En hotter, indianer i kano, charter-brite med badevinger. Den elskede hotdog har mange navne.

Brian Flink Pedersen fra Pølsekompagniet, som rendte med vindertitlen i DM i hotdog i både 2013, 2014, 2015 og 2017, guider dig her til, hvordan du imponerer dine gæster med en opgraderet hotdog-oplevelse.

Brødet
”Det vigtigste i forhold til brødet er i min optik, at det skal være relativt blødt. Ciabatta-lignende brødtyper bliver alt for hårde og tørre. Du skal kunne bide igennem det uden det store problem.”

Pølse
”Min kæphest er pølsen, for den udgør over halvdelen af en hotdog. Det vigtigste er, at den har en form for knæk, så det ikke bliver en slatten oplevelse. Og så er det vigtigt at gå efter en pølse med højt kødindhold og lavt fedtindhold – men ikke alt for lavt, for så kan pølsen blive tør.”

Det cremede
”Man behøver ikke nødvendigvis bruge klassikerne; sennep, ketchup og remoulade, men man skal gerne finde noget, der minder om. I vores vinder-hotdog fra sidste år brugte vi mayonnaise med røgede kartofler som pendant til remoulade og en tomat-coulis af hakkede tomater med sennepskorn i stedet for ketchup.”

Det sprøde
”Man topper en hotdog af med noget sprødt for at give modspil til det bløde. Traditionelt bruger man ristede løg, men man kan også eksperimentere lidt. Vi har for eksempel brugt alt fra sprødstegt majroe til baconstøv, flæskesværscrumble og bagte osteflager. Det vigtigste er, at det knaser.”

Hele verdens pølser

Her er fire internationale udgaver af den populære fastfood.

Chile
I Chile – hjemlandet for den famøse hass-avokado – er der selvfølgelig avokado i hotdoggen. Ingredienserne i en såkaldt completo (fuldstændig på dansk) er friskere, end vi kender den herhjemme: friske, hakkede tomater, avokado og mayo. Dertil kan man selv supplere med sennep (mostaza) og chilisovs (pebre) efter behov.

Norge
Norge er et af de mest pølse-elskende lande i verden, og der spises intet mindre end 100 pølser per nordmand årligt. Det norske svar på en hotdog serveres i en ’lompe’, en tortilla-lignende wrap lavet af kartoffel og hvedemel. En lompe-hotdog serveres toppet med sennep, ketchup og ristede eller rå løg.

Korea
Er du én af dem, der synes, at det halvtørre pølsebrød er en smule overvurderet, falder den koreanske hotdog måske i din smag. Her udelader man brødet til fordel for en pandekage-lignende dej, som slynges om pølsen, frituresteges og toppes med sukker. Den corn dog-lignende hotdog serveres på en pind, så du slipper for de ketchup-indsmurte fingre.

Argentina
Hjemlandet for ’la parrilla’ (argentinsk grill) har selvfølgelig også en pølse med brød på menuen. Her griller man en stærk chorizo, flækker et ’pan’ (baguette-lignende brød) og smækker pølsen i, og så har man: ’choripán’. Serveres med ’chimichurri’, en salsa med urter, løg, hvidløg, eddike og olivenolie.