Foto: Rasmus Weng Karlsen

Lars Løkke: "Det var ikke en mulighed bare at lægge sig ned"

Danmark skal til valg 18. juni, og i den anledning bringer vi Anne Sofie Krags interviews med landets partiledere. Vi har tidligere bragt Helle Thorning Schmidt, og i dag er den den anden statsminister-kandidat Lars Løkke.

Jeg vidste godt, at det meget vel kunne ende med, at jeg ville være nødt til at gå af. Der var to muligheder. Den ene var at tage det hele up front: ”Der er så meget støj her, jeg træder af som formand.”

Den anden model var at give den et skud mere. Da jeg satte mig ind i bilen og kørte mod hovedbestyrelsesmødet i Odense den dag i juni, var den første model den mest sandsynlige, og stemningen i bilen var meget mistrøstig. Vi var Christian (Hüttemeier, rådgiver, red.), Frederik (Greibe, personlig assistent, red.), en chauffør og mig selv.

LÆS OGSÅ: "Vi gik så meget i flæsket på konkurrenterne. hvis det havde været lovligt at slå dem ihjel, havde jeg gjort det."

Da vi nåede omkring Ringsted, kørte vi ind til en lille rasteplads, der hedder ’Hos Morfar’. Vi fik en ostemad og en kop kaffe. Bagefter skulle jeg på toilettet, og da jeg kom ud, kommer der et ægtepar gående imod mig. Konen kigger på mig og siger noget i retning af ”Det skal nok gå, Lars.”

Jeg går længere hen mod bilen, så kommer der en mand nogenlunde på min egen alder.

Han ligner en, der kunne være handelsrejsende. Han styrer direkte hen imod mig, og jeg når at tænke: ”Hvad sker der nu?” Der havde været et par episoder, hvor fok havde råbt efter mig på gaden, så du kan aldrig helt vide, hvad der kan ske.

Men ham her giver mig hånden, og så siger han: ”Jeg stemmer ikke nødvendigvis på dit parti, men det er ikke i orden, det du bliver udsat for. Det skal du bare vide.” Jeg går videre over mod bilen, og så kommer der en ældre dame, som også giver mig et klap på skulderen.



Det var de eneste mennesker, jeg mødte på min vej fra toilettet og hen til bilen. Jeg havde selv et billede i hovedet af, at så slem er jeg altså heller ikke, så da jeg satte mig ind i bilen, besluttede jeg, at jeg skulle kæmpe. Det var ikke længere en mulighed bare at lægge mig ned.

At gå til spejder er verdens bedste lederuddannelse. Ud over alle disciplinerne er der noget meget socialt i at få en gruppe til at fungere, når du er på weekendtur i bivuak, og det begynder at pisse ned. At få hele gruppen til at hænge sammen.

LÆS OGSÅ: 10 ting du (måske) ikke vidste om partilederne

Ham, der blev kaldt ’Lorte’ oppe i skolen, og som havde en dårlig familiebaggrund, kunne alligevel noget, når vi var til spejder. Det kan godt være, der ikke er mange, der vil associere mig med at være en spejderdreng, det er der jo så ikke noget at gøre ved. En gang spejder, altid spejder. Tjikkerlikker
tjikkerlikker tjav tjav tjav.

Ja, Putin har en udmærket humor. Den er brutal, han er jo Putin, ikk’.

Jeg var på Færøerne og skulle ringe og fortælle min mor, at jeg skulle være far. Der var ingen andre, der vidste det, og jeg var meget usikker på, hvordan hun ville reagere. Sólrun og jeg havde lige mødt hinanden, jeg var ikke færdig med mine studier, og i det hele taget var jeg meget usikker på, om hun nu syntes, det var klogt.

Efter vi havde snakket om søpapegøjer og vejret på Færøerne, tog jeg mig sammen og sagde: ”Mor, der er lige noget, jeg lige skal fortælle
dig,” og så sagde hun: ”Det behøver du ikke, Lars, jeg ved godt, at du skal være far.” Jeg aner stadig ikke, hvordan hun kunne vide det, men jeg blev meget lettet.

Nogle måneder før Murens fald var jeg i Nordkorea til en politisk ungdomsfestival. Vi var nogle stykker, der havde taget lagnerne fra vores værelse og skrevet: ”HUMAN RIGHTS IN NORTH KOREA, TOO” på, og dem foldede vi så ud på et kæmpe stadion under en ceremoni 1. maj, der blev overværet af den store leder.

Så kom der nogle nordkoreanske soldater og slæbte os væk fra tilskuerpladserne og ned i sådan nogle spillergange. Så stod vi der og tænkte, hvem følger egentlig op på det her, hvis vi havner i et nordkoreansk fængsel? Jeg var monsterbange.

Vi vidste godt, at vi var gået for langt. Der blev sendt live fra stadion, og på billederne kunne man se, at der havde været noget postyr på vores rækker. Senere fandt jeg ud af, at de havde opfundet en forklaring om, at vi nærmest var besvimet i benovelse over at se den store leder. Vi fik lov til at komme tilbage på stadion, men blev mandsopdækket af flere rækker af nordkoreanere klædt i ens gråt tøj. Så vidste vi godt, at vi skulle sidde helt stille.

Jeg havde meget bihulebetændelse som barn. Jeg fik det hver gang, vejret skiftede, og fra 2. klasse og til efter, jeg forlod folkeskolen, gik jeg til en specialist i Hillerød, dr. Balslev, mandag, onsdag og fredag.

Tre gange om ugen blev jeg suget, punkteret, brændt og alt muligt. Andre gik til fodbold, jeg gik så til bihulebehandling. Det har i hvert fald lært mig én ting: Du kan ikke måle kvaliteten i sundhedsvæsenet på, hvor mange patientbehandlinger der udføres.

Den begivenhed, der har påvirket mig allermest menneskeligt og holdningsmæssigt var, da min far en tirsdag aften satte mig af hos spejderne i Græsted. Det har fyldt hele min barndom og ungdom. Og jeg har tvangsindskrevet alle mine børn til at gå til spejder.

”Tag posterne i den rækkefølge, de melder sig.” Det var Claus Hjort Frederiksen, der sagde det til mig tilbage i 1997. Der var nogle, der havde spurgt, om jeg ville være spidskandidat til amtsrådsvalget i Frederiksborg Amt, men jeg var i tvivl, om jeg skulle sige ja.

Jeg var kommet i Folketinget i 1994 og var begyndt at figurere på de lister, aviserne lavede, når kommentatorerne skulle spekulere i, hvem der ville blive ministre i den næste borgerlige regering.

Jeg var usikker på, om jeg måske ødelagde mine chancer for at blive minister, hvis jeg sagde ja til at stille op som amtsborgmester. Så var det, Claus sagde det. Og så kom der jo i øvrigt ikke nogen ny borgerlig regering, vi tabte som bekendt valget i 1998.

Jeg har ikke været tilstrækkelig påpasselig med håndtering af omkostninger tæt på min person over tid. Det har redet mig som en mare, og jeg kan kun bebrejde mig selv. Der har jeg gjort nogle ting, som der er god grund til at fortryde.

Djævelen ligger i detaljen, first impressions last, udvise stor påpasselighed og sørge for at have et set up, der fanger ens svage sider. Det er vel det, man kan lære af det.

Jeg blev engang anholdt på et hotel i Pakistan. Vi var fem-seks stykker, der var af sted med Venstres Ungdom. Midt om natten bankede det på døren, og så væltede det ind med pakistansk politi med rifler. ”You’re under arrest,” råbte de, og så blev vi gennet ud i nogle pick-ups, der kørte os til politigården og ind i et lille rum med tremmer for vinduet, hvor vi fik lov at sidde i nogle timer uden at ane, hvorfor vi var der.

Så kom en pakistansk kriminalkommissær med et kæmpe overskæg og fortalte, at vi var mistænkt for mord. En schweizisk hjælpearbejder var blevet myrdet på vores hotel. Vi prøvede at forklare os, og jeg havde også et brev med fra Uffe (Ellemann-Jensen, red.), der var udenrigsminister på det tidspunkt, men det var de da fuldstændig ligeglade med.

Det viste sig, at der var nogle unge fyre, der var forsvundet fra hotellet om natten. Og på et tidspunkt gik det op for det pakistanske politi, at det var mere oplagt at prøve at finde dem.

Jeg har aldrig oplevet noget, der var så fysisk udmattende som COP15. Da jeg kom hjem om eftermiddagen, da det hele var slut, spurgte Sólrun, om jeg ikke lige ville have en lur inden aftensmaden. Da jeg vågnede, duftede der af mad.

Jeg tænkte, at nu skulle vi nok spise, det skulle vi så også, men det var aftenen efter. Jeg havde sovet i mere end et døgn.

Selv om man ikke kan se det på mig, så er jeg faktisk i rimelig god form. Fra juli til oktober cyklede jeg 4.000 km.

”Hvis først, du har fået ry for at stå tidligt op om morgenen, kan du godt sove længe.”
Og omvendt. Der var en, der fortalte mig om det citat fra ’Don Quijote’, og det er da noget, der udfordrer mig. Hvis man først har fået et dårligt ry, er det svært at spise en frokost, hvor der er en øl og snaps til.

Det kan godt betale sig at være lidt utraditionel, når man forhandler. Da vi skulle lave kommunalreform, tænkte jeg, at det ville være bedre, hvis jeg kørte hjem til Kristian Thulesen Dahl og besøgte ham i Thyregod. Aftalen var, at jeg skulle forbi til en kop kaffe, men jeg endte med at spise med. Jeg tror, jeg var der i syv-otte timer. Alting bliver 100 % anderledes, når man kommer hjem til folk.

Det overraskede mig først og fremmest, hvor kæmpestor en risiko der er for at blive fuldstændig isoleret som statsminister. Den helt almindelige opfattelse er, at statsministeren har godt nok travlt, ham skal vi nok ikke forstyrre med ret mange ting.

Hvis alle tænker det kollektivt, er det lige før, der ikke er noget at lave. Og når man bliver præsenteret for noget, er det løsninger og ikke problemer. Der er en masse selvcensur i hele kommunikationen, som jeg ikke synes er hensigtsmæssig. Hvis jeg bliver statsminister igen, skal der laves om på strukturerne. Fx skal der skal være bedre dialog mellem ministrene, og regeringen skal have mere kontakt med verdenen udenfor.

Hvis jeg virkelig gerne ville holde op med at ryge, så havde jeg vel gjort det. Men jeg ved jo godt, at det er dumt. Jeg tror, jeg ryger omkring 30 om dagen. Jeg er skiftet til orange Kings uden tilsætningsstoffer, det skulle gøre det nemmere at holde op. Men det er så ikke sket endnu.



Jeg er den eneste aktive politiker, der har kunnet læse sin egen politiske nekrolog. Da jeg kørte hjem fra hovedbestyrelsesmødet i Odense, hvor mange troede, jeg ville være gået af som formand, kunne jeg læse en version af næste dags udgave af Børsen på nettet. De skrev, at jeg var gået af, og hvad mine politiske fingeraftryk havde været. Da tænkte jeg, at det var godt, jeg ikke var gået af, for det vil jeg gerne kunne gøre bedre.

Putin var på det personlige plan en stor oplevelse. Første gang, jeg talte med ham, var i telefonen, lige da jeg var blevet statsminister. Vi talte om, at jeg var den tredje statsminister i træk, der hed Rasmussen til efternavn, og at det kunne blive et problem, når jeg skulle til Afrika og prøve at udbrede tanken om demokrati, hvis de troede, vi havde stammestyring i Danmark. Det, syntes han, var skidesjovt.

Senere kom han til Danmark. Oprindeligt var aftalen, at han skulle se Tivoli, men han havde været nødt til at afkorte sin tur, så det blev aflyst. Da vi havde været på Amalienborg, kørte vi forbi Tivoli, og så spurgte han, om vi alligevel ikke kunne tage derind.

Så sad vi på Færgekroen på sådan en ponton ude i vandet og snakkede. Han fortalte bl.a. om sin tid som KGB-agent i Østtyskland. Han skulle være fløjet kl. 19, men endte med at tage af sted tæt på midnat, efter at Tivoli havde lukket.

Jeg er opvokset med frihed under ansvar: ”Du bestemmer selv, hvornår du går i seng, men du skal kunne stå op næste morgen.”

Jeg plejer at sige, at når jeg spiser hjemme, så er det altid mad, jeg selv har lavet, og det er næsten rigtigt. Jeg er god til at lave mad. Lammeskanker med kartoffelmos, stuvet hvidkål med medisterpølse.

Men min livret er egentlig smørrebrød, og det får jeg alt for lidt af. Det er, som om der er kommet for meget sandwich ind over landet.

Engang sendte Pia Kjærsgaard mig hjem under nogle finanslovsforhandlinger. Hun syntes, det var synd for min søn, at jeg ikke kunne være der på hans 18 års fødselsdag, og opfandt en krise, så forhandlingerne blev afbrudt. Noget med ”det kan vi ikke bedømme på det her grundlag, vi er nødt til at komme hjem og læse papirerne.” Så strøg jeg hjem til fødselsdag.

Jeg trækker altid lige op i mine strømper, inden jeg går på direkte tv. Hvis man har gået rundt hele dagen, kan de glide lidt ned, og jeg kan godt lide følelsen af, at de sidder rigtigt. Jeg er klar over, at selv hvis de var faldet lidt ned, ville man ikke kunne se det på tv, men det gør jeg altså.

Der var en periode, hvor der var mange historier om folk, der havde været lidt kreative med deres cv’er, hvor de ikke helt havde fået afsluttet alle de eksamener, de skrev, de havde taget. Så kunne jeg vågne op helt forvirret: ”Fik jeg nogensinde taget retslære?” En nat var det så slemt, at jeg måtte gå hele vejen ned i kælderen og rode hængemapperne igennem og finde mit eksamensbevis. Pyha, der står cand.jur.

LÆS OGSÅ: De 15 højst betalte jobs der ikke er bag et skrivebord

LÆS OGSÅ: "Det er en total taber-sag for Ryanair"

LÆS OGSÅ: 5 kendte danske mænd: Hun var mit første kendis-crush





Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Lars Løkke Rasmussen og Venstre