjort noget for de børn og unge, der mistrives.”

Ville I gå med i en regering, hvis det var?

”Hvis kunne få en klimalov, minimumsnormeringer i børneinstitutionerne og en ro-på-reform, så ville jeg elske at være en del af det maskinrum, der kan være med til at rykke i en, hvad jeg tror, er en bedre retning. Vi kan være med til at rykke Socialdemokratiet til venstre.”

Hvad med udlændingepolitikken. For den siger Mette Frederiksen, at der ikke blive rykket på. Kan I gå med til det?

”Vi kan ikke gå med til, at der slet ikke bliver rykket på den. Jeg synes, man skal sænke paraderne der. Vi ved jo godt, at når der er et stort flertal, der har vedtaget en politik, så kan vi ikke få ændret det, og vi skal heller ikke ændre det hele. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde nogle fælles principper i rød blok. Vi skal have styr på, hvor mange, der kommer hertil. Og dem, der ikke vil Danmark skal smides ud. Men til gengæld skal de, der har fået lov til at blive her behandles ordentligt, og de skal integreres. Og det seneste år har det bare handlet om isolation og hjemsendelse. Det skal vi have ændret.”

I burde vel om nogen være skræmte af at være i en regering?

Når man har en dårlig oplevelse, kan man enten blive bange for sin egen skygge eller man kan lære af det. Vi har brugt rigtig lang tid på at tænke over, hvad vi kunne have gjort bedre. Vi fik faktisk en del politik igennem, men problemet var, at vi kommunikerede uærligt. Forstået på den måde, at vi sagde det samme om vores sejre og vores nederlag. Vi sagde alt var rigtig godt. Men vi skulle åbent have erkendt, at vi fik nogle nederlag. Og så lavede vi den fejl, at vi ville i regering for regeringens skyld. Vi tabte valget og blev afhængige af de radikale og deres fastlåsning af den økonomiske politik, de havde lavet med den blå blok. Det kommer ikke til at ske igen.”

Der er jo meget bøvl i politik, hvor vi fra pressen altid ligger på lur og skriger op om den mindste fejl, så mange af de bedste unge hjerner siger nej tak og søger mod anden beskæftigelse. Hvorfor gider du?

”Det er bøvlet værd. Den dag jeg så 100.000 forældre gå på gaden over et beslutningsforslag, vi havde stillet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, det var alt det værd. Og så er Christiansborg faktisk bedre end sit rygte. Jeg håber også, at jeg kan være en del af ny generation af politikere, vi kommunikere på. Der er også modstandere som Mette Abildgaard fra De Konservative eller Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, som jeg har respekt for, selv om vi er uenige. Jeg tror, der et skifte på vej.”