Blikket vender nedad. Ligeså gør smilebåndene. Joachim B. Olsens hænder forbliver i lommen og panden er rynket, mens Karsten Hønge tordner mod kontanthjælpsloftet, som blev indført af blå blok i denne valgperiode.

Det foregår til en paneldebat i Altingets nybyggede gård, hvor morgenfriske politikentusiaster kan få en gratis kop kaffe og en larm af uenighed om kontanthjælpsloftet, før fanden får sko på.

Under Helle Thorning-Schmidts regering lykkedes det Joachim B. Olsen at sætte kontanthjælpsydelserne på dagsordenen, da han rettede skarp kritik mod ’fattige-Carina’, som Özlem Cekic, der var med i Socialistisk Folkeparti, havde brugt som eksempel på en fattig dansker. Nu står han igen overfor en SF’er og skal diskutere omfanget af de regler, hans bramfrihed har været med til at bane vej for. Men ikke nok med det, så er det måske sidste gang i de næste fire år, han står her som folketingspolitiker. Det er nemlig ikke sikkert, at han bliver genvalgt.

Karsten Hønge peger på Joachim B. Olsen og anklager ham for personligt at stå bag orkestreringen af et forkert syn på danskere, der er på offentlig forsørgelse, til hvilket Joachim B. Olsen sukker og kigger op på den overdækning, der holder gården tør i tilfælde af regn.

Den liberale kæmpe siger til Karsten Hønge, at kontanthjælpsloftet fremmer indvandrerkvinders integration, hvilket får den høje folkesocialist til at kigge fordømmende.

Chefredaktør Jakob Nielsen fyrer en joke af, og panelet griner, med undtagelse af Joachim B. Olsen, der nærstuderer noget på sin mobiltelefon.

Paneldebatten er ved vejs ende. Rynkede pander og fordømmende blikke pakkes væk til fordel for smil og håndtryk. Joachim B. Olsen er den sidste til at forlade scenen, og han tager langsomme skridt mod udgangen med et stålfast blik på sin mobilskærm.

Han har just modtaget beskeden om, at Lars Løkke Rasmussen bejler til en potentiel SV-regering.

”Hvad har han gang i?” spørger han retorisk.

”Det er jo det samme som at sige, at han vil føre socialdemokratisk politik.”

Facebook skal opdateres hurtigt, for der er valgkamp, og Joachim B. Olsen er altid god for en bemærkning. Derfor fastholdes blikket mod det mobile apparat, mens han trasker mod Christiansborg og efterfølgende Højbro Plads. Foran ’Borgen’ er der en daglig klimademonstration, og her bliver Joachim B. Olsen stoppet af to demonstranter, der vil diskutere grøn politik med ham.

”Kan du huske mig fra et par uger tilbage?” spørger den ene mand.

Joachim B. Olsen stopper op, vender blikket mod de to mænd, og indgår i en samtale med dem.

”Tak for snakken, Joachim!” siger den ene, der stillede spørgsmålene.

”Er han ikke skuespiller?” bemærker Joachim B. Olsen efterfølgende.

”Det må være et godt job. For han står her hver dag.”

Joachim B. Olsen har været folketingspolitiker i otte år. Han blev valgt ind i 2011 for Liberal Alliance og har siden sin entre på Christiansborg været en af de mest prominente, for ikke at sige kontroversielle, stemmer hos de liberale i blå blok. I denne valgkamp er han gået verden rundt efter at have indrykket en valgreklame på en pornoside.

Født i Aalborg i 1977 og opvokset i Nordjylland med en mor, der var sygeplejerske, og en far, der var plejer. Den pumpede politiker var allerede et kendt ansigt før sin politiske karriere, da han udmærkede sig ved både EM, VM og især OL som kuglestøder, hvor han ved OL i 2004 vandt sølv, og så var han fanebærer for Danmark ved OL i 2008.

I dag er spandeksdragten byttet ud med en blazer, hvor trådene kæmper for ikke at sprænges. Han er ikke så stor, som han engang var, men har stadig muskelfylde. I dagens anledning får han en tiltrængt pause fra valgkampens ræs, hvor vi har budt ham på en times kanalrundfart rundt i København. Bådens blå sæde ser meget småt ud, når han sætter sig i det. Med kun et minut til afgang løber han i 7/11 og køber sin morgenmad, som er en Pepsi Max, en proteinbar og et kyllingespyd.

”Det er godt nok længe siden, at jeg har været i sådan en her,” fortæller han.

”Det er en sjov vinkel at se det fra,” fortsætter han og peger på Christiansborg.

Båden tøffer afsted. Der er få turister ombord, men vejret er godt, så de sidder alle ved forenden og bagenden, der ikke er overdækket.

”Det er jo Slotsholmen, det her. Demokratiets hjerte i Danmark. Christiansborg er faktisk ikke så gammelt igen. Den nye bygning har vist kun været i brug i 100 år som parlament. Ved siden af har vi Finansministeriet. Faktisk er det ministerier, der ligger hele vejen ned. Der har jeg brugt meget tid.”

Der er en vis melankoli at fornemme i hans beretninger om Slotsholmen og de mange ministerier, der ligger langs kanalen. For valgprognoserne fortæller, at blå blok ser ud til at få en regulær vælgerlussing, når danskerne stemmer på grundlovsdag. Liberal Alliance risikerer at blive mere end halveret, og mister de deres mandat i København, som prognosen forudser, ryger Joachim B. Olsen ud af Folketinget. Men han mener, at hans parti har gjort, hvad de kunne for at gennemføre en liberal politik, deres vælgere kan stå inde for.

”Vi gik ikke på kompromis med vores værdier for at få en ministerpost,” fortæller han, mens han skurer ud over Børsen med sammenklemte øjne og armene over kryds.

”Forventningerne til, hvad du kan gøre, når du kommer i regering, er kæmpe store. Men virkeligheden er bare, at det ikke er muligt at gøre alt i regeringen, specielt ikke, når man som os har en mindretalsregering. Der er ikke noget liberalt flertal i Danmark. Dansk Folkeparti er også trukket til venstre på økonomipolitikken. Kristian Thulesen-Dahl er mere venstreorienteret end Pia Kjærsgaard var. Vores offentlige forbrug er jo på Nyrup-niveau lige nu.”

Set i bakspejlet mener Joachim B. Olsen, blå blok burde have erkendt, at Dansk Folkeparti var de egentlige sejrherre ved valget i 2015. Ikke fordi han vil have dem ved roret – tværtimod mener han, at de har forpurret Venstre og Liberale Alliances muligheder for at gennemføre en politik, de liberale kan stå inde for.

”Det var en fejl, at blå blok ikke anerkendte, at Dansk Folkeparti var de egentlige vindere af valget i 2015 og var det største parti til højre. Lars Løkke Rasmussen sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, så han burde nok have erkendt dengang, at Dansk Folkeparti havde vundet valget. Derfra kunne han have sagt, at han vil føre en bestemt politik og spurgt, om de ville støtte op om det, og hvis de så nægtede, skulle han have videregivet teten til dem, så de kunne forsøge at danne regering,” fortæller han.

”Jeg føler, at det på et tidspunkt blev et selvstændigt mål for Dansk Folkeparti, at vi ikke fik noget igennem. Det handlede ikke længere om indholdet. Det borgerlige-liberale Danmark er i krise lige nu. Vi har været for dårlige til at forklare, hvorfor vores værdier er dem, man skal bygge et samfund på. Det er ikke de konkrete beslutninger, der bliver taget, der er problemet, for regeringen har virkelig forsøgt. Det har været besværligt på grund af Dansk Folkeparti. Regeringen har været for dårlig til at stå fast. Der har været for meget ’for enhver pris’.”

Kanalrundfartens båd gynger, og det får vandet til at plaske op på det beskyttende plastik, der sørger for, at man hverken bliver våd eller vindblæst. Den gennemsigtige plastik går dog kun til skuldrene, og Joachim B. Olsen får vand fra kanalen i hovedet, som han nonchalant tørrer af, mens han vender blikket mod det nyere boligområde ved Christianshavn.

”Det er ikke alle steder i København, at blandingen mellem gammelt og nyt giver mening, men ved Københavns havn kan du virkelig se, hvordan byen har udviklet sig. København er jo Danmarks eneste rigtige metropol. Det kan man blandt andet se her, som er en af Københavns helt hotte områder lige nu. Bare for 30 år siden var det nedslidt og ejet af flåden, men i dag er det jo nogle mondæne bygninger, der præger stedet.”

Den langsomme og brede kanalrundfartsbåd manøvrerer sig gennem en længere strøm af husbåde noget så forsigtigt. Blot et stenkast fra de mondæne bygninger, som Joachim B. Olsen kalder dem, ligger Christiania, der er kendt for at slå på trommen for at være det netop modsatte. Fristadens område er ikke mondænt og har notorisk kæmpet for ikke at blive det. Noget, som den forhenværende kuglestøders liberale sind er nødt til at have en vis respekt for, forklarer han.

”I virkeligheden er jeg som liberal stor tilhænger af den mentalitet med, at man kan skabe sit eget samfund med mennesker, som man deler værdier med. Søg din egen lykke og lev på den måde, du nu engang ønsker. Men du må ikke skade andre mennesker, og problemet med Christiania er, at det gjorde man. De krænkede ejendomsretten.”

De seneste fire år har Danmark haft en regering med begge af Folketingets liberale partier ved roret. Alligevel er der flere forbud, der i bund og grund krænker den personlige frihed, som Joachim B. Olsen ønsker, at danskerne skal have mere af. Et af dem er forbuddet mod rusmidler.

”Jeg går absolut ind for en legalisering af cannabis. Forbuddet har spillet totalt fallit. Selv i den mindste flække i Danmark kan du finde cannabis. Det er en offerløs kriminalitet, og vi spilder en masse ressourcer på det,” fortæller han.

Men for Joachim B. Olsen går grænsen ikke ved cannabis, som den gør for mange andre, der går ind for legalisering. Han mener, at Danmark burde tage den skridtet videre, fordi det ikke burde være statens rolle at bestemme over det område overhovedet.

”Jeg synes egentlig, vi skal afkriminalisere narkotika. Det er rigtigt, at hvis man eksperimenterer med det, så løber man en kæmpe risiko. Men straffer du folk, der har det på sig til eget forbrug, er straffen i virkeligheden ofte værre for de her mennesker, som bruger det rekreativt. Du ser det allerede overalt i nattelivet. Hvis det var sådan, at alle, der rørte stoffer, røg i rendestenen, så ville ingen jo gøre det.”

Båden sejler tilbage mod Slotsholmen. De lave broer udgør en væsentlig fare for passagererne, fortæller guiden, der gentagende gange råber, så højtalerne på båden skratter, at folk skal sætte sig ned. Joachim B. Olsen griner lavt, hver gang hun skælder og skræller på de ombordværende turister.

Til spørgsmålet om, hvordan det så kan være, at cannabis stadig er ulovligt, er meldingen klar: Venstre vil ikke være med.

”Venstre ønsker ikke at legalisere det. Jeg forstår, at de har gode intentioner bag, men jeg synes, argumentationen halter. For det første siger de, at der jo også er mord, selvom det er forbudt. Men det er en vanvittig sammenligning. Du skader ikke nogen ved at ryge en joint. Der mangler også en nøgtern tilgang til virkningen af forbuddet. I dag er det bander, der styrer det hele, og der er milliarder af kroner i markedet. Alene derfor er der skadevirkninger ved netop at forbyde det,” fortæller han, inden han sørger for at forsikre, at der trods alt er en grænse.

”Men jeg er ikke anarkist. Det offentlige skal bare varetage færre opgaver.”

Isterninger i et stort sodavandsglas fyldt med Cola Zero ryster og rasler. Baggrundslyden består af bestik og porcelæn, der klirrer mod hinanden og sammensmeltningen af flere samtaler, der summer i loftet af Ida Davidsens kælderlokale.

En tjener i hvid skjorte med sort forklæde og højhælede sko serverer Joachim B. Olsen en ingefærsildemad til forret, og til hovedret venter der et stykke smørrebrød med flæskesteg. Selvom han inderst inde er farvet af stjerner og striber, og flere gange har tilkendegivet at have en enorm forkærlighed til det amerikanske, så er dansk mad og især smørrebrød endnu bedre.

”Jeg spiser det i hvert fald én gang om ugen,” fortæller han.

”Men jeg elsker også maden i USA. Der er mad fra hele verden med et amerikansk twist, fordi det er et indvandrerland. Men der er også undtagelser. Nogle gange går de lige over stregen, som man jo gør i USA. Dominos havde engang en one-pound-cheese-pizza, det var lige lidt for meget. Og en pasta breadbowl, som var en skål lavet af brød fyldt med pasta. ”

Men kærligheden til det amerikanske samfund er baseret mindre på politik og mere på kultur. For mens de – i hvert fald under republikansk ledelse – påstår at gå ind for en lille stat og mere privatsektor, er det nu alligevel sådan, at der reguleres enormt meget i USA. Joachim B. Olsen mener blandt andet, at det er langt nemmere at opstarte en virksomhed i Danmark end USA, hvor man skal have en særtilladelse til at åbne noget så banalt som en frisør.

På trods af hans mission om at mindske den offentlige magt er der alligevel i Liberal Alliances valgperiode blevet vedtaget en del forbud og stramninger – især på udlændingeområdet, som han selv er ordfører for.

”Nogle ting er bare trukket i den forkerte retning,” konkluderer han og henviser især til sagen om burkaforbuddet.

”Sådan er politik, når man indgår kompromisser. Men så har der jo været andre gode ting, vi har eksempelvis afskaffet blasfemiparagraffen. Det var et meget positivt tiltag. Det blev så modsvaret af burkaforbuddet, som hang parlamentarisk sammen med afskaffelsen. Vi fik Venstre og de andre partier med på idéen, men så krævede de, at vi stemte for et burkaforbud som gengæld, hvilket jeg var modstander af. Men det skete. Prisen for at være i regering har været høj. Den har også været for høj.”

Smørrebrødsjomfruen Ida Davidsen, der nu er 81 år gammel, træder ud fra køkkenet i høj kokkehat med stort smil. Hun piller stadig selv rejerne, har tjeneren fortalt. Ida Davidsen vinker til Joachim B. Olsen.

”Hej! Hvor er det dejligt, at I kom,” siger hun, og han svarer: ”Tak, Ida. Dejligt at se dig,” inden hun fordufter tilbage i køkkenet.

Joachim B. Olsen spiser det resterende ingefærsild på sin tallerken og lægger bestikket tværs over den, inden tjeneren kommer og fjerner det nu tomme service.

”Det giver ikke mening at straffe Liberal Alliance for ikke at have gennemført en borgerlig-liberal politik den seneste valgperiode. Det er ikke os, der ikke har forsøgt. Tværtimod. Det kan også ses i lyset af Lars Løkke Rasmussens seneste udmelding om, at han er villig til at samarbejde med Socialdemokratiet nu. For at vinde de borgerlige vælgeres hjerte skal man sige, at man vil lave borgerlig politik. Ikke andres politik. Og det er det modsatte, der sker lige nu i bejleriet fra Løkke til Mette Frederiksen.”

Bejleriet, som Joachim B. Olsen kalder det, er Lars Løkke Rasmussens udsagn om, at en SV-regering vil stå stærkt efter valget og være en god løsning for danskerne. Men Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet, der ifølge prognoserne er Danmarks kommende statsminister, har kategorisk afvist at danne regering med Venstre. Under en debat sagde Lars Løkke Rasmussen, at han var født farveblind, til hvilket Mette Frederiksen hurtigt svarede tilbage, at ”det har man godt kunne fornemme de sidste par dage.”

Joachim B. Olsen synes, at det er helt hen i vejret, at han åbner for et samarbejde med et rødt parti. Men inden han når at fortælle mere, bliver han serveret et stykke velsmurt smørrebrød med flæskesteg, rødkål og brun sovs. Han rører dog ikke sovsen.

Gennem tiden har den liberale olympianer tiltrukket sig masser af medieopmærksomhed, og han har, som han siger, stået i en del shitstorms.

Men han står ved mange af de ting, han har sagt, selv den dag i dag. Özlem Cekic foreslog engang, at fattige danske familier skulle have julehjælp fra det offentlige, til hvilket Joachim B. Olsen skrev: ”Jeg brækker mig.” Efter B.T. skrev, at han brækkede sig over fattige, måtte han dog gå ud og forklare, hvad han egentlig mente.

”Det blev tolket, som om jeg brækkede mig over fattige. Men det var Özlems forslag, jeg brækkede mig over. At man skulle bruge offentlige penge på at købe juelgaver. Det står jeg ved. Det var et virkelig dårligt forslag.”

På sin Twitter-profil skrev han engang, at han ikke forstod, at indvandrere ikke gav deres børn ’danske’ navne, såsom Oliver og Emma, hvilket han mente var dårlig integration. Dette fik enorm kritik, blandt andet fra Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, der påpegede, at hverken Oliver eller Emma er danske navne.

”Jeg står ved det, jeg skrev. Hvorfor er der ikke flere, der giver deres børn danske navne? I forskningskredse er det ukontroversielt at snakke om. Man kan konstatere, at indvandrere, der begynder at give deres børn navne, som er almindelige i det land, hvor de flytter til, har bedre uddannelse og højere indkomst. Kald dine børn, hvad du har lyst til, men det siger stadig noget om integrationen.”

Under en debat i Rockwool Fonden sagde Joachim B. Olsen, at kvinder på baggrund af genetiske forskelle har mere lyst til at blive hjemme med børnene.

”Det er den mest betændte debat, den mellem mænd og kvinder. Individer, uanset køn, skal forfølge deres drømme. Det er det samfund, jeg gerne vil have. Men i den virkelige verden er der bare gennemsnitlig forskel på mænd og kvinder. Der er mange flere kvinder i omsorgsfag og mange flere mænd i håndværksfag og i politiet. Der kan være nogle sociale normer, der spiller ind, men jeg er af den opfattelse, at der stadig er en forskel mellem mænd og kvinders interesser.”

Adspurgt, om han direkte mener, at der er en genetisk forskel mellem mænd og kvinder, der gør, at kvinder bliver hjemme med børnene, svarer han:

”Helt konkret sker der jo det i et barns hjerne, at drengen bliver oversvømmet med testosteron, hvilket gør dem mere aggressive og risikovillige. Jeg har en dreng og en pige derhjemme, og de har grundlæggende forskellige interesser. Når 90 procent af sygeplejersker er kvinder, og 90 procent af politibetjente er mænd, er det da svært at tro, at det ikke spiller ind, at der er forskel på kønnene. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan folk lever deres liv. Jeg siger bare, at der er forskelle. Folk kommer med alle mulige forklaringer om, at det er socialkonstruktivisme og alt muligt, men så er der jo stadig en forskel. Det udelukker det jo ikke. Det, kan jeg slet ikke forstå, skulle være kontroversielt.”

Fremtiden er usikker for Joachim B. Olsen. Men han håber på, at han bliver valgt ind og regner også stadig med, at det sker, uanset, hvad meningsmålingerne siger.

Den sidste bid rugbrød med flæsk puttes i munden, inden den tørres af med en serviet, og bestikket igen lægges på tværs.

”Tak for mad, Ida!” siger han, da Ida Davidsen igen går forbi.

”Jeg håber, at det smagte godt!” svarer hun med smilet større end før.

Skulle det ske, at Joachim B. Olsen ikke bliver genvalgt, er han dog fortrøstningsfuld over de ting, han har opnået i sin politiske karriere. 

”Jeg er meget tilfreds med min indsats. Kort efter 'fattige-Carina' debatten kom Thorning-regeringen med en kontanthjælpsreform. Det var en debat, der har sat sig nogle varige spor. Parlamentarisk har jeg også klaret opgaven fint. Jeg er virkelig gået inde i mine sager og føler, at jeg har leveret så godt, som jeg kunne. Det er også noget, der er vigtigt i politik. At gå ind i konkrete ting og ændre dem. Jeg har været en konsistent liberal stemme, og det mener jeg virkelig, at der er brug for,” fortæller han, inden han rynker panden og sænker blikket lidt.

”Det vigtigste er at vinde kampen. Du kan godt tabe slaget, for det er et vilkår i politik, at man kan ryge ud. Derfor er det bedre at kunne se sig i spejlet og sige ’du har gjort det godt’. Jeg har arbejdet hårdt, jeg har kæmpet for dét, jeg tror på, og hvis jeg ryger ud nu, så er det med løftet pande. Jeg synes, at jeg har sat nogle spor i forhold til, at der er mange folketingspolitikere, der over en meget længere karriere ikke har formået at sætte en dagsorden. Så hvis jeg ryger ud, har jeg gjort dét, jeg altid har sagt, at jeg ville. Arbejd hårdt hver dag, kast dig ind i debatten og brænd for det,” fortsætter han.

”Jeg er ikke så poleret som andre politikere. Jeg er vokset i sport, og der taler vi direkte til hinanden. Kommunikationen skal være til at forstå. Så det er ikke noget, jeg har tillagt mig. Selvfølgelig har jeg lært ting over de sidste otte år. Nogle gange har jeg måske udtalt mig på en måde, hvor budskabet er blevet overset på grund af min retorik.”

Han tager sin mørkeblå dunjakke i hænderne og rejser sig roligt op, mens tjeneren rydder bordet for tomme tallerkener og glas.

”Jeg kom for at sparke en dør ind, og det har jeg gjort. Hvis det er slut nu, så er det slut. Det er et vilkår i politik.”