Hvorfor har du lavet en bog om Kim Larsens sange?

"Et stykke tid efter Kim Larsens død begyndte jeg for alvor at lytte til hans sange igen og opdagede til min store overraskelse, at der faktisk var mange gode sange, som jeg ikke selv kendte. Det gjorde mig nysgerrig, gav mig lyst til at høre flere, og så begyndte jeg systematisk at høre alle hans 38 albums kronologisk og grundigt igennem.

Selv om jeg har hørt alle pladerne før og endda også har anmeldt mange af dem, var der alligevel guld rundt omkring, som jeg ikke havde fundet tidligere. Det gav mig blod på tanden, og jeg lagde en playliste ud på Spotify, og der kunne jeg fornemme, at der var mange, som blev glade for den. De opdagede også sange, som de ikke kendte til.

Ideen udsprang også lidt af, at Ekstra Bladet skrev en artikel umiddelbart efter hans død om, at Kim Larsen ikke havde udgivet noget væsentligt musik de sidste 33 år, og der tænkte jeg, at det måtte jeg efterprøve og se, om det nu var rigtigt - og det syntes jeg helt bestemt ikke, det var. Der var god musik helt indtil sidste salgsdato."

Du drømte også i mange år om at skrive hans biografi?

"Ja, hvis der var én biografi, jeg havde lyst til at lave, var det Kim Larsens, fordi han fascinerede mig dybt både som menneske og musiker. Jeg spurgte ham mange gange om det, og langt de fleste gange svarede han, at han hellere ville se fremad og ikke gad bruge sin tid på at se tilbage. Den sidste gang, jeg spurgte ham, svarede han: 'Dig, mand. Du skal da lave en ordentlig bog'.

Han mente selvfølgelig en bog, som ikke handlede om musik, men en roman. Han var jo en stor litterær kender, læste romaner hele tiden, og det var et emne, som vi snakkede om, hver gang vi mødtes. Der var altid to ritualer: Først skulle vi lige skændes lidt, og han skulle forklare mig, hvorfor jeg var så stor en idiot, og det andet ritual var, at vi også skulle tale om bøger, vi havde læst."

Hvorfor kaldte han dig en idiot?

"Det handlede altid om noget, som jeg havde skrevet om ham, og som han ikke brød sig om. Eller om, hvorfor Politiken var blevet dårligere med tiden."

Han var kendt for at sende afslag på interviews i personlige breve. Dem må du også have fået mange af?

"Helt bestemt. Der var et tidspunkt i 90'erne, hvor han rigtig var sur på mig og sendte postkort mere eller mindre hver eneste dag til Politikens debatredaktør og foreslog, at jeg blev sendt på pension, fordi det trængte jeg virkelig til. Eller at jeg skulle fyres, fordi jeg var meget trættende at høre på."

Det ændrede ikke noget på din fascination af ham?

"Nej, tværtimod nærmest. Selvfølgelig var det ubehageligt at være i en konflikt, men som han selv citerede Henrik Pontoppidan for, så skal man holde 'krudtet tørt og galden flydende', og det gik han meget op i. Han havde det bedst, hvis der var en konflikt, og at man ikke strøg ham med hårene, men gav ham modstand. Fordi jeg gad tage de kampe med ham, fik han også respekt for mig. Når vi mødtes, var det først to-tre minutter med fair slag, og derefter blev det altid skide hyggeligt at tale sammen.

Jeg har en idé om, at han før vores interviews, hver gang stod under barberingen og spekulerede på, hvad fanden han nu skulle finde på at skælde mig ud med. Hvis jeg mødte ham tilfældigt i byen på barer, skulle jeg også altid igennem den indledende runde med skæld ud."

Hvad betyder hans musik for dig?