Pernille Vermund
Foto: Jonas Pryner

Pernille Vermund

Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden."

Pernille Vermund har sprængt rammerne for, hvad man kan slippe af sted med at sige i dansk politik. Hun er godt i gang med at charmere Nye Borgerlige ind i Folketinget. Men tror hun egentlig selv på det, hun siger?

"VINSTUEKUPPET":
Onsdag 21. september 2016, kl. 19-21.

Ni mænd og tre kvinder kigger med blussende kinder mod deres leder. De har vin i glasset og slukkede mobiltelefoner, for det har pressechefen, der ikke vil kaldes pressechef, givet dem besked på. Børsen og TV 2 har fået delt eneret til historien, og det skal ingen ødelægge ved at sms’e noget dumt lige før tæppefald.

Gule breaking-bjælker flimrer ned over Pernille Vermunds iPhone, mens hun læser afsløringen højt for den lille forsamling på Kgs. Nytorv:
”Nye Borgerlige har indsamlet 20.109 vælgererklæringer og er nu opstillingsberettigede til Folketinget!”

Hovedbestyrelsen i Nye Borgerlige jubler og skåler og glemmer at nippe til hellefisken med wasabicreme. Det må kokkene på restaurant Ravage tilgive dem. På bare 10 måneder er det lykkedes Pernille Vermund og kompagni at fremelske et helt nyt parti ud af den borgerlige blå luft.

For de fleste omkring bordet er et maraton slut. Nu begynder forestillingen.
Pernille Vermund læser op fra artiklen på tv2.dk, som nævner, at den kontroversielle islamkritiker Lars Hedegaard er medlem af partiet.

Det irriterer hende. Medierne burde fokusere på politikerne, ikke menige medlemmer, forklarer hun.

Måske skyldes Vermunds irritation også, at Lars Hedegaard har sagt ting som: ”De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

Og den slags er kontroversielt. Måske selv efter Nye Borgerliges standarder.
På et år har Nye Borgerlige ellers sprængt rammerne for sprogbrugen i dansk politik. Med en udlændingelinje, der er strammere end Dansk Folkepartis, og en økonomisk filosofi, der er mere skattefjendtlig end Liberal Alliances, appellerer Nye Borgerlige til de vælgere, der synes, at både islam og velfærdsstaten fylder alt for meget.

Fortællingen om Nye Borgerlige er lig fortællingen om Pernille Vermund. 41-årig arkitekt, tidligere byrådspolitiker i Helsingør for Konservative og fraskilt med tre drengebørn. Formelt er hun medstifter af Nye Borgerlige sammen med Peter Seier Christensen, bror til en vis rigmand fra Saxo Bank.

Men reelt er Vermund partiets ansigt, krop og stemme udadtil. At følge hende, som vi gjorde, da Nye Borgerlige blev opstillingsberettigede, er som at stirre ind i en ny politisk virkelighed, hvor hidtil utænkelige ting synes mulige.

Det er to dage med tre ultimative krav, som Pernille Vermund gentager igen og igen for journalisterne: Stop for al asylbehandling. Alle udlændinge i Danmark skal være selvforsørgende eller forlade landet. Alle udlændinge skal udvises første gang, de begår kriminalitet.

Pernille Vermund formår at aflevere sine politiske visioner på en legende måde, så man ikke tænker videre over, hvad det kræver at gennemføre dem. Som da hun læser op af artiklen på tv2.dk på Ravage og studser over en fejlagtig passage om, at ”Nye Borgerlige vil forlade Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Indtil for nylig den vel nok groveste anklage, man kunne rette mod noget vestligt parti. Nu er det imidlertid den 21. september 2016, og virkeligheden er en anden. For Nye Borgerlige er det en mindre journalistisk slåfejl. Sandheden er, at de ikke vil forlade konventionen.

I stedet vil partiet ændre den 66 år gamle aftale, der er ratificeret i 47 lande, så den ikke længere sikrer retten til familieliv. Hvordan det i praksis skal lade sig gøre, er straks sværere at svare på. Så er det nemmere at lade fejlen fare.

”Nååå, fejl er o.k. Bare de ikke skriver, jeg er født i 1971!” griner Pernille Vermund, der er født i 1975. Det gør hun ofte og smittende, mens hun læner sig frem mod sin nærmeste bejler. Typisk en journalist. Der er mange om buddet i disse septemberdage.

Magasinet Rolling Stone har skrevet om Donald Trump, der har brugt færre penge og alligevel fået mere taletid i medierne end nogen anden præsidentkandidat i historien, at han som en anden Luke Skywalker har fundet svagheden i ’den amerikanske dødsstjerne’: ”Den kan ikke finde ud af at slukke for kameraerne, selv om den filmer sin egen undergang.”

At følge Pernille Vermund er at stå i orkanens kameraøje og betragte danske journalister, der har svært ved at skjule deres forbavselse. Men de kan heller ikke finde ud af at kigge væk.


"DE ENESTE TO":
Onsdag 21. september 2016, kl. 21-23.

Pernille Vermund har lånt sin fars Porsche i anledning af den store dag, hvor partiet har annonceret de 20.109 vælgererklæringer. Men bilen har ikke plads til hendes entourage, som foruden Euroman tæller en kameramand fra DR2, der er ved at lave en dokumentar om partiet.

Så vi kører i DR2-journalistens bil mod TV 2-studiet i København, hvor ’22 Skammelsen’ venter. Partiets pressechef, der ikke vil kaldes pressechef, kører bilen. Hvorfor han ikke vil kaldes pressechef, er et mysterium, eftersom han tydeligvis er pressechefen, men det er en særskilt pointe, han gentager over for alle, der spørger.

”Du kan skrive, at jeg … hjælper Nye Borgerlige med at blive tydeligere omkring deres politik,” forklarer han og smiler hemmelighedsfuldt. En uge senere springer han ud som pressechef for Nye Borgerlige. Smoke and mirrors, som de amerikanske tryllekunstnere siger.

Pressechefen hedder Lars Kaaber og er en høj, kæderygende mand med 30 års presseerfaring under bæltet og betragter derfor journalister lidt på samme måde, som Pernille Vermund betragter islamister.

Ifølge Lars Kaaber er tv-værten Poul Erik Skammelsen flagrende og vrøvler meget, mens alle DR-journalister lider af en bias, ”en uforståelig sygdom, der spreder sig som en aura fra det gamle P1 i DR Byen og rammer alle de unge, der ansættes.”

Clement Kjersgaard er en børnemishandler, men det er, fordi han ikke klipper sine børns hår, lyder skudsmålet. Tonen er frisk i Nye Borgerlige.
Lars Kaaber og Pernille Vermund bruger deres 19 vågne timer i døgnet sammen.

De lægger planer for, hvilke nyheder hun skal lade sive hvornår og til hvem. De evaluerer på hendes tv-optrædener og vedtager strategiske beslutninger, når der er optræk til en dårlig historie, der skal syltes.

Som da Radio24syvs nyhedschef Simon Andersen ringer med et rygte om, at Nye Borgerlige vil sløjfe førtidspensionen. Han har modtaget papirer fra et internt partimøde, men ender med at lægge historien ned i bytte for et interview med Pernille Vermund i Radio24syvs morgenprogram.

Vermund og Kaaber aftaler helt ned i detaljen, selv hvornår partiets Facebook-væg skal opdateres med nye beskeder. Derimod er partiets medstifter Peter Seier Christensen blevet tilbage på Ravage sammen med de andre og et fad petitfours.

Hvis han indgår i beslutningsprocesserne i disse dage, som er den foreløbig vigtigste milepæl i Nye Borgerliges historie, må det foregå pr. sms. Kaaber og Vermund omtaler ham ikke, når de tager beslutninger sammen.

Da jeg spørger Pernille Vermund, om hun og Kaaber bevidst holder Peter Seier Christensen uden for indflydelse, svarer hun, at dette bestemt ikke er tilfældet. Nærmere kommer vi det ikke.

Vi svinger ind over parkeringspladsen på Teglholmen, hvor Dansk Folkepartis ordfører Martin Henriksen sidder i sin bil og sms’er. Det skal blive et tilbagevendende syn.

Martin Henriksen er altid på vej ud af de tv-studier, Pernille Vermund skal ind i, og der står de så og diskuterer med 15 minutters afstand uden på noget tidspunkt at stå over for hinanden.

”Dansk Folkeparti har afvist at stille op i tv-debat med Pernille. De har ikke tid, lyder begrundelsen. Om det er sandt, kan man jo så spekulere i,” spekulerer Lars Kaaber senere.

Efter 21 år som den hårdeste hund på tinge er det en helt ny situation for Dansk Folkeparti at blive kritiseret for at være for slap på udlændingepolitikken.
”Som vælger ville jeg føle, at en stemme på Dansk Folkeparti havde været fuldstændig spildt,” gentager Pernille Vermund ved enhver lejlighed.

Og tilføjer med et fnis, når kameraerne er slukket:
”Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden.”
Nye Borgerliges taktik går ud på at skabe et politisk rum til højre for Dansk Folkeparti, hvis foreløbige – og lettere paniske – modsvar har været at undgå at stå i samme lokale som Pernille Vermund.

Hvilket er interessant, fordi det er præcis den samme strategi, Nye Borgerlige fører over for eks-nazisten Daniel Carlsen fra Danskernes Parti. Her ønsker man ellers også at bremse al asylbehandling og straksudvise kriminelle udlændinge, men Pernille Vermund nægter at stille op til noget, hvor Daniel Carlsen deltager.

Langt hen ad vejen vil de alle sammen det samme. Bare ikke sammen.
Interviewet med Poul Erik Skammelsen forløber som de øvrige fire tv-interview, Pernille Vermund har den aften.

Hun svarer præcist og med overskud på journalisternes spørgsmål om indvandrerpolitikken, mens Lars Kaaber følger med på skærmen og siger ”yes” og ”sådan, Pernille,” når hun afleverer de planlagte bredsider mod Dansk Folkeparti.

Tilbage i venterummet kommer politisk kommentator Hans Engell ind og dufter af tung italiensk parfume.
”Der er de nye! Pas på!” joker han.

Så begynder analysen.
”Det her er kun begyndelsen for dig, Pernille. Det, I vil blive testet på, er ikke dig, men de andre, I stiller op. Har I dygtige nok folk?” spørger Engell. Ordene dirrer ubesvarede i luften.

Lars Kaaber giver hånd, men Hans Engell aner ikke, hvem det er.
”Jeg har faktisk hilst på dig mange gange, men jeg bliver ikke fornærmet,” siger Lars Kaaber og ligner en, der er blevet lidt fornærmet.

”Jeg var i Konservatives pressetjeneste i årevis … Men nu har jeg tilbudt mine … services her,” forklarer Kaaber, der også har været pressechef i Liberal Alliance.

Så går Hans Engell ind i studiet. Han kalder Pernille Vermund en politisk kannibal, der stjæler stemmer fra alle de øvrige partier i blå blok. Efterfølgende er det Vermunds tur i studiet. Lars Kaaber filmer hende på tv-skærmen med sin telefon, hvilket optages af DR2-dokumentaristen, der samtidig er i linsen hos fotografen.

Det er en optagelse af en optagelse af en optagelse af en optagelse. Så ringer Abdel Aziz Mahmoud og spørger, om han må komme og lave ’Adgang med Abdel’ dagen efter. Det må han gerne.

På vej tilbage på hotellet lægger Lars Kaaber og Pernille Vermund planer for pressemødet næste dag. Vermund skal præsentere indvandrerpolitikken, den økonomiske politik, forsvarspolitikken og socialpolitikken.

”Du skal have en aftale med Peter (Seier Christensen, red.),” instruerer Lars Kaaber.
”Han får først lov at sige noget, når der skal svares på spørgsmål.”
”Og det organisatoriske?” spørger Pernille Vermund.

Lars Kaaber nikker: ”Han kan også sige noget om ham i Dragør, der er blevet smidt ud (af partiet, red.). Topstyring, alt sådan noget. Lad Peter tage det. For han skal have en rolle. Han skal markere sig, så de ikke går derfra og siger: ’Det her er jo kun Pernille. De andre siger slet ikke noget.’”

Pernille Vermund går i seng klokken et om natten og står klar igen syv timer senere i DR Byens morgenstudie iklædt powerhæle, nederdel, jakke og et kæmpe smil.

”Vores ultimative krav til en statsminister er at løfte de tre hovedopgaver, vi mener, Danmark står over for,” siger hun til værten. ”Indfør asylstop. Stil krav om selvforsørgelse til alle udlændinge, der opholder sig i Danmark, og udvis enhver udlænding, der begår kriminalitet, efter første dom.”

Så siger hun noget, der muligvis får Martin Henriksen til at svede et sted i det fjerne: ”Dansk Folkeparti sad sidste år, mens migranterne strømmede ind over grænsen og vandrede op ad vores motorveje, og de gjorde i princippet ikke noget ved det.”

Lars Kaaber klukker foran tv-skærmen i venterummet, mens han drikker kaffe og spiser en bolle med ost.  ”Jeg kan godt love dig, de er pisseirriterede ovre i DF over det, hun siger der.”
Er de det?

”Ja. Det er jo på en måde også skide unfair, ikke?”
Ja, for det kunne ikke lade sig gøre at stoppe flygtningestrømmen, vel?
”Nej. Men det er lidt morsomt, at de for første gang bliver angrebet fra den flanke der.”

Efterfølgende er der tid til en kaffe og en times ro med Pernille Vermund. Hun fortæller, at hun opdeler sin dag i kasser med interview for tiden, ”for ellers ville alt det her nok ramle sammen i hovedet på mig.”

Lars Kaaber holder overblikket og planlægger hendes rute rundt i medielandskabet, mens Vermund koncentrerer sig om at aflevere skarpe citater. Om Peter Seier Christensen siger hun, at han tager sig af partiets organisation, herunder oprettelsen af nye lokaldistrikter.

I dag har de eksempelvis skrevet i en fælles partitråd på Facebook om noget lokalpolitik i Rudersdal, og i nat skrev han: ”Fremragende som altid, giv besked tidligt, hvis vi skal i tv i morgen. Sov godt.”

Hypoteselegen er journalisters yndlingsbeskæftigelse, når de får et øjeblik alene med Pernille Vermund. For selv om Nye Borgerliges ultimative krav på indvandrerpolitikken er principielt let forståelige, er det ikke altid til at se, om de kan implementeres så krystalklart i en mudret virkelighed.

Tag fx nultolerancen over for kriminalitet. Er det korrekt, at hun vil straksudvise enhver kriminel udlænding fra Danmark, uanset hvad de er dømt for efter straffeloven?

”Ja,” svarer hun kort og smiler sig helt ind i hjertekamrene.
Hun vil også tage statsborgerskabet fra nydanskere og udvise dem fra landet, hvis de begår grov kriminalitet, ”også selv om de har boet her i 40 år.” At det kan føre til justitsmord, livslang paranoia eller afpresning – ”gør som jeg siger, eller jeg melder dig!” – bekymrer hende ikke.

”Det er jo ikke svært at overholde loven,” siger Pernille Vermund.
Nye Borgerlige har dog selv samarbejdet med dømte kriminelle. I juli måned mødtes partiledelsen med Jørgen Glistrup, søn af Fremskridtspartiets stifter og bestyrelsesmedlem i CEPOS.

Han blev i september 2015 idømt seks måneders fængsel af Københavns Byret for kursmanipulation i Parken Sport & Entertainment. Sagen er anket til landsretten og er i skrivende stund ikke afsluttet.

”Mødet med Glistrup handlede om at få endnu bedre indsigt i de muligheder, der er i forhold til at forenkle skattepolitikken. Han rådgav os,” forklarer Pernille Vermund.

Er der et paradoks i, at hvis en udlænding begår kriminalitet, kan vi i Danmark ikke bruge ham til noget, men hvis en mand som Glistrup begår økonomisk kriminalitet, kan du godt bruge ham til at rådgive jer om skattepolitikken?

”Jeg anede ikke, han var dømt for økonomisk kriminalitet. Hvis jeg vidste det, havde jeg nok været mere varsom med at tage sådan et møde. Lad os sige, manden var Klaus Riskær. Sådan en ville jeg jo aldrig tage ind.”

Så hvis Glistrup ikke …
”Hvis Glistrup ikke var dansker, skulle han ud af Danmark. Det er jo ikke svært at overholde loven.”

"PRESSET AF PRESSEN":
Torsdag 22. september 2016, kl. 12-14.

Pernille Vermund sidder i en stol på café Mormors i Bredgade, et stenkast fra Kgs. Nytorv, og øver sig på sin fremlæggelse til pressemødet kl. 13. Det foregår længere nede ad vejen, og Nye Borgerlige har måttet rykke til større lokaler, fordi interessen fra medierne er massiv. Hun virker for første gang stresset, men scenen er også latterlig.

Det forkrampede lille værelse er indrettet, som var det et afsnit af ’Ekstrem hjemmeservice’ med Morten Korch og heksen fra Hans og Grete i rollerne som indretningseksperter:

Babydukker hænger i galger fra loftet, kongelige portrætter og landskabsmalerier pryder væggene, og broderede tableauer siger ting som: ”Træd min gæst i stuen ind, her er ly for regn og vind.” Klunkestilen har ikke levet forgæves.

DR-dokumentaristen filmer, mens fotografen knipser løs. Så kommer en TV 2-journalist med et kamerahold, efterfulgt af Abdel Aziz Mahmoud og hans kameramand, som knap nok kan klemme sig ind i rummet.

Effektivt er vi otte mennesker, der bare glor på Pernille Vermund, mens hun forsøger at læse sine papirer.
”Jeg føler mig pludselig ikke så speciel længere,” siger Abdel Aziz Mahmoud fortvivlet.

Pernille Vermund farer først vild på vej over mod presselokalet. Så går hun på toilettet. Da hun åbner toiletdøren, er hun omgivet af seks kameraer, der filmer hende helt op i ansigtet. Let forvirret starter hun pressemødet fire minutter før tid.

”Vent lige,” siger en kameramand og afbryder hendes glædestale. ”Klokken er ikke 13, vi sender ikke endnu.”
Christiansborg-journalisterne på første række ryster på hovedet.

Pernille Vermund har allerede skiftet sko to gange i dag. Høje hæle, så flade sko, og nu høje hæle igen, som stikker ud under fortæppet, hun har bedt om at få lagt på bordet.

”Det er bedst, når man sidder i en så kort kjole,” som hun siger. Og griner.
Ved siden af Pernille Vermund sidder Peter Seier Christensen og siger ingenting. Han spejler i stedet Vermunds bevægelser.

Når hun kigger mod ham, kigger han tilbage og løfter øjenbrynene og ser lettere imponeret ud. Når hun smiler, smiler han også. Først ved det allersidste spørgsmål åbner han munden:

”Vi stifter fire nye lokaldistrikter i den kommende uge.”
Så takker Pernille Vermund af, inden hun skal snakke med BT, Ekstra Bladet, TV 2 Lorry, ’DR Dagen’, DR2, ’Aftenshowet’, i TV Avisen (den tidlige og den sene), Abdel Aziz Mahmoud og så, ’Deadline’ kl. 22.30.

 "KRAGE, TRÆSKO OG PLUDDER":

Torsdag 22. september 2016, kl. 14-21.

Der er til tider en Klods-Hans-agtig charme over Pernille Vermund, som overrumpler mange af de journalister, hun møder. Da hun går på i ’Aftenshowet’, er hun således kommet til at slukke sin mikrofon.

”Åh, jeg kom til at … Jeg var lige på toilettet, og det skulle I jo ikke høre,” siger hun og griner, før hun læner sig ind mod tv-værten, der må bide tænderne sammen for at ligne en cool, kritisk reporter.

”Pas på ikke at overdrive. Du er næsten ved at kysse ham,” siger Lars Kaaber efterfølgende til deres faste evaluering.

Mange synes, at det er forfriskende, at Pernille Vermund ikke snakker og opfører sig som andre politikere. Hvor de grundigt ’spinstrueres’ før hvert interview, svarer Vermund så kort og præcist, at det forvirrer journalisterne omkring hende.

Hvor andre politikere nok tænker på islam, hvis de foreslår at forbyde alle religiøse symboler i folkeskolen, siger Vermund åbent, at det kun er de muslimske piger, der skal tage tørklædet af.

”Det er jo ikke hinduerne eller jøderne eller katolikkerne, der er problemet,” siger hun og peger mod statistikkerne over kriminalitet og arbejdsløshed. ”For mig ville det være vanvittigt at skære alle religioner over én kam, bare fordi der er én religion, vi har problemer med.”

Når kritikerne siger, at forslaget er i strid med Grundloven, svarer Vermund, at ”så må Grundloven ændres.”

I et ledigt øjeblik mellem optagelser til nyhederne og ’Aftenshowet’ smider Pernille Vermund skoene og danser ballet over marmorgulvet i Dansk Industri. Så sætter hun sig på stenbænken ved siden af denne skribent og læner hovedet tilbage, så det blonde hår lægger sig som en dyne over både journalistblok og skød.

Samtidig strækker hun benene og laver små, sensuelle striptease-spark ud i universet. Det er sådan set uskyldigt nok, lidt humor midt i en meget lang og meget alvorlig dag. Men hvilken anden politiker ville turde gøre den slags?

"ISLAMISTSKÆGGET": 
Torsdag 22. september 2016, kl. 21-01.

Festdagen er ved at være slut, men sidste stop er de sene nyheder og så ’Deadline’ med vært Niels Krause-Kjær. Selv DR-dokumentaristen er faldet fra, men han skal også følge hende i månederne frem til og under valgkampen, så han har allerede rigeligt stof fra Den Store Dag.

Vi skråner over pladsen ved DR Byen, da tre teenagere fra Mjølnerparken går hen og hilser på.
”Hey, er det ikke dig fra Nye Borgerlige? Jeg hedder Bilal. Tillykke med, at I blev opstillingsberettigede,” siger den højeste af drengene.

”Jeg synes, det er fedt, vi får noget nyt liv i det politiske landskab. Også selv om jeg er uenig med dig rent politisk.”
”Det kan man sagtens være,” siger Pernille Vermund.

”Respekt,” siger Bilal og ønsker god aften.
Indenfor suser Martin Henriksen ned ad rulletrappen og forbi ’X Factor’-auditions. Vi kommer op i venteværelset og møder Poul Højlund, som Vermund tidligere på dagen kaldte en af Nye Borgerliges stærkeste kort til et folketingsvalg:

”Han er vestjyde og skal i ’Debatten’ senere i aften. Han står bare fuldstændig på de samme værdier, som jeg gør. Han er en rigtig god mand. Det er en af de værdikrigere, vi har.”

Højlund er nu kommet ud af studiet og ser noget brødebetynget ud. Han har lige medvirket i det, Berlingske dagen efter kalder den måske mest omtalte og omdiskuterede udgave af ’Debatten’ i flere år. Det skyldes især Poul Højlunds skarpe kritik af islam.

Flere gange i programmet peger han mod debattørerne Kashif Ahmad og Tarek Ziad Hussein og siger: ”Vi har kun ét problem ét eneste sted. Og det er derovre.”

Hvilket får en tydeligt påvirket Morten Østergaard (R) til at sige fra:
”Jeg vil bare sige, at jeg har været med i ’Debatten’ et utal af gange, og jeg har aldrig, Poul, nogensinde følt mig ubehageligt til mode, før du lige før stod flere gange og pegede på de to herrer og sagde, at de er problemet.”

Her i sekunderne efter debatten frygter Poul Højlund, at han er gået for langt.
”En af mine bedste mænd!” jubler Pernille Vermund og giver Højlund et stort kram.

”Indtil du ser det,” sukker han. ”Jeg lod mig provokere af Tarek med det store jihadist-skæg. De smed offer- og nazikortet.”

Vermund mener ikke, det kan være så slemt. Så går hun i ’Deadline’, hvor værten Niels Krause-Kjær ser tiltagende målløs ud, som interviewet skrider frem. Han hiver fat i de tre ultimative krav, Pernille Vermund har gentaget hele dagen:

Stop for al asylbehandling. Alle udlændinge i Danmark skal være selvforsørgende eller forlade landet. Alle udlændinge skal udvises første gang, de begår kriminalitet.

”Ifølge eksperter betyder det første krav, at vi skal forlade EU. Det andet krav kræver en ændring af Grundloven. Og det tredje kan slet ikke lade sig gøre,” siger Niels Krause-Kjær.

”Så må vi lave lovgivningen om,” svarer Pernille Vermund.
Hun afviser også at pege på en statsministerkandidat, der ikke vil arbejde for hendes tre ultimative krav.

I givet fald må hun pege på sig selv, siger hun.
”Undskyld mig, men det giver jo ingen mening, det, du siger,” udbryder Niels Krause-Kjær til sidst. Pernille Vermund smiler og svarer roligt, at det gør det.

I bilen på vej hjem til hotellet tikker en sms ind om, at BT er på vej med en historie om en Svend Pedersen, der angivelig var medstifter af Nye Borgerlige, mens partiet endnu gik under navnet Vi Konservative.

Han er blevet tiltalt for underslæb og skal i retten, men Vermund og Kaaber gider ikke tale om det.

”Svend er en af mine gode venner,” siger Pernille Vermund alligevel.
”I går drak han sig fuld og sendte en lang besked. Jeg gad dårlig nok læse det,” fortsætter Lars Kaaber.

”Jeg havde ellers sagt: ’Svend, du kan jo godt selv håndtere det her.’”
Vermund og Kaaber afviser begge, at Svend Pedersen har noget forhold til Nye Borgerlige.

”Hans eneste forhold er, at han og jeg er gode venner,” siger Pernille Vermund og lukker samtalen.
Klokken er halv et om natten, da vi får en afsluttende øl i hotellets bar.

Bare ét sidste spørgsmål: Hvis Svend Pedersen ikke var dansker …
Pernille Vermund sukker.
”Så skulle han ud af landet. Det er jo ikke svært at overholde loven.”

LÆS OGSÅ: Kendte politikere der ligner Trump

LÆS OGSÅ: Rune Lykkeberg: ”Højrefløjen har mere sex-appeal end de traditionelle partier”

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: "Hvis jeg var medieliderlig, havde jeg sagt ja til Vild med dans"