scroll-down

Ingen pokaler, ingen problemer: Derfor er det fedt at være fan af et halvdårligt hold

Jeg holder med en fodboldklub, der aldrig vinder noget, og det er en god påmindelse om, at tingene ikke altid behøver være ekstraordinære. Livet som Sampdoria-fan er en stenet tilværelse med glimt af storhed, og sådan foretrækker jeg det. For livet er krævende nok i forvejen.

Af Martin Hjorth Frederiksen
Foto: Getty Images
Sport Euroman

For nogle uger siden lå jeg og så lidt Serie A-fodbold. Oprykkerne Spezia imod mit yndlingshold Sampdoria. Et lokalopgør i gråvejr, som de færreste neutrale ville nyde. Sampdoria burde vinde sådan en kamp imod et upåagtet hold med et væsentligt lavere budget.

Den triste affære endte både med et nederlag og et rødt kort. Det hele var lidt, ja, ynkeligt. Men det er ok. Der skal nemlig være plads til middelmådighed i livet.

Jeg har holdt med Sampdoria i godt og vel 20 år. Før det flirtede jeg med Fiorentina på grund af et vildt Championship Manager-spil, men da jeg engang besøgte Sampdorias hjemby Genova, mødte jeg en fan, som skaffede mig en billet til en hjemmekamp imod Atalanta.

Jeg fik lov at sidde med klubbens ret fredelige ultras, og det betød intet, at Sampdoria også tabte den dag. Jeg var solgt. Og så gjorde det jo ikke noget, at klubben havde – og stadig har – verdens flotteste trøje.

Sampdoria er aldrig i nærheden af at vinde Serie A. Eller Coppa Italia for den sags skyld. Aldrig. Det er en del år siden, de vandt et trofæ. De fleste år ender de et godt stykke over nedrykningsstregen og et godt stykke under de pladser, der giver adgang til europæisk fodbold.

I skrivende stund er de ikke langt fra at rykke ned, men det tager man ikke så tungt. Det plejer jo at gå. Der er med andre ord ikke det store på spil, og det er lige præcis, hvad jeg holder af. Det er som oftest middelmådigt og udramatisk.

Vælg det gode, acceptér det kedelige

Middelmådighed står per definition ikke i høj kurs. Men middelmådighed behøver ikke bare være dét, der ikke er enestående. Middelmådighed er bare dét, der er fint nok, og det stiller jeg mig tilfreds med i mange sammenhænge i livet.

Det er ikke, fordi man ligefrem skal stræbe efter middelmådighed. Når det kommer til kunst, er middelmådighed det absolut værste, fordi det dermed er ligegyldigt og forglemmeligt. Så hellere kunst, der deler vandene eller er dårligt, fordi der er taget chancer.

Når det kommer til mad, vil jeg selvfølgelig også hellere have lækker mad, hvis jeg kan vælge. God kaffe vil jeg ikke undvære. Jeg drikker jo heller ikke Slots Pilsner længere. Middelmådighed skal ikke efterstræbes. Men jeg ville være ked af, hvis jeg blev så fin på den, at jeg ikke kunne drikke en middelmådig filterkaffe, jeg blev budt på.

Hver morgen spiser jeg en halvkedelig omgang yoghurt, og på den måde er det fint nok, at nogle oplevelser slet ikke er oplevelser, mens andre lagrer sig i hukommelsen og en dag bliver til kære minder. Hvis alt er exceptionelt, er der intet, der er exceptionelt, lyder klichéen. Og den passer.

Men hvorfor nøjes med middelmådigheden i sport, kan man så spørge?

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: