Findes der nogen sportsgrene, der er sejere end andre, mere æstetisk behagende? Tennis, måske? Fodbold? Hmmm, for hver en elegant 10’er er der også et slagsmål uden for en eller anden pub. Polo? Basketball? Cykling?

Her er en nemmere øvelse: Findes der nogle sportsgrene, der ikke er seje, grundlæggende mere kiksede, som ikke er særligt kønne at kigge på og i nogle kredse ikke særligt fedt at sige højt, at man virkelig godt kan lide?

Ja. Og her er én: håndbold. Man tænker knaldhøj Vengaboys og oppustede plastikpølser klappende i takt og moslen inde på stregen.

Man kan ligefrem tale om begrebet håndbolddanmark. Det er det jævne og provinsielle. Det var det Danmark, som Joy Mogensen i sommeren 2020, dengang hun var kulturminister, forsøgte at spænde en gangbro over til, da hun i en Deadline-udsendelse sagde: ”Der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater.”

Så meget desto federe, nærmest befriende, er det, at Malte Tellerup, den 34-årige og efterhånden både ret etablerede og stadig stabilt udviklende forfatter, har skrevet en ny bog, hvor fortællingens overordnede arena er en håndboldhal.

Og ikke bare det: Tellerup har skrevet en bog, der er helt harpikset til og uden krumspring håndboldomdrejende. En omklædningsrumsroman, eller rettere: en anti-omklædningsrumsroman.

Den hedder ’Mestrene’, og den er autofiktiv. Det vil sige, at Malte Tellerup springer på hovedet ned i sit eget og helt enormt intense liv med (og senere distancering fra) håndboldsporten. Og alt, hvad det så har medbragt af kvaler og triumfer, homobegær, fis’ka’le og far- og morvanskeligheder. 

Vi er på Fyn: Malte vokser op lige uden for Odense med sine forældre (der har mødt hinanden i en håndboldklub) og sin lillebror (der også spiller håndbold). Alt er håndbold, håndbold, håndbold. Faren, især, er håndbold.

Der går ikke så længe, så bliver forældrene skilt, og herfra er det, ja, håndbolden, der klistrer dem allesammen sammen. Hør, hvordan den starter her:

’Efter mine første to Danmarksmesterskaber, og jeg er ikke engang fyldt 13, begynder mor at sige til mig at jeg er født med en guldske i røven. At jeg er født heldig.

Men det med guldskeen som mor kommer til at gentage mens jeg og mine hold vinder og vinder, at jeg har en guldske oppe i røven, det betyder også at jeg er født med lysten til at få noget op i røven, helst noget af guld, noget vidunderligt, men den betydning viser sig helt modsat, for der skal gå mange år før jeg forstår hvad det vil sige at begære analt, jeg skal frygte det, skjule mig for det og prøve at klemme ballerne sammen om det. Som vinder viser det sig tidligt.’

Det er sgu da godt! Så er vi i gang. 

Den her på en og samme tid håndgribelige og vildt uhåndgribelige seksuelle udfordring (Maltes anale begær, der eksisterer side om side med et heteroseksuelt ditto) strømmer igennem det meste af romanen og giver anledning til nogle af fortællingens mest ulykkelige passager.

Som hver gang han kysser med en dreng, der efterfølgende ingenting lægger i kysset, bare videre er den anden dreng. Stærke refleksioner om forbindelsen mellem homoseksualitet og ydmygelse finder man virkelig også.

Og hvordan er det så lige at være queer og begå sig i et (megamandet) omklædningsrum? Jeg har selv opholdt mig utælleligt mange timer i et (fodbold)omklædningsrum, og jeg ved, hvordan sproget i særlig grad var, men også stadig er, i de miljøer. Men at se det på skrift, som Malte Tellerup her råt og helt præcist skitserer det, er alligevel noget:

’Snart var mine holdkammerater nogle selvsikre mænd der kunne lide hurtige biler, lange nætter på Crazy Daisy, hvide skjorter og masser af sex. Der var mange homojokes om hvem der var mest femme og dermed dårligst.

Hvis man ikke scorede til festerne, var man en bøsse eller en nørd. Hvis man slog sig, peb, var man bøsset. Modstanderne var nogle bøsserøve. Dommerne var bøsser. Bøsser, det var alt det dårlige som man i hvert fald ikke selv var. Man var en sportsmand.’

Okay, spaltepladsen slipper op her, så lige hurtigt: ’Mestrene’ kan nogle steder godt forsvinde ind i, hvad der kan føles som et for privat ærinde, men den er helt overordnet en enormt fin, konstant reflekterende og både koncis og herligt tvivlrådig fortælling om drenge og mænd og mandlighed, gammel og moderne og neo-moderne håndbold, elitesport og elitesportsmyter (myter om udfoldelse af potentiale i det hele taget) og provinsen (også i det hele taget).

Og så med nogle rimeligt geniale og sjove analyser involverende Anja Andersen/Ulrik Wilbek/Anders Fogh  Rasmussen undervejs.