Det var ret kliché, erkender de. Simon Hjære var rejst på ferie til Grækenland og havde taget en bog om Facebooks tilblivelse med sig. Selvfølgelig. Det er bibelen for unge og håbefulde iværksættere.

Hjære og makkeren Peter Holm havde længe ledt efter den gode idé, mens de var i gang med kandidaten på IT-universitet i København. Men var indtil da for det meste kun kommet på dårlige ideer. Først arbejdede de med tanken om at starte et socialt intranet for universiteter, men det var for omstændeligt og desuden alt for kedeligt.

På ferien skete der dog noget. Bogen om Facebook satte noget kreativitet i gang hos turisten.

”Hvorfor er der ikke et tilsvarende univers som Facebook for fodboldspillere? Et sted, hvor den gængse fodboldspiller er ’connected’ med alle andre og er identificerbar,” tænkte Hjære.

Han begyndte at tegne nogle kruseduller på et papir over strategien og ringede hjem til Peter Holm i Danmark.

”Nu har jeg ideen!”.

Peter Holm sagde ’ja’ uden at tøve. Begge havde spillet fodbold hele deres liv og brugte alligevel det meste af fritiden på at følge med i kampe og resultater på fjernsynet, så det virkede oplagt at starte en virksomhed omkring fodbold.

Det er fire år siden nu.

De to nordjyder på henholdsvis 31 og 32 år gjorde ideen om en digital platform for fodboldspillere til virkelighed i 2014. Og i dag har appen Tonsser snart rundet 500.000 brugere fordelt over fem lande – Danmark, Sverige, Norge, Frankrig og Tyskland. Den er dermed den førende af sin slags i Europa.

Tonsser kan betegnes som en hybrid mellem computerspillet Football Manager og LinkedIn. Hver spiller skaber sin egen bruger i appen, hvor de kan beskrive sine kompetencer, uploade billeder og videoer – og vigtigst af alt indsamle statistik over alle sine mål og oplæg. Desuden bliver den enkelte spiller bedømt af holdkammeraterne med en karakter efter hver kamp.

Det er primært ungdomsspillere i aldersgruppen 11 til 19 år, der benytter sig af Tonsser. I det nordjyskklingende navn ligger der, at Tonsser gerne vil demokratisere fodboldverdenen og honorere spilleren, der kæmper hårdt for sit hold og spiller med hjertet.

”I fodboldverdenen er der 55.000 professionelle seniorfodboldspillere, men dem i ungdomsrækkerne er der ikke meget opmærksomhed på, og de er ikke gjort identificerbare.” siger Peter Holm.

”Vi har bygget en platform, der får unge fodboldspillere til at føle sig som professionelle,” supplerer Simon Hjære.

Meningen med Tonsser er, at de skal inspirere og motivere brugerne til at blive bedre. Appen giver dem også adgang til øvelser, som de ellers skal gå på de bedste akademier i verden for at få.

Sådan ser Tonssers app ud. Foto: Tonsser

Til sidst er drømmescenariet for både brugeren og Tonsser, at spilleren bliver opdaget af en større klub gennem appen.

Det sidste er der eksempler på.

Helt tilbage ved Tonssers opstart i 2014 havde de registreret en U19-spiller fra Spangsbjerg i Vestjylland. Rasmus Madsen hed han. I en sæson scorede han imponerende 42 mål for Spangsbjerg på det fjerde bedste danske niveau. Men selv om der var en Superliga-klub i nærområdet, anede Esbjerg fB ikke, at Rasmus Madsen eksisterede. Gennem Tonsser opdagede en scout spilleren og skaffede ham en prøvetræning, hvor han scorede et hattrick i den første kamp.

”Hvis du ikke har samlet og gjort fodboldspillere identificerbare, er der godt nok mange, der går tabt og aldrig bliver fundet,” siger Simon Hjære.

Rasmus Madsen nåede aldrig til Esbjerg fB’s førstehold, men Tonsser havde gjort vejen væsentlig kortere.

”Det er det, vi er til for,” lyder det fra Peter Holm.

Tror I virkelig, at der løber en potentiel stjerne rundt i de lavere rækker, som Superliga-klubberne endnu ikke har fundet?

”Uden tvivl. Folk kan blive skadet og ryge ud af systemet. Der er mange såkaldte ’late bloomers’. Du kan tage et eksempel som Nicolaj Thomsen, som AaB først sagde nej til, da han spillede ungdomsfodbold i Frederikshavn. Han måtte selv bede om endnu en prøvetræning, før de tog ham ind. Nu spiller han i FC København,” siger Holm.

”Det er også svært at skelne mellem performance og potentiale. Jeg læste engang, at akademichefen i FC Midtjylland på et tidspunkt samlede alle trænere og bad dem om at lave en top-5 over de spillere på akademiet, de rent faktisk troede ville tage det næste skridt. Der var en masse navne på, og de samlede buddene i en konvolut og åbnede den nogle år senere. Simon Kjær var en af de spillere, som var på akademiet dengang, men hans navn var ikke på én eneste liste. Han er efterfølgende by far blevet en af de spillere fra Danmark, som har klaret sig bedst i udlandet,” tilføjer Hjære.

Danmarks kommende Zlatan

16-årige Muamer Brajanac, som nu er topscorer på Brøndbys U17-hold, opdagede helt tilfældigt Tonsser via en reklame på Facebook, da han spillede i Kolding som U14-spiller i den bedste række.

”Det fangede mig, fordi det omhandlede min store passion, og jeg tilmeldte mig med det samme. Jeg var faktisk den første på vores hold, der begyndte at bruge Tonsser. En uge senere fik jeg også overtalt mine holdkammerater til at gøre det samme.”

”Og så gik det stærkt. Alle snakkede om det til træning, og der var en intern konkurrence om at komme på ugens hold,” siger Brajanac.

Tonsser kårer efter hver runde de bedste spillere i appen med ’team of the week’, ligesom de uddeler priser til ’player of the season’ ved et awardshow, de selv arrangerer i kontorlokalerne på Frederiksberg. Brajanac er ikke kun kommet på ’team of the week’ utallige gange, han blev også ’player of the season’ som U15-spiller.

”Den anerkendelse, Tonsser giver en, er guld værd, når du er ungdomsspiller. Det er den belønning, du higer efter, og som motiverer dig til at blive bedre,” siger Muamer Brajanac.

Ifølge ham er det især fedt at kunne sammenligne sig med andre spillere i sin liga og forberede sig på de kommende modstandere. Han bruger stadig appen, efter han er skiftet til Brøndby. Men det er mere til at se videoer af andre spilleres mål og skills. 

”Især når man spiller U14- og U15 betyder karakteren i Tonsser meget, men jo længere man rykker op i systemet, betyder trænerens vurdering mere og mere. Det er ham, der kan fortælle, om det er godt eller skidt. Mine målsætninger har også ændret sig nu, men appen hjalp mig meget i starten,” fortæller han.

Han vil derfor heller ikke give Tonsser hele æren for at blive fundet af Brøndby. Den 1,90 meter høje angriber, der er født i Danmark af bosniske forældre, har haft anførerbindet for det danske U17-landshold flere gange. Han drømmer om at få debut for Brøndbys Superliga-hold inden for et par år og på sigt blive Danmarks svar på Zlatan Ibrahimovic.

 ”Zlatan er uden tvivl mit forbillede. Én ting er, hvad han har betydet for integrationen, men hans spidskompetencer minder om mine, så jeg kigger meget på ham. Han er stor, boldsikker og en klinisk afslutter, der samtidig kan noget ekstraordinært,” siger Brajanac, der har scoret syv mål i de første syv kampe i sæsonen for Brøndby.

Udvider med kontorer i udlandet

Mange investorer, brands og store spillere vil være en del af Tonssers succes i øjeblikket. Appen har scoret samarbejdsaftaler med Nike og Unisport og har hentet over 30 millioner kroner i investeringer fra blandt andet SEED Capital, der også har skudt penge i Endomondo og Vivino, mens topklubber som hollandske Ajax Amsterdam og tyske Borussia Dortmund har henvendt sig til Peter Holm og Simon Hjære for et samarbejde.

Med Dortmund har de været i dialog om, at tyskerne kan tilbyde prøvetræninger til brugere fra Tonsser, mens Ajax har bedt dem om at kortlægge de bedste spillere, som er uden for hollændernes radar.

Det er ellers ikke længe siden, at Peter Holm og Simon Hjære cyklede hele Amager rundt i regnvejr for at fortælle om deres projekt til ungdomshold i små klubber. Nu flyver de til Arsenal, Manchester United og Fulham på invitation.

”Vi oplever at blive taget meget seriøst af de største klubber, fordi der ikke er skabt et community som vores, og de ved, at de bliver nødt til at være en del af det på den ene eller anden måde,” fortæller Holm.

Især mødet med Arsenal gjorde indtryk.

”Mødet med marketingchefen foregik i det gamle bestyrelseslokale på Highbury, hvor de må have signet nogle af de største spillere som Thierry Henry og Dennis Bergkamp. De havde beholdt det gamle langbord og læderstolene med adidas-loget. På stolen for bordenden var der fem ben, fordi den tidligere formand simpelthen var for tyk, så de var nødt til at bygge et ekstra ben på. Det var sgu en drengedrøm at komme ind der,” siger Hjære.

Tonsser har i øjeblikket kontor i en loftslejlighed på Godthåbsvej på Frederiksberg, hvor der er 30 ansatte. Det går så godt i udlandet, at de snart åbner et kontor i Paris i Frankrig og et i Tyskland – formentlig i Berlin. I Frankrig bruger 200.000 personer appen. Heriblandt stortalentet Willem Geubbels, der i en alder af bare 16 år allerede har fået debut for Lyons førstehold i den bedste franske fodboldrække. 

Kontoret på Frederiksberg. Foto: Tonsser

Senere på året udkommer Tonsser med sit første produkt til trænere. Derfor har de blandt andet tilknyttet Mads Davidsen, der er teknisk direktør i den kinesiske klub Shanghai SIPG.

"Vi arbejder på et produkt til trænere, der skal hjælpe dem med at træffe beslutninger før kamp og træning. Vi vil gerne bidrage med bedre argumentation, og det kommer primært gennem data,” siger Holm.

”Man bliver træner, fordi man elsker at udvikle spillere. I ungdomsfodbold er udvikling det allervigtigste, men størstedelen af trænerne har ikke tid at give individuel feedback, som er noget af vigtigste for at udvikle og motivere spillerne. Derfor har vi lige skubbet en løsning ud til en lukket betatest, der reelt gør det ekstremt let at give individuel feedback. Du sender feedbacken ud til spillerne, så de ved, hvilke punkter de skal arbejde med og forbedre,” supplerer Hjære.

Det er ambitionen, at den nye feature til trænere skal indeholde data fra de små GPS-veste, som flere og flere professionelle spillere løber rundt med til træning. Vesten måler blandt andet, hvor langt en spiller har løbet, hvor mange sprinter spilleren har foretaget og den samlede sprintdistance.

”Når disse data på et tidspunkt bliver koblet på de stats, som Tonsser i forvejen har, kan vi i princippet identificere, hvem der potentielt bliver den næste Lionel Messi,” forklarer Hjære.

Arbejdede 70 timer om ugen

Da Peter Holm og Simon Hjære skiftede Tonsser fra web over til en app, havde de kun to måneder til at lave det hele. Alt skulle være klar til sæsonstarten, ellers var det ligegyldigt. Samtidig skulle de finde en udvikler, som kunne designe appen. I de to måneder levede de stort set kun i det gamle kælderkontor på Vesterbro. Men de nåede det akkurat. Det samme var tilfældet, da de udvidede til Norge. Her havde de endda kun to uger til at skubbe det ud. Penge var der ingen af, og de måtte bruge Google Translate til marketingsdelen. Det fungerede fint. Og kort tid efter brugte flere tusinde i hele Norge Tonsser.

”Vi fakede den jo egentligt, for vi havde ikke styr på en skid på det tidspunkt. Jeg tror heller ikke, at man skal være blandt de klogeste for at være en succesfuld iværksætter, men man skal virkelig være skarp til, hvordan man får tingene til at passe sammen og få dem til at gå op i en højere enhed,” forklarer Holm og tilføjer:

”Man er nødt til at arbejde sindssyg hurtigt og ’cut some corners’. Det er den arbejdsindsats, der gjorde, at investorer i starten forelskede sig i vores koncept. De kunne se, at vi rykkede på tingene og ikke bare sad stille og ventede på, at chancen opstod, men selv opsøgte den.”

De første to år arbejdede Holm og Hjære omkring 70 timer om ugen. Nu er de kommet ned på et mere humant niveau, for de er begge også blevet fædre.

”Jeg vidste, da vi startede Tonsser, at det ville være 100 procent eller ingen ting. Med så stort og ambitiøst projekt, hvor vi skal bygge verdens førerende platform inden for fodbold, kræves det simpelthen. Jeg tog en beslutning om at skære alt andet væk. Jeg må få mit liv tilbage engang i fremtiden,” siger Holm.

Hvordan ser jeres forretningsmodel ud?

”Vi har ikke plus endnu, men får penge via investeringer og kapitalfonde. Vi har noget omsætning, men det er stadig peanuts, men sådan er det game i starten. På sigt vil vi skabe nogle løsninger, hvor vi tilbyder brugerne noget ekstra i appen, som de kan betale for. Og så har vi selvfølgelig også muligheder for at bruge annoncer,” siger han.

Det har været ved at gå galt flere gange for stifterne. Der har været situationer, hvor de var sikre på, at de blev nødt til at lukke projektet ned, fordi de eksempelvis fik en konkurrent. Ligesom de i starten måtte ringe til en investor og bede om 300.000 kroner for at kunne betale løn til de ansatte.

Men de tror så meget på projektet, at de i perioder har været villige til at cutte deres egen løn helt fra. Som Peter Holm siger:

”Jeg går efter min drøm. Jeg tror oprigtigt, at Tonsser kan skabe transparens i fodboldverdenen og gøre en forskel for rigtig mange mennesker. Det er drivkraften for mig.”

LÆS OGSÅ: Fra konsulent hos McKinsey til grøn iværksætter: Michael har formlen, der skal få verden til at spise flere planter

LÆS OGSÅ: Tre unge fyre fra Taastrup omsætter for en million om måneden på andre folks beskidte tøj

LÆS OGSÅ: Patrick Nielsen over en øl efter karriereknusende nederlag: ”Nu er jeg bare en nobody igen”