Champions League-finaler
Foto: Getty Images Thierry Henry under Champions League-finalen i 2006 mod FC Barcelona.

Tre undervurderede Champions League-finaler, du kan streame nu

Uforholdsmæssig meget tid til at slænge sig på sofaen og ingen fodbold i fjernsynet er en dårlig kombination. Heldigvis har Viaplay gjort alle Champions League-finaler siden 1995 tilgængelige på deres streamingplatform. Vi guider dig til tre mindeværdige finaler, du måske har glemt.

Beckham… Into Sheringham… And Solskjær has won it!

Mange har sikkert kommentatorsporet fra Manchester Uniteds famøse overtidssejr mod Bayen München i Champions League-finalen fra 1999 solidt indprentet i de inderste hjerneceller. Og man kan formentlig vække enhver Liverpool-fan klokken 3 om natten og få startopstillinger og målscorere i kronologisk rækkefølge fra comeback-sejren mod AC Milan i 2005.

Men hver Champions League-finale har sit eget, unikke særpræg, der gør den værd at se igen. Særligt i en periode, hvor stort set al fodbold er indstillet på ubestemt tid og du måske allerede har nået de yderste afkroge af Netflix og HBO. I anledning af at man i disse dage kan streame alle Champions League-finaler siden 1995 i fuld længde på Viaplay, har vi udvalgt tre finaler, du måske har glemt, men som bestemt fortjener et gensyn.

GettyImages-57637469 copy.jpg

2006: FC Barcelona 2-1 Arsenal 

Ronaldinho i hvide og guld Nike Tiempo-støvler bør varme ethvert 90’er-barn om hjertet. Tilsæt spydspidserne Thierry Henry og Samuel Eto’o, en ung Cesc Fabregas, en storspillende Andrés Iniesta og moderne fodbolds flotteste midterforsvarspar, Rafael Márquez og Carles Puyol og du har opskriften på en lækkerbisken af en Champions League-finale.

Selve kampen mellem FC Barcelona og Arsenal blev ganske vist påvirket af en tidlig udvisning af Arsenal-keeperen Jens Lehmann, men husk på, at englænderne kom foran og holdt skansen indtil minut 76.  Favoritterne fra Barcelona spillede hakkende, og havde svært ved at få verdens bedste fodboldspiller på det tidspunkt sat i scene. Det lykkedes dog for Barcelona-træner Frank Rijkaard at vinde kampen fra bænken, hvor især svenske Henke Larsson vendte kampen på hovedet. Efter Champions League-triumfen skiftede angriberen i øvrigt til den upåagtede ungdomsklub Helsingborg. Tal om en klubmand.

Det, der blev kaldt drømmefinalen foran 80.000 mennesker på Stade de France i Paris, blev måske ikke det festfyrværkeri, mange havde forventet, men kampen skoser på ingen måde på tekniske genialiteter og flot fodbold. Medkommentator på TV3 Per Frimann formulerede det præcist, da han sagde: ”Gadefodbolden har fundet vej til Champions League”.

Kampen markerede også højdepunktet og siden afslutningen på den korte, men bemærkelsesværdige dominans, Frank Rijkaards Barcelona-hold havde opnået med magikeren Ronaldinho i spidsen. De kommende år skulle i stedet stå i Pep Guardiola og Lionel Messis tegn.

GettyImages-114914327 copy.jpg

2011: FC Barcelona 3-1 Manchester United

”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har set en så god kamp i Champions League,” deklarerede Champions League-stemmen Carsten Werge vantro, da David Villa med en følt afslutning i det ene målhjørne havde bragt FC Barcelona på 3-1 mod Sir Alex Fergusons Manchester United.

Men hvis du ikke har i sinde at se en hel, gammel fodboldkamp, så sæt i det mindste 20 minutter af til at se minut 50 til minut 70 af denne finale, og oplev det måske bedste fodboldhold nogensinde udfolde sig. Nok kunne FC Barcelona prale af individualister som Xavi, Iniesta, Pedro, Villa, Dani Alves og selvfølgelig ham den venstrebenede med nummer 10, men også ud fra et kollektivt synspunkt er Pep Guardiolas FC Barcelona anno 2010/11 noget af det ypperste, fodboldsporten har præsenteret os for.

Hvor finaler ofte er nervøse og tætte, var denne finale på Wembley en opvisning uden lige. Et aldrende Manchester United-mandskab startede kampen godt, men blev langsomt men sikkert skilt ad af Barcelonas morderisk dygtige tikitaka-maskine. Efter kampen fortalte en slagen Sir Alex Ferguson, at Guardiolas Barcelona var det bedste hold, han havde mødt i hele sin karriere.

GettyImages-169508739 copy.jpg

2013: Bayern München 2-1 Dortmund

Efter en årrække med spansk dominans var der nye sheriffer i byen på den europæiske fodboldscene. Det, Raphael Honigstein i sin fremragende bog af samme navn kaldte ’Das Reboot’, var begyndt efter tyskernes pinlige gruppespilsexit i EM i 2000. 13 år senere var Gary Linekers bevingede ord om de suveræne tyskere, der altid vandt i sidste ende, igen delvist sande.

Lidt forsimplet stod topklubberne i den tyske Bundesliga for en mere direkte udgave af spaniernes boldbesiddelsesfikserede pasningsspil. Det var nu okay at sætte bolden på spil – så længe man genvandt den igen med det samme. Resultatet var en hæsblæsende form for fodbold, særligt kendetegnet ved Jürgen Klopps universelt populære Dortmund-mandskab, der gjorde begrebet ’overfaldsfodbold’ til dagligdagslingo i de danske fodboldstuer.

Inden tyskerne i 2014 satte kronen på værket med VM-triumfen i Brasilien, var Champions League-finalen i 2013 en håndgribelig illustration af alle de ting, tyskerne havde gjort rigtigt. Klopps Dortmund og Jupp Heynckes’ Bayern München havde begge duperet fodbold-Europa hele vejen til finalen, hvor især Bayerns 7-0-ydmygelse over to kampe mod Barcelona var særligt symboltung.

Også finalekampen mellem de to rivaler var med sin ying-yang-symbolik guf for sportsjournalisterne. Det kollektivt stærke Dortmund mod det stjernebesatte Bayern München. Det unge trænertalent Jürgen Klopp mod den feterede spiller- og trænerlegende Jupp Heynckes. Dortmunds fantastiske centrale akse med Hummels, Gündogan, Reus og Lewandowski mod Bayerns kreative og evigt kampafgørende stjernewings Robben og Ribery.  For at sætte kampens betydning på spidsen, var det blot en måned før finalen blevet officielt, at Dortmunds wünderkind Mario Götze fra næste sæson skulle tørne ud for… Bayern München.

Selve kampen blev lige så intens og dramatisk, som man på forhånd havde kunne forvente. Og som det på forhånd stod skrevet i stjernerne, kunne den dominerende storebror Bayern München løfte pokalen med de store ører efter en individuel topaktion i kampens døende minutter. Nogle ting ændrer sig aldrig.

Er du sulten efter mere Champions League-nostalgi? Så har journalist Nicklas Degn lavet denne dejligt nørdede Twitter-tråd med observationer og noter fra samtlige finaler fra 1995 og frem:

Se, hvad vi ellers skriver om: Champions League, Viaplay og Fodbold