Findes der noget mere kedsommeligt end en mellemlanding?

Når man har gået frem og tilbage mellem taxfree-butikkerne en gang for meget, og man har afgjort med sig selv, at man hverken har brug for mere sprut eller deodorant, ja så ville man ønske, at man kunne trække sig tilbage i en blød stol med det gode gamle internet.

Problemet er bare, at det er dyrt, hvis du selv skal betale for det, og ofte bøvlet, hvis du skal bruge lufthavnenes hotspots.

Det syntes den tyrkisk-amerikanske rejseblogger Anit Polan var så irriterende, at han besluttede sig for at skabe en universel løsning til sit og andres rejseliv.

Polan, der inden han begyndte at rejseblogge, arbejdede seks år som computersikkerhedskonsulent, designede et interaktivt kort med koder til wifi samt, indimellem, beskrivelser af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at placere sig.

Med hjælp fra sine brugere opdaterer Polan stadig listen over lufthavne og wifi-tilgang.

Du kan læse oplysningerne her, bruge kortet nedenfor eller downloade det som app på app store , Google Play eller Amazon.