Åge Hareide har ikke noget ønske om at kaste fortiden på porten. Men en særegen dansk spillestil? Det tror han ikke på. Der er nærmere tale om en national selvforståelse af os som spildominerende, sydlandsk sprudlende og leveringsdygtige i såvel sejre som tunneller på modstanderne.

”Jeg kan huske det fra min tid i Brøndby. Det var ikke nok at vinde. Det skulle også være poleret. Det er sådan, danskerne ser på fodbold. Da spillerne gik ud af Parken efter kampen mod Irland, peb publikum af dem. Jeg tænker nogle gange, at danske tilskuere burde komme på genopdragelsesrejse til Tyskland. Jeg så en kamp med Thomas Delaney for Werder Bremen. Den første afslutning overhovedet kom efter 29 minutter. Alligevel råbte og skreg tilskuerne som vilde. Det kunne danskerne lære noget af.”

Måske handler den danske opfattelse af landsholdet om en vis tilvænning til at være en del af slutrunder. Siden 1984, hvor Danmark for første gang nogensinde var med til EM, har et dansk landshold ikke kikset kvalifikation tre gange i træk. Men alt pegede på, at Åge Hareide ville lide samme skæbne som sin forgænger kort inde i kvalifikationen til VM.

De personlige fejl var for mange og for graverende i udekampen mod Polen, der vandt 3-2 efter at have været foran 3-0. Og i næste runde gik det galt på hjemmebane, hvor Montenegro, trods massivt dansk spilovertag, hev en spinkel 1-0-sejr hjem.

Utrygheden begyndte at brede sig, og hen over efteråret og vinteren i slutningen af 2016 og begyndelsen af 2017 rejste Åge Hareide ud til en række betydningsfulde spillere på det danske landshold. Kasper Schmeichel, Simon Kjær, William Kvist og Christian Eriksen er rygraden på holdet – både på og udenfor banen.

Åge Hareide ville have dem med på en formationsændring til 4-3-3 for at puste ny energi til holdet. Til grund for det lå der en række overvejelser og statistiske læringer.

For det første var spillermaterialet et andet. Pione Sisto, der havde spøgt i Åge Hareides tanker siden FC Midtjyllands kamp i Europa League nogle år før, kom tættere på en fast plads efter en lovende start i spanske Celta Vigo. Nicklas Bendtner havde genfundet sig selv i Norge, og Andreas Cornelius var kommet i gang efter en voldsom skade og et kikset ophold i Premier League. Der var med andre ord flere offensive kræfter at trække på, også ældre kræfter.

”Jeg må nok erkende, at jeg var naiv i min tro på, at de unge kunne klare det. Fodbold er et gentagelsesspil, hvor man lærer af sine fejltagelser. Og der var for mange unge, som ganske enkelt ikke havde erfaringen. Se en spiller som Andreas Christensen i Chelsea. Han er ung. Han mister nogle gange sin mand i feltet, men han kommer efter det. Når han er 30, så har han lært det,” griner han.

Men der er en sandhed i det venskabelige drilleri. Pludselig steg aldersgennemsnittet på det danske landshold. Ikke til det graverende, for man ligger stadig i den lave ende i VM-regi og inden for det aldersspænd, som man regner som det optimale i international fodbold – et snit omkring de 26 år, hvor spændet mellem de yngste og de ældste ikke skal svinge med alt for mange år.

De mange tilgængelige analyser af moderne fodbold spillede også ind. Mod Montenegro havde Danmark et hav af indlæg og hjørnespark. 48 i alt. Men som tallene fra EM-slutrunden i Frankrig afslørede, så er konverteringsraten på indlæg forsvindende lille.

Under to procent af indlæg fører til direkte scoring, og antallet af gange, man rammer en medspiller på et indlæg er faldet fra 1:4 til 1:5 i de senere år. Det nyttede altså ikke at lade Riza Durmisi eller Peter Ankersen søge mod hjørneflaget for at smække indlægget ind i et forsøg på at ramme angriberne. Konverteringsraten blev ganske enkelt for lav.

Samtidig er det færre og færre mål, der kommer efter etableret spil, altså et klassisk angreb ført op fra bunden, og hvor samspil munder ud i en scoring. Vejen går via bolderobring og afslutning i løbet af 10 sekunder i en periode, hvor modstanderne ikke når at omstille sig fra et offensivt til et defensivt udgangspunkt.

Løsningen var fire firkanter med to spillere i hver og en fælles forståelse af de indbyrdes relationer og opgaver, og dermed er vi fremme ved den spillestil og -forståelse, der skal give det danske landshold succes i Rusland.

De fire firkanter er centralt placeret op gennem banen med en blok af centrale forsvarere, defensive midtbanespillere, offensive midtbanespillere og angribere, mens de to backs er alternativer, der ikke nødvendigvis har opspilsfunktioner før på den sidste tredjedel af banen.

Indlæg er erstattet af stikninger, og alt handler om at finde og skabe plads i rummet mellem modstandernes kæder. Sådan er Åge Hariedes grundprincip for, hvordan landsholdet skal fungere, og det lyder lige så simpelt, som det er komplekst at udføre.

I Norge er der to overordnede fodboldskoler: den, der bygger på Egil ’Drillo’ Olsens tanker og den, der sværger til Niels Arne Eggens.

De to trænere er legendariske på hver sin måde. Egil Olsens tilgang var, at det handlede om at forsvare sig solidt, fremprovokere fejl og straks efter erobring spille bolde i banens længderetning. Boldbesiddelse var underordnet og den lange diagonal et foretrukket våben til hurtigt at bringe bolden frem på modstandernes banehalvdel.

En, især i Danmark, udskældt taktik, men med betydelig dansk succes, hvis man vælger at kategorisere Ståle Solbakkens FC København som værende inspireret af den tidligere norske landstræner.

Den anden skole følger Niels Arne Eggen, der som træner for Rosenborg vandt et hav af mesterskaber og kontinuerlige kvalifikationer til Champions League, hvor højdepunktet var en kvartfinale efter at have besejret Borussia Dortmund. Inspirationen kom fra hollandske Rinus Michels, arkitekten bag ’totaal-voetbal’, der revolutionerede spillet og sendte Holland i VM-finalen i 1974 og 1978. Offensivt spil i 4-3-3-formation, hvor spillerne ofte skifter position, skaber spilrum ved bevægelse og er ekstremt hidsige i generobringsfasen.

”Jeg er af Eggen-skolen,” siger Åge Hareide, og det lyder rigtigt i betragtning af, at han blev hentet ind på U21-landsholdet af Eggen, videre på A-landsholdet og senere udset som afløser for Eggen i Rosenborg.

”For mig handler fodbold om at true modstandernes mål. Danmark spiller lige nu med høj risiko, fordi vi angriber højt. Vi tør mere.”

Tænker man sådan, så giver talformationen reelt ikke mening længere – kun i det øjeblik, hvor modstanderen giver bolden op, og holdet er placeret, som var det brikker på en magnettavle. Sekundet efter er alle brikker flyttet.

”Om der er tre eller fire bagude, betyder jo ikke noget. Det handler om, hvordan man ser ud, når man angriber. På det danske hold vil vi gerne angribe med så mange som muligt. Jeg er meget optaget af, at man har nok spillere foran bolden. At vi reelt kun holder centerforsvarerne og to andre tilbage, mens resten søger med frem. Og at vi hele tiden tænker i, hvordan vi står, hvis vi mister bolden – ikke for at forsvare, men for at generobre med det samme. At vi straks kan omringe modstanderens boldholder og presse ham i en grad, så vi får bolden igen. At vi gør banen så lille som mulig,” siger Åge Hareide.

Billederne af orangeklædte spillere fra Holland, der overfalder sagesløse modstandere i forholdet fem-seks mod én toner frem, når man ser optagelser fra VM i 1974. Genpres i et ekstremt format, som også Pep Guardiola og Jürgen Klopp, to andre inspirationskilder for Hareide, gør brug af. Og skift så til Danmarks kamp mod Polen og husk, hvad der fører til Andreas Cornelius’ mål til 2-0.

En bold frem mod Nicolai Jørgensen i den danske højreside bliver tabt på kanten af det polske målfelt, men Nicolai Jørgensen fortsætter sit pres og får hjælp af Christian Eriksen, der fremtvinger en fejl hos den polske forsvarsspiller Kamil Glik, der er søgt ud for at hjælpe backen. Eriksens bold bliver straks chippet mod fjerneste stolpe, hvor Andreas Cornelius let kan sende bolden forbi den polske keeper.

Et skoleeksempel på genpres og hurtig omsætning til afslutning, og på tv-billederne fra Parken ser man Åge Hareide falde assisterende træner Jon Dahl Tomasson om halsen og juble over, at et taktisk oplæg folder sig ud.

For på mange måder er det logisk, at Åge Hareides nærmeste samarbejdspartner på det danske landshold er Jon Dahl Tomasson. Erfaren som få andre danskere qua en international karriere, der sendte ham til hollandsk, engelsk, tysk og italiensk fodbold. Inspireret af store trænere som Giovanni Trappatoni og Leo Beenhaker i en grad, så han begyndte på træneruddannelsen – naturligvis i Holland. Stærkt inspireret af den hollandske spillestil, der i sin tid var Rosenborg-træneren Niels Arne Eggens foretrukne. Cirklen er sluttet – og så alligevel ikke.

’Flo-bolden’ er et begreb, man vil kende, hvis man husker Egil ’Drillo’ Olsen. Den består i al sin enkelhed af to spillere, en i forsvarskæden og en i angrebet. I sin tid var det ofte Stig Inge Bjørnebye, der som venstre back på det norske landshold slog en diagonal aflevering op mod Jostein Flo, og senere lillebror Tore André Flo, der ikke var centralt placeret, men lå på højre kant.

Målet var, at nordmændene uden fare kunne bringe spillet langt frem på modstandernes banehalvdel, hvor de enten kunne fremtvinge en dødbold i form af indkast eller hjørnespark eller bringe bolden ind i feltet via Flo-brødrenes solide hovedspil.

På det danske landshold spiller Åge Hareide oftest med Yussuf Poulsen eller Andreas Cornelius i højre angrebsside med lige så høje og hovedspilstærke Henrik Dalsgaard bag sig, mens Andreas Bjelland er den venstrebenede spiller i venstre forsvarskæde. Der er dem, der argumenterer for, at Drillos visioner lever videre på det danske landshold, når Bjelland slår sin diagonal fra venstre mod højre. En af dem er Åge Hareides landsmand og trænerkollega Ståle Solbakken.

”Lige præcis Cornelius på højrekanten er overraskende, for den mand kan hverken drible eller slå et indlæg med højrefoden. Så det er jo for at bruge hovedspillet. Præcis som ’Drillo’ gjorde. Det er noget af det, der gør, at man som fodboldfagmand har svært ved at sætte Åge Hareide i bås. Han er ikke ren Eggen-mand, men nærmere en der stoler på sin intuition. Det betyder ikke, at det er tilfældigt, hvad der sker. For han har en stor erfaringsbank som spiller og som træner. Han har været med i mange, mange år, så jeg tænker, at hans intuition også bygger på andet end en fornemmelse. Tag hans ophold i Viking, som var det sidste store job i Norge, han har haft. Her spillede man med mandsopdækning over hele banen. Det er vist ikke set hverken før eller siden. Og se så, hvad der sker i Malmø, hvor han kvalificerer dem til Champions League med en anden taktik og endda tør at spille med en taktik, der ikke altid var gennemprøvet, men som han fik lyst til at prøve – og som han fik overbevist spillerne om,” siger Ståle Solbakken.

Det kunne virke som et skisma. At Åge Hareide på den ene side er impulsiv og på den anden lader sig influere af statistikker og computeranalyser af spillets udvikling. At han i den ene side af banen ønsker en driblestærk spiller og i den anden side gerne bruger den lange diagonalaflevering. Som at bruge plan A og B på samme tid.

Åge Hareide vedgår da også gerne, at han er pragmatisk anlagt som træner. Men pragmatisme kan også være et andet ord for variation, påpeger han.

”Jeg har ingen problemer med at bruge den lange bold frem. Det er ikke forbudt. På nogen måde. Vi skal kunne veksle, fordi det er en metode til at overraske modstanderen. Kort, kort og så langt. Den lange bold er en god og sikker metode til at flytte spillet frem, fordi modstanderne ofte vil stå med en lav back, og vi med vores hovedspilsstyrke kan erobre bolden og herfra finde mellemrummene,” siger Åge Hareide.

Det væsentlige er, at den indbyrdes forståelse er til stede. Og den kommer kun, hvis spillerne kender hinanden og forstår, hvad deres respektive roller er.

Det er derfor, truppen er relativt ens fra gang til gang. Det giver ganske enkelt ikke mening at skifte for meget ud på baggrund af formdyk på klubniveau, hvis man vil opbygge den kontinuitet, der er nødvendig. Åge Hareide kalder det loyalitet, og den går begge veje.

Når en spiller gang på gang udtages til det danske landshold uden at komme i kamp, men troligt knokler på til træning for at agere skyggespiller på en given position, så skal den loya­litet belønnes. Alle har en rolle, der er vigtig, også selv om man ikke ser den udfolde sig i kamp.

Måske er det en snert af den socialdemokratiske grundtanke, som Hareide bekender sig til, der her kommer til udtryk. Opvæksten på Vestlandet, tæt på det hav, hvor faderen befandt sig en stor del af tiden, har sat sit præg.

Anerkendelsen af, at alles arbejde har en værdi, og at den værdi skal anerkendes, ligger dybt i ham. Så er det ligegyldigt, om det arbejde udføres på en fiskekutter, hvor nogle har roret, og andre klarer det beskidte arbejde, eller på en træningsbane, hvor stjernerne med fast plads på holdet har brug for dem, der udfylder en rolle som modstandere i kampsimulationer.

”Jeg tænker meget på den del. Det er vigtigt for mig, at jeg viser tillid til dem, der har gjort et godt stykke arbejde. Som ved, hvad der kræves, hvis de skal gå ind på holdet på en given position. Fordi de har været med til træninger, rejst rundt med os og endda ikke altid får plads på bænken, men ser kampen fra tribunen,” siger Åge Hareide.

En af metoderne til at skabe den indbyrdes forståelse er ved at holde landsholdet præsent i spillernes bevidsthed, også når de ikke er samlet til kampe. Åge Hareide har sammen med Jon Dahl Tomasson rejst Europa tyndt i dette forår.

Målet har været at få besøgt alle spillere, der er inde omkring landsholdet. For at møde dem i deres miljø og få chancen for at tale med dem uforstyrret, så de føler, der er tillid, og så Hareide har en fornemmelse af, hvem der har brug for særlige privilegier, hvis det kan passes ind i samlingerne. Og for at skabe en bevidsthed om landsholdets spillestil.

”Det er nødvendigt. Når spillerne kommer til landsholdssamlinger, er det lige fra klubberne, hvor de måske har andre roller, og hvor de taktiske oplæg er anderledes. Vi har så kort tid med spillerne, at vi ikke har tid til at begynde forfra. Vi er nødt til at have en base at arbejde ud fra. Prøv at se, hvor mange kampe klubhold spiller inden sæsonens begyndelse. Vi har ikke samme muligheder.”

Til gengæld har han muligheden for at nærstudere kommende modstandere i endnu højere grad. Genkalder man sig de sidste 20 sekunder op til Christian Eriksens scoring til 3-1 i Irland i den afgørende VM-playoff-kamp, er det en god ide at holde øje med den irske spiller James McClean. I denne sæson oftest indskiftningsspiller for West Bromwich i den engelske Premier League, men fast mand på det irske hold, hvor han spillede 90 minutter i Parken.

Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson havde noteret sig den manglende spilletid og fortalte spillerne, at McClean meget vel kunne blive et ømt punkt for Irland efter 30 minutter.

”Ganske rigtigt. Han tabte pusten. Og han tabte også hovedet,” griner Åge Hareide.

Tv-billederne afslører, at James McClean i hvert fald tabte den mand, han havde ansvar for at dække, nemlig Pione Sisto. Efter et opspil, hvor bolden bevægede sig over i venstre side, endte den hos Thomas Delaney, der fra en position på midten af den irske halvdel spillede bolden videre til en fuldkommen fri Sisto, som efter et træk lagde den af til Christian Eriksen, der fra kanten af feltet behersket placerede sit skud i venstre side af målet og reelt lukkede opgøret med sin scoring til 3-1.

Den samme minutiøse analyse af Peru og Australien, de to nøglemodstandere i Danmarks pulje ved VM, er allerede i gang. Videoklip bliver indsamlet, data på de enkelte spillere hentes, og taktikken forberedes. For taktik afhænger af dem, man spiller imod.

Glem alt om frasen, ’vi spiller vores eget spil’. Ser man på positionen som venstre back, der har været en af de mest udfordrende for Hareide, tilhørte den først Riza Durmisi, inden Jens Stryger Larsen, der er højrebenet og derfor ikke er et åbenlyst valg, overtog – for så at blive truet af Jonas Knudsen, der er venstrebenet og har samme solide defensiv.

Durmisi er blevet mindre vigtig, fordi opspillet ikke længere kræver en back, der støder helt med frem, og fordi venstre kant tilhører Pione Sisto, der stort set aldrig gør brug af overlap. Altså står valget mellem Jens Stryger Larsen og Jonas Knudsen, men her kommer modstandernes opstilling i spil, forklarer Åge Hareide:

”Normalt siger man, at venstre back skal være venstrefodet, men spiller man over for en højre kant, der ofte går ind i banen, vil man defensivt have en fordel, når man skal bremse ham. Og det kunne man godt forestille sig i kampen mod Peru, mens det mod Australien ofte vil være klassiske indlæg, som en venstrebenet spiller vil have lettere ved at dæmme op for. Det er sådan nogle ting, vi skal arbejde på. Men vi er slet ikke færdige. Og vi kan ikke fylde spillernes hoveder med den slags endnu. Så brænder de helt sammen lang tid forinden. Det går ikke.”

Har vi fundet en ny dansk spillestil?

”Ja. Jeg tror, vi har fundet den måde, Danmark skal spille på. Også om to år.” ■

LÆS MERE: Stort interview med Christian Eriksen: Portræt af en glad mand

LÆS MERE: Her kan du se fodboldlandsholdets kampe på storskærm

LÆS MERE: Nadia Nadim: "Du kan være omgivet af mennesker, som vil have, du laver noget andet. Men jeg har altid vidst, at jeg ville spille fodbold"